Jeg har i bogen her valgt at betone farveaspektet, selvom brunhed aldrig står alene. Det blander sig for eksempel med køn – der er forskel på, hvordan ’brun pige’ og ’brun dreng’ opleves og aflæses af andre. Det blander sig også med det, vi kunne kalde ’muslimskhed’ og med andre sociale kategorier som socioøkonomisk baggrund, alder og nationalitet, for blot at nævne nogle. Alligevel er det farveaspektet, der i mine og andres studier træder i forgrunden i læreres fortællinger om denne gruppe af elever. Og det er derfor, det er det, jeg retter blikket mod her.
Fra race til racialisering
I sin ph.d.-afhandling fra 2009 skriver Lene Myong, der forsker i transnational adoption, om det ubehag, der ofte er forbundet med at tale om race og den betydning, vi tilskriver race, når vi kategoriserer mennesker ud fra blandt andet deres hår- og hudfarve. Racialisering kalder vi det.
”Det er, som om min krop modsætter sig italesættelsen af r-a-c-e. Ordet vil ikke rigtig op gennem min hals og ud af min mund”, skriver Myong, ”for der er noget ved race, som genererer stærkt ubehag og modstand i både en dansk og en bredere europæisk kontekst”.
Myong peger samtidig på, at det kan være problematisk, hvis ’race’ opfattes som noget, der er et overstået kapitel efter 2. verdenskrig, og som vi derfor ikke længere kan tale om. En vigtig pointe er nemlig, at vi i stedet for at forstå race som et fast og naturligt system af genetiske forskelle må se det som et system af socialt konstruerede kategorier, som vi sammen er med til at forme og skabe. Det betyder, at raciale fænomener, særligt fysiske markører som hår- og hudfarve, har forskellige betydninger, alt efter hvilken historisk eller social sammenhæng de indgår i.
Vi er altså alle indlejrede i racialiseringsprocesser, der placerer os mere eller mindre fordelagtigt i bestemte kontekster og interaktioner. Derfor må vi ikke være bange for at tale om race og racisme. Tværtimod må vi, som også Myong foreslår, vove det for at blive klogere på, hvordan vi konstruerer forestillinger om race, her altså med særlig vægt på hudfarve, og hvilken betydning vi tillægger den. Samtidig må vi være opmærksomme på, at race ofte ikke står alene, men blander sig med andre sociale kategorier som køn, socioøkonomisk baggrund, alder, nationalitet og religion. Det ser vi for eksempel, når undersøgelser viser, at det især er minoritetsetniske drenge af forældre med en lav uddannelsesmæssig baggrund, der har vanskeligt ved at opnå anerkendelse i skolen. Her kan de tre kategorier vanskeligt skilles ad.
Myong rejser desuden spørgsmålet om, hvordan vi kan tale om fænomenet, uden at de ord, vi bruger, kommer til at stigmatisere eller klistre til enkeltindivider eller bestemte grupper, når det faktisk er forholdene mellem mennesker, mellem minoritet og majoritet, der er interessante? Det er først i minoritetens møde med majoriteten, at forskellene og problemerne opstår. I skolen er det altså forholdet mellem skolekulturen, lærerne og eleverne, der bør interessere os: Hvilken betydning får brun hud, sort hår og måske et navn, der ikke rimer på hvid danskhed, for børnenes muligheder i skole og uddannelse?
En vigtig pointe er dog, at uanset hvad vi kalder eleverne, så er der tale om sociale fænomener. Ordene ’brun’, ’tosproget’ eller ’etnisk’ fortæller altså ikke noget om, hvad eleverne er eller har, men kun om, hvad de gør og gøres til – blandt andet i skolen.
Det, der optager mig, er altså ikke, at nogle elever er brunere eller mørkere i huden end andre, men hvordan de gøres brunere end andre gennem læreres, andres og egne ord og handlinger. Vi kan ikke tale om etnicitet som en kerne, man har eller er, eller om race som noget, man tilhører i biologisk forstand. Men vi kan – med bevidstheden om, at det er det, vi gør – bruge disse betegnelser til at kritisere og analysere, hvordan det opleves eller kan opleves, at ’være’ minoritetsetnisk barn i skolen i dag. Med det udgangspunkt kan lærere tage bestik af og måske endda også tale med deres elever om oplevelser af anderledeshed og fremmedgørelse i, men også uden for skolen, så eleverne ikke – sådan som det ofte er tilfældet – bliver ladt alene med dem.
