Birgit Eriksson
MODERNE DANNELSE
Goethes Wilhelm Meister og dannelsesromanens aktualitet
AARHUS UNIVERSITETSFORLAG
“Jeg har heller ikke kunnet benægte min modernitet”
Goethe 3.11.1823 (Eckermann 1994: 69).
“I romangenren spiller tilfældet med, men mennesket må prøve at give tilfældet en form”
Goethe ifølge Schiller 2.6.1795 (Grumach 1980: 150).
FORORD
Denne bog handler om moderne dannelse. Den undersøger, hvordan dannelse kan tænkes og udfoldes i det moderne, og hvordan identitetsdannelse er tæt forbundet med dannelsen af æstetiske og sociale former. Den interesserer sig altså for dannelsens problematik og for, hvordan litteratur på én gang afprøver, udfolder og selv kan spille en vigtig rolle for individuel og social identitetsdannelse.
Bogens konkrete undersøgelsesfelt er dannelsesromangenren og især den mest kanoniserede af alle dannelsesromaner: Johann Wolfgang von Goethes Wilhelm Meisters Læreår fra 1795-96. Ambitionen er at reaktualisere såvel dannelsesromanen som Læreår og at vise, hvordan de kan bidrage til en ny forståelse også af aktuelle dannelsesproblematikker.
I arbejdet med Goethes forfatterskab har det igen og igen slået mig, hvor overraskende aktuelt det kan forekomme. Der synes at være en art forbindelse mellem den tidlige modernitet, som Goethe levede og skrev i, og vores sene modernitet. Naturligvis er der store og meget væsentlige forskelle mellem begyndelsen af det 21. og slutningen af det 18. århundrede. Men i begge perioder synes der at være en usikkerhed eller tvivl omkring nogle af højmodernitetens selvfølgeligheder. Ikke mindst er nogle af de veletablerede dikotomier mellem individ og samfund, kunst og virkelighed, det gamle og det nye, mindre klare i den sene og den tidlige modernitet, end de er i højmoderniteten. I den forstand er både vores og Goethes samtid det, som han kaldte “en epoke uden epoke”: en tid, hvor alt forandres, og hvor faste orienteringsrammer mangler.
I det 18. århundrede fik ord som “kultur”, “kunst”, “personlighed” og “dannelse” den moderne betydning, som vi kender i dag. Med disse begreber blev menneskets vilkår sat højt på litteraturens og tænkningens dagsorden, og dets muligheder blev defineret på ny. De nye begreber og mere generelt tematiseringen af mennesket var en følge af den modernisering, der på den ene side frisatte mennesket og gav det mulighed for at forme sig selv og verden, mens den på den anden side opløste det kendte og truede med nye former for undertrykkelse og selvbegrænsning. Dannelsesromanerne og dannelsestænkningen var på den måde et svar på en situation, hvor det på ingen måde gav sig selv, hvordan man skelnede mellem det subjektive og objektive, og hvordan man kunne få kontrol over den samfundsmæssige udvikling og sit eget liv. Det gør det som bekendt heller ikke i dag, hvor dannelsesbegrebet efter mange år i mørket nu igen optræder i diskussioner af helt aktuelle strømninger og problemer.
Gentænkningen af dannelsesbegrebet tog i dansk sammenhæng fart fra midten af 1990’erne. Efter i nogle årtier at have fremstået som et støvet og ideologisk belastet begreb fra en borgerlig, konservativ og svunden epoke, blev der skrevet artikler, afholdt seminarer og udgivet flere bøger om dannelse.1 Betragter man de mange udgivelser under ét, står det klart, at dannelsesbegrebet hurtigt er på vej væk fra en snæver litterær-æstetisk betydning, hvor et dannet menneske var ét, der kendte sine klassikere og vidende, velopdragent og taktfuldt kunne konversere om finkulturelle emner. Naturligvis har der også været forsøg på at fastholde en mere kulturkonservativ og borgerlig nationaldannelse,2 men generelt bruges dannelsesbegrebet langt bredere, og der tales om fx digital dannelse, demokratisk dannelse, om dannelse som selvoverskridelse og om en samtidig dannelse af selv og socialitet. Dannelse er ikke længere et snævert borgerligt ideal, som vi har lagt bag os, men et vedkommende begreb i diskussioner af aktuelle identitets- og samfundsmæssige spørgsmål.
