– Terndrup havde Efteraarsfornemmelser, Efteraarsanfægtelser.
Bøgerne var ikke fri for at lugte ham noget muggent – det gjorde de aldrig om Sommeren – Handelen med brugte Frimærker forekom ham endnu foragteligere, end den pleiede, og saa vidste han oven i Kjøbet, at det var et særlig godt Aar med Høns.
Hyppigere end ellers og længere ad Gangen end tidligere stod han derfor ogsaa paa Jageslaget, fulgte sine Duers Flugt og saae "over ad den Kant til, hvor Jylland ligger", og hvor Brokfuglene flokkedes, og endte saa med at falde i Staver.
Som han saadan stod en Eftermiddag, og hans Øie forvildede sig over Gaarden forbi en nøgen, sværtet Brandmur og ind imellem et Par spidse Gavle, opdagede han pludselig noget Nyt: oppe i en gammel Rønne var der ud fra Kvisten bygget et lille Glashus, og paa en Stump fladt Tag, hvortil der var Adgang fra Glashuset, stod en Kasse med blomstrende Solsikker og store, rødbrune Lerkrukker med Canna og Nerier.
Hvor vel bevandret Terndrup end var i Fugleperspectivets Geographi, var det ham dog ikke muligt strax at afgjøre, om det Hus, han saae paa, vendte ud til Grønnegade eller til Hovedvagtsgade, og det varede en god Stund, inden han blev paa det Rene med, at det alligevel maatte være i Grønnegade, i Marskandiserens Sted, at der var bleven indrettet et photographisk Atelier.
Det kunde jo i og for sig være ham ganske ligegyldigt, men nysgjerrig var han – som de fleste Mennesker jo er – og han vilde dog nok, blot for en Ordens Skyld, vide, hvem det var, der var flyttet ind derovre, og som paa en Maade var bleven Nabo paa Afstand til hans Dueslag.
Da Jomfru Buxbom, hvis Stue jo var en Slags Centralstation for al Sladder rundt omkring fra, maaske kunde antages at vide Besked om Photographen, stak han Hovedet ind ad Døren til hende, da han gik forbi, og spurgte sig for.
Nei, Jomfruen vidste saamænd ikke engang, at der var indrettet noget photographisk Atelier, men det var jo høist interessant, var det, og hun skulde nok gjøre sit Bedste forat faae Klarhed i Sagen. – Om Terndrup ikke vilde sidde lidt ned? Jo, det maatte han endelig! Og Terndrup satte sig.
– "Ja, jeg slider vel i Grunden alt for meget paa Pastor Jespersens Stol," sagde han. "Pastoren maa da vist koste nyt Betræk paa den, naar han engang faaer den!"
Jomfruen blev kjendelig nerveus og svarede efterat have rømmet sig et Par Gange:
"Ja, nyt Betræk maa der – men jeg har forresten de to sidste Søndage hørt Pastor Knastrup."
"Naa, det har De – ja, saa kan Pastor Jespersen nok selv se sig om efter en Lænestol!"
Uden at udtale sig videre om Arvespørgsmaalet vedblev hun:
"Han er jo noget strix, Pastor Knastrup, som Madam Asters ogsaa sagde, men deiligt taler han, vækkende og indtrængende, saa man føler, man er en stor Synder – hvad man jo ogsaa er, og hvad han, Gaardmissionairen, ogsaa sagde!"
"Naa, gjør han det!"
"Ja, det veed Gud, han gjør! Jeg kjender ogsaa et helt greveligt Hus, der hører ham til Stadighed, og i Søndags var han bedt til Herskabets eget Bord, hvor en Tjener i Sort og med blaa og hvide Baand paa Skuldrene vartede op med Handsker paa."
"Der kan man se," sagde Terndrup, "man skulde have været Præst, skulde man, og have faaet et Kald i en god, jydsk Egn, hvor Bønderne ikke selv gjorde Noget af Jagten!"
– "Marie var her ellers igaar," vedblev Jomfruen. "Aa, hun har saa Meget at fortælle ovre fra Theatret – De maa endelig komme op og høre paa det en Dag!"
"Ja, det skal jeg – men nu maa jeg gaa!"
"Aa, Terndrup, De kunde gjøre mig en Tjeneste: vil De ikke laane mig en eller anden god, ny Bog?"
"Jo, men hvad skulde det være for en Bog?"
"En, der ender godt!"
"Dem er der sgu ikke mange af for Tiden!"
