bemærk FOUR
Methodius
Skæbnen bragte mig midlertidigt en helt til byen. Skt. Petersborg, i et velgørenhedshostel, kaldes blot folket ind som en hjemløs person. De gav mig en shkonar, det vil sige en seng, som jeg slåede af i en halv måned fra lokale berusningsmyndigheder og lagde femten på hospitalet, før de forlod mig. Trofæer var madrasser. Jeg har samlet ni af dem. Jeg stablede dem den ene oven på den anden og sov næsten i loftet. Der var nogle ulemper: smiger var meget vinkelret, og jeg læste mig på en trætrappe. Livet tog sit normale forløb: Morgen – aften, frokost – toilet osv. Hver dag. De betalte mig og min kammeratskormor Lyokha Lysy, som havde afsluttet to videregående uddannelser i zonen i femten år, for den rolige tilstand på vores anden sal. Han var ikke anderledes i syne og havde sine atten i det røde med sine ord. Og da det var vanskeligt at få briller med sådanne okularer, foldede han sig fra det tilgængelige ved at tilføje tre rammer med briller og forbinde dem med en kobbertråd. Så han opnåede hundrede procent vision. Og jeg begyndte at værdige ham med en vittighed med otte øjne. Vi boede sammen med ham i en familie, som i zonen kort sagt, vi havde rødder og delte brød ved at bage, men af en eller anden grund gav han mig et større stykke, respekterede mig enten eller fodrede mig i sultne belejringstider for at forlænge mit liv med optagelse mit kød. Hver morgen fandt jeg vågner op på mit bord bestemmelser for hele dagen eller mere. Gamle mennesker og indbyggere i andre aldre, alle praktisk taget sad på steder, der ikke var så fjerne og ikke for korte: den mindste var omkring femten år gammel, frivilligt delte med os deres rationer, erhvervet på forskellige måder af små tyverier og uddelingsopgaver af rigere dele af befolkningen, det såkaldte hjem. Jeg var altid imod og vendte tilbage dette, og de hyldede, da jeg sov. Den skaldede var glad for denne opmærksomhed og begyndte også at spise fedt.
En frostig morgen vågnede jeg. Sne faldt uden for vinduet. At stå op som sædvanligt var dovenskab, og der var ingen planer om at købe penge, især siden i går, og mit hoved stoppede. Den skaldede mand læste som sædvanligvis noget i hans sind og bevægede sig kun med underlæben. Og alt dette ville have fortsat, hvis ikke for udseendet til den gamle sytti år gamle skarve-recidivist, en sømand, langdistanssejler, pensionist og hjemløs Methodius med finske rødder. Jeg vil bemærke, at straffedømte normalt kommunikerer med kastere, som i dette tilfælde. Og han talte mere med en kaukasisk end med en finsk accent.
– Nå, parasitter, har vi et gisp? begyndte han fra skulderen. Jeg vendte mig om, Bald lod bogen ned. Et minut gik.
– Hvad har du brug for, gamle? – spurgte Bald og begravede sig selv i en roman.
– Stop med at kigge på dossieret, tag guldfincherne, det vil sige mig, og gå fyldige. I fire år modtog jeg pension.
Efter hans ord gik der cirka to minutter, og frisk sne knuste under vores fødder. I det fjerne var der en butik med en slumre af en slags georgisk. Vi gik ind i det og bestilte to hundrede. I smurt og ristet Methodius:
– Tatarer lever ikke uden et par! – vi bestilte endnu hundrede. Derefter efter den gamle skål:
– Gud elsker treenigheden! – vi tappede også disse briller. Derefter talte vi i tavshed, hver med sig selv, og kun Methodius blev ikke tavs og fortalte sig selv, hvordan den første periode blev modtaget fra de fem tilgængelige. Vi var ikke frie lyttere.
– Vores skib kom med Kyuubi. Jeg gik til min brors landsby. Vi drak i en uge. Så om morgenen mødtes vi til husholdersken efter det denaturerede stof og gik forbi huset, hvor brylluppet var. Jeg lykønskede dem, og de sendte mig tre breve… Jeg kiggede rundt og så en bunke mursten bag mig, mens min bror gik på måneskine og en øks, jeg tog alle stenene i hytten, der var et sår, ja, bruden var direkte i panden. Derefter begyndte han at beskytte windows. Bunken havde ikke tid til at slutte, da jeg allerede blev sat i fængsel i tre år. Hvad ellers vil du drikke? – han var færdig og gik til bardisken for forbrugsvarer.