Farvetest
I bogen Brun mands byrde fra 2013 fortæller forfatteren Hassan Preisler, der er barn af en mor fra Danmark og en far fra Pakistan, om sine oplevelser med at være bærer af en brun krop i et hvidt land. På et tidspunkt i bogen tager han os med til et af sine foredrag for en større gruppe af unge mennesker.
Til foredraget laver han en test med tilhørerne, som hedder ”The Implicit Association Test”, der handler om det, man kunne kalde ’indbyggede forestillinger’.
Han forklarer sit publikum, at han nu, for eksperimentets skyld, skaber to kategorier: ’hvid’, der hører til højre hånd, og ’farvet’, der hører til venstre hånd. Tilhørerne skal så række den hånd op, som de mener knytter sig til det ord, han siger. Herefter begynder testen med, at Preisler remser en række navne op med en tydelig pause mellem hvert navn: ’Bent’ … ’Martin’… ’Muhamed’ … ’Nagieb’ … ’Samir’ … ’Jens’ … ’Hussein’ … ’Søren’ og så videre. De unges hænder flyver op og ned i hurtigt tempo, og forfatteren konstaterer, at opgaven var let, fordi der er stærke associationer mellem for eksempel ’Hussein’ og ’farvet’ og ’Søren’ og ’hvid’.
Så fortsætter han testen ved at introducere to andre kategorier: ’godt’ hører til højre hånd, og ’skidt’ til venstre hånd. Opremsningen lyder nu sådan: ’slem’, ’retfærdig’, ’flittig’, ’klog’, ’doven’, ’ond’, ’fantastisk’, ’vold’, ’tyv’, ’smerte’, ’grim’. Igen konstaterer han, at øvelsen er let, fordi ’grim’ og ’skidt’ hænger sammen, ligesom ’fantastisk’ og ’godt’.
Derefter bliver det sværere. Nu sætter han to helt adskilte kategorier sammen: ’hvid’ og ’godt’ er højre hånd, mens ’brun’ og ’skidt’ er venstre hånd. Publikum nikker, og han går i gang med at remse op: ’Malik’, ’Peter’, ’slem’, ’retfærdig’, ’Bent’, ’flittig’, ’Martin’, ’klog’, ’Nagieb’, ’Samir’, ’ond’, ’fantastisk’, ’vold’, og så videre. Nu flytter publikums hænder sig igen op og ned, om end en del mere tøvende. ”Det var sværere, men det kunne lade sig gøre”, konstaterer forfatteren.
Så fortæller han dem, at de nu skal prøve at vende det hele om, så det er ’hvid’ eller ’skidt’ til højre hånd eller ’farvet’ eller ’godt’ til venstre hånd, og så begynder han sin remse: ’doven’, ’Asad’, ’Jens’, ’flittig’, ’dygtig’, ’Bent’, ’Martin’, ’Nagieb’, ’dum’, ’retfærdig’, ’intelligent’, ’Samir’, ’venlig’, ’ond’, ’fantastisk’ og så videre. Publikums hænder tøver, øjnene flakker, og alting går i opløsning og over i stille mumleri.
Midt i denne opløsning fortæller forfatteren, at testen blev svær, fordi der er stærke associationer mellem ’det hvide’ og ’det gode’. ’Hvid’ og ’venlig’ går sammen, ligesom ’hvid’ og ’Søren’, men når vi skal sætte ’farvet’ og ’godt’ sammen, så får vi problemer.
I bogen fortæller Preisler, at han på Harvard-universitetets hjemmeside selv har taget de forskellige test, og at også han har en ubevidst præference for det hvide. Selvom han er brun, foretrækker han – ligesom en overvejende del af hans publikum – hvid frem for farvet.
Eksemplet med Hassan Preisler og testen bekræfter det, som flere forskere i både ind- og udland har påpeget, nemlig at hvid på mange måder fungerer som et usynligt ideal. Ikke kun for mennesker med lys hud, men også blandt mennesker