Men hvorfor er netop dannelsesbegrebet produktivt i de aktuelle diskussioner? Hvorfor er dannelsesromanen interessant i dag? Hvordan forholder dannelsesroman og dannelsesbegreb sig til hinanden? Hvad kan litteraturen i forhold til dannelsen? Og hvad kan Goethes Læreår? Disse spørgsmål forfølges i bogen, der konkret er opbygget som følger:
I første del behandler jeg dannelsesromanen som genre. Jeg tager fat i genrens paradokser, bl.a. at de gængse genredefinitioner ikke synes at passe på selv de mest kanoniserede dannelsesromaner, og at nyere litteraturhistoriske fremstillinger af genren pendler mellem at hævde, at den faktisk aldrig har eksisteret, og at den er særdeles livskraftig også i aktuelle romaner, romanteorier og læserforventninger. Jeg ser nærmere på den fremherskende genredefinition og undersøger, hvordan den har været med til at skabe paradokserne, og hvordan den er blevet forvaltet i dansk sammenhæng. Endelig foreslår jeg en ny og mere pragmatisk genredefinition, som ved at inddrage læserens dannelse gør det muligt at forstå dannelsesromanens paradoksale styrke.
Den anden og store del af bogen omhandler Goethes Læreår: Hvordan den tematiserer og giver form til menneskets tilblivelse sammen med værket og verden. Gennem fem kapitler udfoldes det her, hvordan Goethes roman forholder sig til samtidens dannelsestænkning og til en række umiddelbart litteraturfremmede elementer, hvordan den er med til at definere menneskets vilkår og muligheder, hvordan den analyserer modernitetens selvforståelse, og hvordan den både fremstiller og skaber et rum for dannelse. Ved at kombinere udblik til receptionshistorien med en næranalyse af romanen belyses det, hvordan den konkret udfordrede læserne i Goethes samtid, og hvordan det kan ske i dag.
I læsningen af Læreår udfolder jeg her, hvordan den roman, som dannelsesromangenren er skabt over, er mere moderne og modsætningsfyldt, mere kompleks og krævende, men også mere frisættende og generøs end de genrekonventioner og den dannelsestænkning, den er blevet taget til indtægt for. Ved at læse på tværs af Læreårs individuelle dannelseshistorie, dens modernitetsanalyse, dens egen æstetiske formdannelse og refleksion over samme viser jeg, hvordan disse dimensioner er tæt forbundne og gensidigt kvalificerer hinanden. Det er den indbyrdes udveksling mellem menneskets, socialitetens og den æstetiske forms dannelse, der giver Læreår dens helt særlige karakter og gør den til en dannelsesroman, der nødvendigvis også er en roman om nye sociale formationer og om kunstens muligheder.
I tredje del vender jeg tilbage til genreproblematikken og argumenterer for, at vi hverken samfundsmæssigt eller litterært er færdige med de problemstillinger, som Læreår og i bredere forstand dannelsesromanen tager op.
Jeg har med mellemrum arbejdet med dannelsestænkning, dannelsesromaner og Goethes forfatterskab, siden jeg i 1997 skrev en artikel om, hvorfor det var en god idé både at se MTV og læse dannelsesromaner. Sideløbende med dette har jeg arbejdet med forskellige problemstillinger inden for aktuel kulturteori og kulturanalyse. For mig er disse to forskningsinteresser ikke så fjernt fra hinanden, som man umiddelbart kunne tro, og konkret har læsningen af Goethe kastet nyt lys på, hvad der foregår i vores samtid, ligesom aktuelle analyser af fx individualisering og nye socialitetsformer har givet nye perspektiver på Goethes værk. Det håber jeg, er mærkbart i bogen.
Nogle af bogens tematikker har jeg behandlet i andre sammenhænge. Jeg har skrevet ph.d.-afhandling om dannelsesromaner og dannelsestænkning hos Goethe og Bruce Chatwin og også publiceret en række artikler om beslægtede emner (Eriksson 1997, 1998, 2003, 2004, 2010, 2012). I bogen er der kapitler, der er skrevet i forlængelse af de tidligere publikationer, og kapitler om helt nye aspekter. Tilsvarende er der også mange spørgsmål, der behandles i de tidligere publikationer, men ikke i bogen.
Bogen havde ikke været mulig uden produktiv deltagelse fra andre. Jeg vil gerne takke alle, der har bidraget. Det gælder Aarhus Universitets Forskningsfond, Augustinus Fonden og Landsdommer V. Gieses Legat, der har støttet publikationen. Det gælder de mange kolleger og studerende på Aarhus Universitet, uden hvilke bogen var blevet mindre interessant og arbejdet med den havde været mindre sjovt. Endelig gælder det Hans Lauge Hansen og Tais, hvis måder at se og være i verden på bidrager mere, end de aner.
DANNELSESROMANEN SOM GENRE
DANNELSESROMANEN