Kunderne udtyndedes efterhaanden, og Terndrup tænkte allerede paa at lukke Butiken, da den lille Marie – Jomfru Buxboms ældste Elev – kom ind.
"Naa, hvad sagde saa Moder?" spurgte Terndrup.
"Jo, jeg skulde bede, om De vilde tale med Grossereren."
"Det skal jeg! – Hun vil til Dansen," forklarede Terndrup Berner, "det er en Datter af Enkefru Lund, som boer i Baghuset hos Grosserer Lange. – Hvordan har din tamme Hane det? Naa, den har det godt, det var jo rart!"
Berner, der havde siddet og seet skarpt paa Noget, reiste sig pludselig op, bøiede sig ned og tog med varsom Haand et Par visne Smaablade ud af Pigebarnets Belte, saae vist paa dem og sagde:
"Hvor i al Verden har Du faaet dem fra, min Pige?"
Marie blev rød i Hovedet, slog Øinene ned, saae derefter op paa Terndrup og svarede:
"Det er vist nogle af de Blomster, jeg har faaet af Poul imorges."
"Hvem er Poul?" spurgte Berner.
"Det er jo ham, der var her før – Grossererens Søn fra Forhuset," forklarede Terndrup.
"Og hvor har han faaet dem fra?" spurgte Berner ivrigt.
"Jeg troer nok, han har plukket dem hjemme i Gaarden," svarede Marie. – "Men han har Lov til det," tilføiede hun, "for det er bare Ukrudt."
"Ja, det er saa meget godt," sagde Terndrup. "Gaa Du nu kun hjem, bitte Marie, og sig til din Moder, at jeg nok skal tale med Grossereren imorgen. – Farvel, min Pige, og hils hjemme!"
– "Er der ellers noget Mærkeligt ved de Blade?" spurgte Terndrup, da Marie var gaaet.
Berner, der havde faaet en Lupe frem og omhyggeligt havde undersøgt Bladene, rystede betænksomt paa Hovedet og svarede:
"De er ganske vist saa forkrøllede og visne, at det er umuligt at sige noget Bestemt, men det er ligefrem forbausende, saa de ligner Trifolium resupinatum."
"Hvad er det for Noget?"
"Men Herregud, Terndrup, det har jeg jo fortalt Dem om: den udenlandske Kløverart, som engang dukkede op paa Pladsen omkring Thorvaldsens Musæum, men som nu i lange Tider har været forsvunden."
"Naa den! Det var jo ellers morsomt nok!"
"Men hvordan skulde den være kommen i Grossererens Gaard?"
"Ja, det er jo ikke godt for mig at sige."
"Men det vilde dog være uhyre interessant, hvis det virkelig skulde være Trifolium resupinatum! – Troer De, Grossereren kan give nogen Oplysning om Plantens Forekomst!"
"Nei, jeg troer sgu ikke – men De kan jo spørge ham ad foruden Betaling!"
"Ja, det troer jeg ogsaa, jeg vil. – Har De noget imod, at vi opsætter Turen til Amager et Par Dage, for jeg har alligevel ingen Ro paa mig, før jeg har faaet rigtig Besked om den Trifolium!"
"Nei, gaa De kun, Berner – og Lykke paa Reisen!"
KAPITEL V
Nede i Store Kongensgade, paa venstre Haand fra Gothersgade, og kun et Par Steder fra denne, laa der et toetages, ældre Hus.
Da det i sin Tid blev bygget, var der vistnok ikke nogetsomhelst Fornemt ved det, men nu, da Husene rundt omkring alle havde fjerde Sal og Kviste, gjorde det med sine to Etager og den fugede Kalkpuds mellem de mørkerøde Sten næsten Indtryk af et Patricierhus.
Her boede Grosserer Lange.
Hans Fader var en Proprietairsøn fra Sjælland, der som Dreng var kommen i Handelslære i Kjøbenhavn og i Slutningen af Tyverne havde aabnet en Hørkramforretning paa Vestergade. Den havde han nu for en halv Snes Aar siden afstaaet til Sønnen, men Sønnen havde opgivet Detailhandelen og handlede kun som Grossist – hovedsagelig med Klipfisk og Sild.