"Ja, ellers vil jeg ikke have den – man læser da forat blive i godt Humør og forat være i godt Selskab! – I gamle Dage var det altid saa beroligende at læse en Bog, for Forfatteren caverede for sine Personer, og naar Helten eller Heltinden fik et Barn paa sidste Side, saa vidste man, at det ogsaa gik Barnet godt Resten af Livet – og det var saa hyggeligt!"
"Ja, ja, nu skal jeg se at finde en Bog og skikke den op til Dem – Farvel, Jomfru!"
"Farvel, Terndrup!"
KAPITEL IX
Om Eftermiddagen kom Berner. Han havde "Fjortendags Lov" fra Skolen og vilde i den Anledning benytte Eftermiddagen til at gjøre sin tidligere omtalte Excursion ud paa Amager, og paa den maatte Terndrup være med.
Butiken var aaben, men Terndrup var der ikke.
Saa gik Berner ud i det lille Lukaf bagved, der baade var Sovekammer og Spisestue, og der saae han Terndrup sidde ubevægelig ved det aabne Vindue og stirre ud i Gaarden.
Berner sagde Goddag, men Terndrup svarede ikke, dreiede kun Hovedet halvt om og gjorde Tegn, at Berner skulde være ganske stille.
Der gik et Par Minuter, saa lød der et Smeld, Terndrup vendte sig om med en Salonbøsse i Haanden og sagde:
"Den blev der sgu!"
"Hvad for En?"
"Rotten, naturligvis – ja, det var ingen af de sorte, men jeg har havt Kig paa den en halv Time, før jeg kunde faae Ram paa den."
"Naa, saa De jagter!"
"Nei, jeg gjør sgu ikke! Jeg har lovet mig selv aldrig mere at røre en Skyder, men saadan en Legetøistingest kan man da ikke kalde en Bøsse – og Rotter er da heller ikke Vildt! – Nei, hvad man har lovet, det skal man holde! – Hvad vil De ellers idag?"
Ja, Berner vilde da have ham med ud paa Amager, men Terndrup vidste ikke, om det gik an at lukke saa tidligt.
"Aa, hvad – nu er Fugletrækket for Alvor begyndt?" bad Berner.
"Ja, det er jo saa – lad gaa!"
Mens Terndrup gjorde sig istand, satte Berner sig ude i Butiken paa en Stabel Bøger, der gyngede frem og tilbage, tændte en Cigar og grundede.
– "Hvad sidder De og speculerer paa?" spurgte Terndrup.
"Aa, jeg sad egentlig og tænkte paa den Trifolium resupinatum – om det virkelig skulde være den! Jeg listede mig ind i Grossererens Gaard imorges ganske tidligt forat se, om jeg kunde finde et Exemplar til, men der var gravet op omkring Lindetræet og altsaa Ingenting at finde – hvor kunde det dog være, at den Grosserer var saa ubehagelig imod mig?"
Terndrup smaafløitede. "Han har for mange Penge – og han er kommen for nemt til dem – det er det Hele!"
"Er det et gammelt Handelshus, det Lange'ske?" spurgte Berner.
"Nei, det var først Faderen, der begyndte."
"Naa, det tænkte jeg nok!"
"Hvorfor det?"
"Jo, fordi der i et gammelt Handelshus – ganske som i enhver anden Slægt, der har en Tradition – altid som Regel raader en urban Tone. – Det er forresten mærkeligt," vedblev han, "saa faa Handelsdynastier, der overhovedet er ældre end et Par Generationer i samme Familie. Det maa vel sagtens komme af, at der kræves en særlig Finhed og Fornemhed i Forretninger og en særlig udviklet Familiefølelse, forat et Firma kan vedblive at gaa i Arv fra Fader til Søn."
"Maaske, sgu," svarede Terndrup. "Se, hvad Finheden i Forretninger angaaer, saa trykker den nu heller ikke Grossereren, og Familiefølelse troer jeg ikke, den ældste Søn har Synderligt at give hen af!"
"Men Datteren er en ualmindelig tiltalende Pige," vedblev Berner med Varme, "saa rank og saa damesikker!"
"Ja, hun er sikker nok! – Hende skulde De tage, Berner – hun kunde føre deres Regnskaber med dobbelt Bogholderi!"
"Nei, virkelig!"
"Ja, hun kunde sgu: det er et grov dygtigt Stykke Fruentimmer! – Men De vil maaske ikke alligevel?"
"Nei, jeg troer dog