Vi drak meget og i lang tid havde vi endda en snack. Om aftenen blev Lysys tag revet ned, og han begyndte at løbe ind i andre. Jeg kiggede på denne bespontovoe lektion og førte den berusede sidekick til hytten. Og Methodius på dette tidspunkt, efter at have modtaget fra Lysy, ved en tilfældighed eller ej, under sit øje, sov ved bordet og stod på gulvet.
Om morgenen blev jeg vækket af en kedelig lyd og et vanvittigt optøjer af skaldet. Det viste sig, at da han sov, fløj en rasende Methodius ind i rummet med en halte og ramte en sovende Lyokha med en krykke direkte på panden. Han sprang op på sengen og faldt på gulvet, rejste sig med en måtte og sprang på den gamle. Derefter husker jeg gennem en lur, der var en kamp, indtil de blev adskilt. Det viste sig, at da jeg fandt Lysy væk fra kroen, mistede den berusede Methodius bevidstheden. Han blev kastet kulturelt ud på gaden før lukning, og han kravlede hjem og stole på hans instinkt.
– Du kastede mig, skaldet!! – Barkede som en grammofon og ophørte med at grise og spætte, bedstefar, der allerede lå på gulvet, ryggen nede.
– Hvordan? – spurgte, greb Methodius ’hals og sad som en gris, skaldet med knoglerne i hænderne.
På det tidspunkt løsnede den gamle skarve, forsøgte at kravle ud under den middelaldrende skarve, sit venstre øre og pressede en blomme ud af hans næse. Den skaldede mand svarede uden at frigive hænderne og blæse ham hoved på hoved.
– God, venlig. – Jeg forsøgte at berolige deres unge skarve, mener jeg. – Hej hjemløse, spild dem på senge. Sig mig, Methodius, hvad begyndte at summere?
– mig!! – uden at give slip på Bald, begyndte bedstefar at retfærdiggøre. – Jeg sover venligt, jeg føler, at nogen stikker vidd, jeg åbner mine øjne – sne. Jeg flyttede og begyndte at rejse mig. Jeg drejer rundt, og foran mig er der en tante og en sporvogn, ti centimeter fra mig. Natten er kold, med tømmermænd, og også Lysy, kvæg, kastede det, ah!! Yay!! Yay!! – udbrød Methodius tre gange.
– Jepp!! Jepp!! Jepp!! – Tre gange ramte Lysy ham i øjet.
Efter en halv time bestilte vi allerede to hundrede gram og skulle retfærdiggøre vores misforståelser. Og så en hel måned, mens Methodius ikke blev fattig. Den gode ting er et bankkort. Økonomisk…
Femte note
Gul sne
– Det var i de fjerne uden lovlige tider, da tundraen var en mand. Løft armhulen på tundra-mannen, en halv dag, sænk armhulen til tundra-mannen, en halv nat. Og lus levede af det. Og for at se nøje på hundrede procent syn var disse slet ikke lus, men mammuter, isbjørne, hjorte i slutningen og svin. Og så kaldte alle Chukchi – folk, da de var den eneste race, der levede i tundraen. På en eller anden måde går en tundra mand med en armhule hævet og ridse den, mens Chukchi ved yaranga overlever en frygtelig storm. Armhulen stoppede med at ridse tundra-mannen, og stormen forsvandt. Og Chukchi forlod deres hjem i tundraen og takkede ham straks for den rene hvide sne med sin gule urin. Og tundraen blev som en mangel på vitamin i kroppen, som acne på kroppen. Og alt dette dukkede op, og alle begyndte at danse, men roligt begyndte de gule istapper at forsvinde, nogen stjal dem og efterlod huller. Og så fortsatte den lokale Chukchi-hjemløse Serezha, som alle kaldte «gul sne», sin historie, tundra-mannen beordrede ham til at finde en tyv og slukke den rå. Alle Chukchi begravet i snedrivene, og når de så, ventede de og blev overrasket. Det viser sig, at deres børn viste sig at være en tyv, der betragtede disse istapper til cockerels, som de sælger i basaren. Og da babyen er født, siger de til ham:
– Spis ikke, jævel, gul sne!! – og slå ham, slå ham på forhånd, især på hovedet.
I almindelighed så Serezha-Yellow Snow ung, syvogtyve år gammel, resten er ligesom Chukchis. Han gik til Centralbiblioteket og samlet flasker undervejs. En gang begyndte han at forsvinde i flere dage. Alle var forskellige, men nysgerrige. Da han dukkede op, blev han spurgt. Han var tavs. Men engang var han beruset, og Serezha Yellow Snow