Af Sildelage og Klipfisk lugtede der i Baghuset, hvor Lagrene var, og hvor Enkefru Lund havde to Værelser og Kjøkken, men i Forhuset lugtede der af levende Blomster, af ægte Maria Farina og fine Stege – der betragtedes Klipfisken og Silden som Noget, der kun omtaltes og kun existerede i Handelskorrespondance.
– Grosserer Lange sad Søndag Formiddag inde i sit private Kontor, hvis fornemste Prydelse var et stort, brunet Verdenskort "i Mercators Projection", der muligvis kunde bibringe Besøgende den Forestilling, at Husets Forbindelser spændte over hele Jordkloden. Grossererens rundladne Ansigt, som det var umuligt at kjende igjen efter et flygtigt Bekjendtskab, fordi det lignede hundrede andre, var rødt og kun udstyret med et Par tynde, blege Whiskers; i Øieblikket saae han anstrengt ud, skrev en Linie eller to, stregede ud og skrev igjen.
– "Er det Calculen over den sidste Sending, Du er ved, Fader?" spurgte Datteren Ragna, der stod ved en Pult henne i den anden Ende af Kontoret.
Det var en høi, smuk Pige paa et Par og tyve Aar, med store, graablaa, rolige Øine, regelmæssige Træk og en kraftig, ualmindelig elegant Figur, der kom godt til sin Ret i en drapfarvet, tailor-made Kjole.
– Frøken Ragna havde gaaet i en af Byens bedste Pigeskoler og i ti Aar faaet Undervisning i Klaverspil, men opgivet det, da hun blev confirmeret, havde som Barn besøgt alle de vigtigste Musæer een Gang, og som Voxen havt abonneret i det Kongelige med den øvrige Familie hver Lørdag.
Da hun var fyldt tyve Aar, havde hun imidlertid pludselig erklæret, at hun vilde have noget Ordentligt at bestille; hun gjennemgik en Handelsskole for Kvinder, forlangte derpaa Plads som Bogholderske hos Faderen, tiltvang sig Pladsen og var efterhaanden bleven ham fuldstændig uundværlig, saa at han nu Intet foretog sig uden at have confereret med Datteren.
– "Er det Calculen, Du er ved," gjentog hun, da hun ikke fik noget Svar.
"Nei," svarede Grossereren, "nei, det er ikke saadan noget med Calcule. – Det er saamænd Listen over, hvem der skal bedes til Herreselskabet."
"Herregud!" sukkede Frøken Ragna. "Allerede! – Enten har vi Selskab, eller ogsaa skal Du ud i Selskab – saa var der dog meget bedre ude paa Landstedet!"
"Ja, seer Du, Ragna, Tingen er, man skal bede Folk tidlig paa Eftersommeren: saa er de endnu ikke forspiste af alle de Middage, de har været til, og saa er der mange flere Retter at vælge imellem – det siger ogsaa Madam Siegler. – Har Du seet Julius?"
"Nei, han er formodentlig ikke kommen op endnu."
"Naturligvis! Der var nok Sportsfest igaar – Cycleløb eller Fodbold, eller hvad Pokker det var – hørte Du, naar han kom hjem?"
"Nei, jeg sov."
– "Vil Du saa se Listen over, hvem der skal bedes?"
Og Grossereren læste op. Der var een General og to Etatsraader mellem de projecterede Gjæster – der havde været den Tid, da han var glad for en Kammerraad ved sine Middage, men den Tid laa saa langt tilbage, at han ikke mere kunde huske den.
Ragna hørte efter af Pligt, ikke interesseret, men da hun ingen Bemærkninger gjorde, ansaaes Listen for approberet.
"Aa, kald paa din Moder," bad saa Grossereren, og Fruen kom.
Hun var det bedste Menneske og den bedste Kone under Solen, og hun havde kun to Sorger her i Verden: den ene var, at hun med Aarene blev noget corpulent, og den anden, at hendes Mand ikke længere tillod, at hun selv gik i Kjøkkenet – det passede sig ikke, mente han. Kun Syltningen maatte hun have med at gjøre, det var en Indrømmelse fra Mandens Side, og Syltetiden var derfor ogsaa hendes bedste Tid.
Invitationslisten