– Og du? Prosit.
– Og jeg tænker. Hvis hvad?!.. – Klop gabede. Jeg er under zhinka.
– I soveværelset?
– I toilet, ram, selvfølgelig. Luk dem bedre i garagen. Derfra vil de stadig ikke komme ud om morgenen.
– Og bilen? Prosit.
– Hvilken bil?
– Nå, siden garagen, apchi, så er der en bil?
– Der var en gang, mere præcist, en motorcykel. Izya brød, nu kun et sammenkrøllet stykke metal, der lå rundt…
– Nå, jeg gik, chef?! Prosit.
Om morgenen kom den gamle padde og, efter at have modtaget instruktioner, gik for at rengøre stalden. I lade i længe blev mesterens hånd ikke anvendt, og alt der var dækket med lort. Ottila satte sig som sædvanligt ned for at justere neglene. Jeg vil bemærke, at alle detektiver har en hobby, der får dem til at tænke: Holmes har et violin-spil, Poirot stoler på sine grå celler uden indblanding, Agent Kay har en cirkel, og Klop har rettet negle. Og da de var færdige, ville han køre dem ind og rive dem tilbage for at rette dem op igen og på samme tid føle et brummer af tanke.
Bale, bale, bale, bale. Og så time efter time, dag efter dag, år efter år, og… Pludselig dukkede et grimt ansigt på padden ud fra stalden og stirrede, smilende til politimanden.
– Hvad vil du, stinker? Spurgte Ottila.
– Kan jeg ryge, chef? spurgte den gamle mand usikkert.
– Hvad, det stinker?
– Ikke det rigtige ord. Du, vandretur, vendte dig om et råtent lig af en dinosaur?
– Nej, jeg bare flippede den og lod den lille due ud, som i sig selv ikke iltes.
– Okay, røg.
Den gamle mand gik ud og tog en cigaret ud.
– Vent!
– Hvad, chef?
– Lad bare din røv være i laden.
– Hehe, den vittighed forstod. – Kæmpede ved laden og ville tænde en cigaret…
– … Kan ikke, eller hvad? – Bug bug.
– Nej, chef, bare Belomor.
– Kom her.
Den gamle mand rakte en cigaret ud. Ottila tog den og tændte den. Cigaretten var ren uden tilsætningsstoffer.
– Til, røg. – Gav Ottil til cigaretpadden.
– Og du i lang tid til os?
– Jeg har været her i seks år og har tænkt for evigt. Jeg har forsonet mig. Han spyttet på sin karriere. Traded for denne vidunderlige verden, hvorfra den bærer møde og lort… Damn ham. Kort sagt, hvad er jeg allerede træt af?
– Nej, da jeg boede her, indtil sidste gang jeg tjente, skiftede distriktspolitimændene som handsker.
– Og hvorfor?
– Årsagerne var forskellige: De drak for meget, derefter stjal de målret igennem.
– Det truer mig ikke. Jeg er opført blandt mine overordnede som ikke-drikker og sælger. Fortæl mig noget, kan jeg være færdig med at bygge en lade før efteråret?
Den gamle mand undersøgte bygningen, der var halvt lavet af mursten. De sammenklappede huller i væggene blev lappet op: Enten rådnet krydsfiner, derefter tagmateriale og derefter sække.
– Det kan du. Kun alt dette skal udskiftes. Ja, og dine vægge er forældede.
– Og hvor gamle er de?
– Ohhh! Chief, ja, så vidt jeg kan huske, stod denne bygning. Her plejede at være en gårdsplads for en eller anden købmand. I revolutionen, siger de, fangede de en flugt fra rødfjedrene, og der endte de med hele familien.
– Hvor?
– Hvad, hvor?
– Nå, klar.
– Ah, så her i laden. Og så var det et lager, og efter krigen – en fæstning.
– Sjovt. Kan du gøre det? Selvfølgelig må du ikke adskille til slutningen. Møllerne er stadig stærke, de er også sten. Bare færdig dem.
– For et fint ur fungerer ikke. Derudover har du brug for en assistent og ikke en, mindst to. Og selvfølgelig et forskud, så vil der være et incitament.
– Nå, der vil være et fint ur på forhånd sted, men vi får se. Men jeg betaler, hvis det er det værd. Som – jeg giver chervonets, men nej – dommeren giver chervonets. Så vi blev enige. Og i lærlingen vil jeg fortælle dig Idot. Ved du dette?
– Selvfølgelig. Dette er en idiot fra Kyzikhston. – den gamle mand frøs sur.
– Og hvad?
– Ja, han er en narkoman, det vil jeg være. – den gamle mand prikede Adams æble med fingrene.
– Og du?
– mig? Jævla det, dette er den vigtigste nar, som denne moron overholdes.
– Og hvad kommunikerer de virkelig? hun er god til ham.
– Ja, han tilbød hende ekstra indkomst. Ved at drikke, selvfølgelig.
– For retten vil du naturligvis ikke vidne disse ord mod Idot.
– Hvem holder du mig for, chef. Jeg er ikke en tæve. Jeg har ikke været i zonen, og jeg vil ikke danse til dit rør. Bedre tid end en frihåndspand.
– Afkøles. Dette er mig. Hvad hvis?!
– Jeg forstår det, chef.
– Og vil Baba Klava være i stand til at arbejde?
– Selvfølgelig. Selvom hun er 65, pløjer hun som en bulldozer. Men Idot?! Der vil være problemer.
– De vil ikke. Jeg vil også tiltrække hende.
– Og pengene til alle lige?
– Du mere, men efter fine timer.
– Og hvis vi gør det, og vi ikke udarbejder et fint ur?
– Få en Chirp fra mig, og straffen tildeles ikke. Meget arbejde.
– Men hvad er der at bygge?
– Svinebestanden skal øges. Jeg vil have svin. Nå, så hænderne på?
Den gamle mand trak på skuldrene.
– Nå, hvis under disse betingelser, tre stykker.
– Du er fire og glem ikke ordet.
“Det og det,” rystede han på hovedet og skænkede på laden, “selvfølgelig er jeg enig.”
– Så blev vi enige. Vil du betale. Jeg giver dig penge, men du er også efterspurgt, du klipper dem, padde?
– Oooo, mig?! Lort spørgsmål, chef, lad os gøre det!! – Den gamle mand tog en dyb indånding og tændte en anden cigaret. – Så jeg kan godt lide en formand?!
– Det ser ud til.
– Og hvornår skal jeg starte?
– Og selv nu vil jeg sige til Arutun, at Idota og bedstemor Klavka bringer. Og her er Idot.
– Husk moren, han vises.
Idot dukkede op i døren.
– Hvad har du medbragt? – Bedbug vendte sig til Kid.
– Kontant.
– Hvor meget?
– Et par stykker nok?
– Nok, men det er ikke alt. Du vil hjælpe den gamle, han vil forklare dig alt.
– Til