Den fede tjener bar allerede grillen til den længe ventede. Han lagde en bakke foran Givis næse på bordet og frøs i racket af en fed søn af lokal myndighed, med kaldenavnet – «Hej, ja?!». Givis bedstefar greb ivrigt en grill og med gule metaltænder greb et stykke centralt stegt kød. Tjeneren sprang forsigtigt ind i røvet og kastede på knæene. Givi trak spydet over én gang. Kødet strakte sig bare ud. Han trak og bider tænderne – to. Spydet slap væk fra hans hænder og piskede den gamle i ansigtet, idet han efterlod fedtstrøg på hans kinder og en ring med stegt tomat på spidsen af en snubbenet, kaukasisk nationalitet, næse. Han trak det tilbage for tredje gang, og hans senile hænder skalv. Og…
– Hvilken slags kød, gummi, wai?! – eksploderede respekteret Givi-jean.
– Hej far, wai, hotelel sund ram, han klemte græs i bjergene! Sniffede den friske luft, ja?! og levede hundrede og tolv år.
Givi kastede nervøst grillen på bordet.
– Hej, ja, jeg vidste denne vittighed, da du havde din far i projektet, ja?! – Han rejste sig, og glemte den provisoriske sukkerrør med drivtræ med knækkede knuder gik væk.
God aften aften!!!
Men vi på sin side blev berusede og dunkede og kom i kamp, men hvad med uden det, vi er luftbårne styrker? Og om morgenen sad vi ved at fortsætte vores hvile og vente på den næste tur på læben…
Morgenen på en dårlig dag…
note NINTH
tur
Slaveri Venadevich, en tidligere politi-oberst, nu en kriminalsjef stoppede ved en kølig butik og købte en kølig liter flaske vodka, kølig snack, køligt øl og trådte cool ud af butikken. Når han nærmede sig sin kølige arbejdende jeep, blokerede han for en kølig alarm og… huskede, at han havde glemt at købe seje cigaretter.
– Nå, gran faldt. – Han var forarget, og kastede alt i rumpen i bilen, besluttede han hurtigt at køre hende til butikken for nikotin og lægger ikke vægt på alarmen. – Nå, hvad, straks uden kø og købe?! Minutevirksomhed.. – tænkte han, men det viste sig, at en eller anden klient betalte for et stort antal produkter til firmafesten og måtte vente ti minutter. Kasseapparatet er optaget.
Når du er ude, er det cool. Da han rejste, var hans kølige jeep med en kølig alarm, med kølig vodka, cool snack, kølig øl væk.
«De kaprede, dæmoner, khe…» Slaveri Venadevich mumlede og oplyste kølige cigaretter og kaldte trafikpolitiet om hans kapring til sin ven oberst.
To timer senere blev en jeep fundet ikke langt inde i gården: inde i liget af en ung fyr og en halv liter vodka, en åben boks øl og en næsten spist snack. Fem meter fra jeepen lå det andet lig af en ældre Khachik.
De tilskrev alt det tagede produkt og straffede direktøren for den butik, de siger, at hans datter, en sytten år gammel skolepige, blev dræbt. Slaveri Venadevich betalte selv for begravelsestjuven af god samvittighed, hvis viskere fandt et hoved en uge senere i skraldespanden. De kaldte deres tekniker til stedet og flygtede, så politiet og følte frygt for lovløshed.
Tidligere vinduesviskere i bombeflyshuset bosatte sig og af hensyn til alt det, begyndte de at banke på alle, inklusive mig, som jeg efterfølgende blev fyret af af administrationen af «nattelokalet» og endte på gaden.
Jeg vandrede rundt i byen og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, jeg ville spise og drikke, sove og skrive, bøje og græde, sprutte og stønne.
– Nå, give helvede et pas, arbejde og bolig!! – brast i mit sind. Og pythonen bad om noget andet. – Lige nu er det varmt, kød og mere…
– Gå stjæle!! – den indre stemme skåret igennem som en segl.
