Sjov detektiv
StaVl Zosimov Premudroslovsky
© StaVl Zosimov Premudroslovsky, 2019
ISBN 978-5-0050-9856-6
Created with Ridero smart publishing system
SAG №1
næse
Apulase FØRSTE
Velkommen!
Gå straks videre til beskrivelsen af hoveddeltagerne i de begivenheder, som jeg har foreslået i dette sektion.
Den første på listen er generalmajor Ottila Aligadzhievich Klop. Af alle dem omkring ham var han ikke standardvækst – ni og ni og ni centimeter.
Du spørger: “Men hvordan blev han optaget i rækkefølgen af ordenens værger, når alt kommer til alt, efter halvanden meter vil de ikke blive taget i hæren, og uden hæren vil de ikke blive taget i værger …". Men han er – et specielt tilfælde: Hans forældre var snarere hans mor og hendes bedstefar, der tjente ham i stedet for sin far, almindelige borgere i Den Russiske Føderation med primordielt jødiske rødder. Det var bare det, at hans mor, engang i det sidste årtusinde, da verden ikke havde brugt computere overalt og Det store Sovjetunionen, frivilligt sluttet sig til rækken af medicinske ordener for internationaler, hvis pligt var at rydde op, efter at patienterne var tømt med en kabale. Og dette skete i nogle afrikanske lande, og de gamle stammer fra de centrale afrikanske pygmeer viste sig at være syge, hvoraf den ene eller rettere lederen selv er den store ældre, hundrede og tyve tusinde år af hans kalender er gammel, og siden hans kammerater gnistrede (døde) for længe siden, derfor var de der huskede hans fødsel ikke, og han var i stand til at hævde, at hans mor er solen, og hans far er månen osv. osv. Naturligvis trodde den kommende mor til Ottila ikke på dette eventyr, men hun fornødne ikke, hun bare smilede og nikkede til den store gamle tidtager for alle jordens mænd. Efter at hun, efter at have modtaget lederens godbidder, var de lækkert fristende eksotiske: stegt bisonøje i hvidløgssauce, røget æg fra en elefant med chokoladeslaks, frisk blodborscht af den nytabte paramedic Ivan Kozimovich Pupkin på aftenen og Coca-frugtsaft på den tredje. Generelt vågnede den gravide mor, og så var hendes liv ikke længere af særlig interesse.
Og i henhold til lovgivningen i Pygmy-stammen var den gennemsnitlige højde for en soldat og værge af ordenen mindst firs centimeter og ikke mere end en meter fem og en halv centimeter, selvfølgelig blev han derfor ført til deres politi og sendt med erfaringsudveksling til Rusland. Så han forblev i tjenesten: han fik permanent ophold som enhver gæstearbejder, og da han samtidig var statsborger i Den Russiske Føderation, kunne ingen deportere ham. Kort sagt, alt er muligt i vores land, især for penge. Men han måtte gennem militærtræning med sin far i stammen og fylde elefanten på eksamen. Dette blev anført i dokumentet, der blev præsenteret på efterspørgselsstedet, som blev udpeget på Ottilas mave og godkendt af UNESCO. Naturligvis var der vedhæftet et andet dokument, skønt det var uofficielt, det lignede hundrede dollars. Og i endnu højere grad blev det i hoveddokumentet indikeret, at han tjente i rang som hærgeneral i den nord-sydlige afdeling af stammen kaldet Nakatika Ui Buka. Naturligvis blev denne titel tildelt ham på grund af sin far for livet, især da deres stamme var opført i FN-styrkerne.
Unge Ottila fik følgende erfaringer med stammens tjeneste, mere præcist, bestået eksamenerne: bueskydning, kastning af tomahawk og klatringstimer på stammerne, som gjorde det muligt for ham at klatre, både på lodrette planer og med bumser. Han kunne også kaste begge ben over sine egne eller andres ører, og ved at holde på gulvet på begge hænder kunne han danse en tapedans, lave et tredobbelt somersault op, sidelæns, fremad, bagud og uden at røre gulvet. Lærede, hvordan man temmer katte, hunde og andre bidende og fortærende dyr, herunder myg, bedbugs, lus og grizzly bjørne.
