Farvede Forventninger. Laila Colding Lagermann

valget mellem en brun og en hvid dukke, der ud over hudfarven er fuldstændig identiske. Hvilken dukke vil de helst lege med? Hvilken dukke er den pæneste? Langt de fleste børn vælger den hvide dukke, ligesom tilfældet er i den originale amerikanske ”Doll Test” fra 1940.

      Hassan Preislers to historier er tankevækkende eksempler på, hvordan vores forventninger og forståelser spiller ind i forhold til møder med andre mennesker. Selvom vi slet ikke kender dem, så forventer vi os noget bestemt af dem. Den viden kan vi overføre til skolen, fordi vi i forskningen også her ser, at sociale, klassemæssige, køns- og racemæssige forestillinger og forståelser er med til at forme læreres indbyggede forestillinger om, hvordan børn skal være i skolen. Og det har afgørende betydning for børnenes liv – både i og uden for skolen.

      Passende elevhed

      David Gillborn peger i sin bog ’Race’, Ethnicity and Education fra 1990 på, hvordan skolekulturer rammesættes af læreres formelle og uformelle konstruktioner af og forestillinger om ’den ideelle elev’. Her ser vi, at social klasse, køn og racemæssige forestillinger og forståelser har stor betydning for det, man kunne kalde ’passende elevheder’. Men hvad betyder det?

      Jo, det betyder, at vi ikke møder andre mennesker ud fra et blankt udgangspunkt, men snarere ud fra nogle forforståelser, hvor de mennesker, vi møder, på forhånd er defineret som nogle bestemte ’slags’er’, sådan som vi også så i Hassans Preislers skildring af ”The Implicit Association Test”.

      Gillborns pointe er, at der til vores forforståelser for eksempel af køn, social klasse og hudfarve knytter sig nogle særlige forventninger og opfattelser af, hvordan personen er eller vil opføre sig. Vi inddeler med et ord hentet fra socialpsykologien andre mennesker i ’sociale kategorier’.

      Det er helt naturligt. Vi har alle – bevidst og ubevidst – opbygget nogle måder at orientere os i verden på, så vi ikke hver dag skal forholde os forfra til alt det, vi møder på vores vej.

      Vi bruger sociale kategorier til at forstå, hvem det er, vi står overfor, og hvem vi selv er i mødet med den anden. Sociale kategorier fungerer som en slags orienteringsredskaber, der hjælper os med at sortere og til at inkludere og ekskludere os selv og hinanden. En inkluderende måde at tænke på kan være: ”Nåh, det er en kvinde – det er ligesom mig selv”, og en ekskluderende kan så være: ”Aha, det er en mand – det er noget andet end mig”.

      Kategoriseringer foregår altså ofte som her helt intuitivt, uden at vi er bevidste om det, og Gillborns pointe er, at der i vores forståelser ligger sociale, klassemæssige, køns- og racemæssige forestillinger, som vi nogle gange bliver nødt til at kigge bevidst og kritisk på. Ikke mindst i skolen.

      I skolen spiller kategoriseringer af eleverne en rolle i forhold til det, som lærerne oplever som ’passende elevheder’. Vores orienteringsstrategier i forhold til social klasse, køn, hår- og hudfarve holdes op imod et baggrundstæppe af, hvilken adfærd og elevtype vi finder rigtig, forkert og passende i skolen.