– Nej. Jeg er ikke en russisk demokrat, men en sovjetisk mand. Mit sind blev dannet i det post-sovjetiske rum, da flertallet ikke kun ikke vidste, hvordan man stjæler, men simpelthen gav og delte det sidste stykke brød, som Jesus, indså andres smerter og ikke forstod dette. De stjal igen, dem, der lige nu er en oligark og en demokrat, som ikke engang kan få sne om vinteren, og fjerne dem fra almindelige mennesker. En stedfortræder med en kriminel fortid er sej og endda heltemodig, siger de, det gamle regime, der blev forfulgt. Men hvis en person er oprør, er han farligere og grusom end almindelige lommetyver en gang hundrede. Det var ikke udlændinge, der ødelagde vores land, og ikke vi – blot dødelige, men disse tyve i loven – nu stedfortrædere for statsdumaen. Og alt vil kun ændre sig, når den sidste tidligere sovjetiske embedsmand fjernes, og selvom han ikke engang er kommunist, er han en tyv i disse tider. Og nu prøver de bare at leve i luksus igen og igen og tager vores liv fra os. Og deres børn, uden at kende livet, straks til de stedfortrædere. Sniff shit til at tænke bedre og stemme på innovation. Og vi, der er almindelige for dem, er bare insekter, ikke engang kvæg. En slags prima donna besatte hele ether. De roser hende og synger sange til hende. Hun er den mest demokratiske kvinde i vores land, hun giftede sig med sin uægte søn, og det er alt: gør som hun gør. Og dem, der er imod dets monarki, det vil sige, det er bedre end en sang og ikke en slægtning til Moses, betyder ikke et format som Viktor Tsoi, for eksempel, der blev fjernet, efter at han nægtede at samarbejde med hende. Og dette er i alle magtcirkler. Vores demokrati er det modsatte af det vestlige demokrati, og derfor er levestandarden anderledes: Vi har lort, og de har Kaif. Amerikanerne forbinder en demokrat med ærlighed, men med os russere forstås dette som tyveri og banditri. Og igen fik jeg., Nå, intet, ikke i det første. Dyr i junglen er lettere, de har ingen lov. Og her?! Det vigtigste er at være rolig. Du koger – det er utopi, nerver er stadig nødvendigt… Men er alt træt af det?! Jagt er simpelthen ikke noget problem. Hvis folket er imod kongen, er dette ikke længere et land, men en kaserne, hvor de bliver tvunget til at eksistere, ikke leve. Men de første timer med en bevidst omstrukturering i livet er vanskelige, og når du allerede forstår, hvad der ligger foran, er livet ikke interessant, og du lever uden at tænke på i morgen. Livet uden et mål. Derfor vil nutidens ungdom ødelægge landet fuldstændigt… To ugers løft fra bunden, og igen spiser jeg socialt. Og siden denne gang vil jeg ikke handle…
Nevsky Prospect er hjertet af Skt. Petersborg. Fra Alexander Nevsky-pladsen til Decembrists Uprising Square; fra fyrtårnene til eremitagen. Hvor meget du ser: jonglører og akrobater og lommetyver og tiggere og ammekopere og svindlere. Alle arbejder der. Og ansigterne er kriminelt velfødte. Naturligvis er turister faktisk en voldevand. Se, McDonalds beskyttede mand med en spade svulmer op, dvs. med en tegnebog. Og jeg ser, hvordan en fyr kommer op til ham med et åbenlyst sarkastisk look.
– Hej bror, fantastisk! – han hilste på sugeren.
– Ja sunde takk Gud!
– Hvad er livet normalt? Til gud? Gud giver dig ikke noget lort. Kort sagt – kom op i en stram fyr til en sutter, kør en skovl, ellers dræber jeg ham som en hund. Hent regningerne, luk skovlen og læg den i lommen… Og gå nu. Skrid ikke; din Gud har befalet at dele.
– Hvordan vil du rapportere til Gud?
– Og jeg indrømmer inden døden, og jeg vil stadig snyde dig i paradis. Hahaha.
Og så kommer jeg op og uden advarsel pirker fyren i bogey. Han gisper efter vejret og forsøger at modstå klæber sig instinktivt for mig med den ene hånd og griber leveren med den anden. Drikkevarer, det er en svag lever.
– Tag dine penge, kammerat. – Jeg siger sutter og slår kniven væk fra fyren.
– tak!!! – han takker mig, og fyren i dødelige kramper mister bevidstheden og dør. Og han kunne arbejde et sted og være til gavn for staten og folket, men det demokratiske kaos i landet gjorde ham til søvn … – Her, tag en belønning. – stikker mig en regningssuger og løber hurtigt væk, springer ind i sin Lexus og bryder af. En kop te og to pølser i dejen, tak for at have gemt titusinder og tyve’s bind for øjnene. Men øre skal reddes.