Efter at Ottila blev sendt på egen anmodning og på grund af sin mors sygdom, blev han sendt til indenrigsministeriet som en kontorist – adjutant for Marshall, som han aldrig havde set i øjnene, men kun hørt hans stemme i radioen og en særlig telefon. Efter 32 år blev han overført til landsbyen Sokolov Ruchey, Leningrad-regionen og i St. Petersburg, Lyuban-jernbanen, på grund af nedskæringer i det administrative apparat.
De tildelte ham en hytte, en tidligere erhvervsskole. Den første halvdel af hytten besatte lokalerne til boliger, og den anden var beregnet til et stærkt punkt.
Og så sidder Ottila Aligadzhievich på sit kontor og skriver kvartalsvis og derefter straks årsrapport. Han har travlt, begår fejl, forvirrer ord på sprog, og han kendte et dusin af dem, herunder: fransk, oprindelig stamme, fem forskellige sovjetiske sprog, latin, russisk talt, russisk litteratur, russisk fenya, russisk hjemløs, forhørsprog og andre.
Han skriver, skriver, og så kommer sønnen på ti år til hans kontor:
– Far? – spurgte beskedent barnlig den hundrede tredive centimeter ti år gamle søn Izya.
– Hvad, søn? – uden at løfte hovedet, svarede den nittifem centimeter far til Ottil.
– Far..? – Izya tøvede. Far skrev stadig.
– … ja, tal?! spurgte faren.
– Far, jeg kiggede på kassen her, hej?!
– Og hvad?
– Nogle ord er ikke klare for mig der…
Ottila så på sin søn på en faderlig måde, uden at sænke hovedet, tog benene op på en speciel stol med trappeskinner på sidebenene, rejste sig, vendte sig og satte sig på bordet. Han kiggede kærligt ned på sin søn gennem brillerne, lod dem ned på spidsen af næsen og spurgte, kiggede i sønns øjne og løftede ikke hovedet, hvilket gjorde hans hoved såret og hans hals var følelsesløs. Han så på alle nedenfra og op. Det krænkede også hans borgerlige holdning. Og endnu mere foran en søn, der voksede op som et almindeligt barn. Og nu, når han sad på bordet, kunne han endda rynke på sine sorte øjenbryn.
– Og hvilke ord forstår du ikke, søn?
– Nå..: Præsident, nogle magt, FSB.. hvad er det? Vi har endnu ikke gennemgået historien. Er det så flygtigt.
– Eller er du bare en prokuratorisk skole i denne studietid. – Faderen smilede, tog brillerne af og klemte dem let ned i en næve, som han derefter læner sig på bordpladen. Han klappede sin søn på skulderen med sin anden hånd og gned ham med et enormt skaldet hoved, som ikke var menneskeligt menneskeligt.
– Nå, hør, – faren sukkede, – præsidenten i vores familie er mig, nogle kræfter er din mor. Nå, hun, ved du hvad han laver… Tillader ikke at forkæle, tjekker lektioner.
“Feeds,” tilføjede Izya.
– Foder ikke, men tilbereder mad. – tilføjede faren.
– Og hvem feeds?
Far kiggede ind i sin smaløjede bedstefars venstre øje og derefter ind i den vidtøjede højre, som hans søn fik fra sin oldemor, de siger, at hun var kinesisk, men kun Russified. Så hævdede hans kone; taljen højde, vægt og bredde i to hundrede. Den blondhårede og blåøjede derudover, i modsætning til den rødøjede far.
– Jeg foder jer alle! – stolt svarede en undertone far og udbulede brystet. Hans ansigt blev højt klogt.
– Og hvem er bedstemor? – spurgte sønnen og plukkede næsen.
– Vælg ikke din næse, søn, i dag er ikke minearbejderens dag – og fjern forsigtigt hans hånd fra sin søns hoved, -.. vores bedstemor er KGB. Gamle indfødte KGB.
– Og hvad er KGB? – Sonny bekymret.
Faderen frigav sin søns hånd og kiggede væk fra sin søn og stirrede som en ram ved den nye port, på portræt af Dzerzhinsky.
– KGB er den samme som FSB. Kun gammel som bedstemor. Og fair, ikke som nu, alt er korrupt… Generelt er bedstemor FSB…
– KGB … – Sønnen korrigerede, og efter at have rullet op en sabel med tør snørr i dybden af næseborene, trak han sig ud, så på ham og bider hans hænder og spyttede ud, rynkede næsen. – phew.., salt.
– Spis IKKE rogn, som din mor ikke fodrer dig?! – Faderen var forarget.
– Nej,