Livserindringer. Madvig Johan Nicolai

Jeg foreslog mine philologiske Venner, at vi, da den gamle Mand dog skulde examinere os, burde vise ham den Opmærksomhed at høre Noget hos ham, og vi bad ham da at give os en Oversigt over græsk Palæographi og paa Bibliothekerne øve os i at læse græske Haandskrifter, hvormed han i sin Ungdom havde givet sig meget af, men Udfaldet var et saadant, at det kun efterlod en Blanding af Forundring, Spot og dyb Medynk. Der blev derefter kun tilbage min senere mangeaarige trofaste og velvillige Kollega F. C. Petersen, der vel ikke var nogen skarpsindig eller selvstændig Philolog, især ikke i exakt grammatisk Retning, men en flittig, den tydske philologiske Litteratur omhyggelig benyttende Mand med stor Imødekommen mod os Yngre, der, foruden at høre hans mythologiske og archæologiske Forelæsninger, hvert Semester samledes hos ham til Fortolkningsøvelser over græske Forfattere og dér tumlede os med stor Frihed og Iver. Jeg gjorde det til min Opgave ved disse Øvelser, istedetfor Excerperen af Scholier og nyere Commentarer over Pindar og Tragikerne med tilføiede lidet begrundede Meninger, at trænge paa Uddannelsen af en selvstændig Sprogindsigt og Sprogtakt, bygget paa mere omfattende Læsning og egen grammatisk Iagttagelse og ved Siden deraf paa historisk Opfatning, hvorfor ogsaa prosaiske Forfattere inddroges i Kredsen; jeg erindrer endnu, hvor ubarmhjertig jeg tvang mine Venner til at følge mig igjennem den græske Syntax og ikke sparede vor taalmodige Præses for Forlegenheder med den ulykkelige Partikel ἄν. Til Øvelserne hos Petersen føiedes Disputerøvelser paa Latin i Sammenkomster paa Walkendorfs Kollegium, af hvilke Sammenkomster ogsaa fremgik et ikke meget veloverveiet litterært Foretagende, men som dog har sin Betydning som Minde om den ungdommelige Iver og den fælles Aand, der besjælede os, nemlig det per quinque juvenes Haunienses paabegyndte Aftryk med enkelte Tilføielser af Italieneren C. Garatonis Anmærkninger til Ciceros Taler, et dengang Norden for Alperne lidet bekjendt og vanskelig tilgængeligt Arbeide. Det blev mig imidlertid klart, at Garatonis Anmærkninger vare for tilfældige og usammenhængende i deres Form til saaledes særskilt at udgives, og, da Touren kom til mig at besørge et Afsnit, var det mig meget kjært, at Forlæggeren ikke viste Lyst til Fortsættelse. Af græske og latinske Forfattere gjennemarbeidede jeg et forholdsvis meget betydeligt Pensum, naturligvis ikke Alt lige grundig, ligesom jeg ogsaa opgav dem til Examen med Haabet om, at Totalindsigten skulde opveie Manglerne i Memorering af det Enkelte. Ved Siden af denne Forfatterlæsning fik jeg Tid til et temmelig omfattende historisk Studium og gjennemgik navnlig for Middelalderens Vedkommende meget omhyggelig Raumers da nye og meget anerkjendte Arbeide over Hohenstauferperioden, hvoraf dog de to sidste, Forfatningen skildrende Bind endnu ikke vare udkomne, idet jeg selv læste betydelige Stykker af et Par didhørende middelalderlige Skrifter (Otto Frisingensis, Helmold og Arnold af Lübeck). Hertil kom et ikke ganske ringe Arbeide med Hebraisk (3 Mosebøger, Josva, Ruth, Salomons Ordsprog og Jesaias). Endda beholdt jeg, understøttet af en let Opfattelse og sikker Hukommelse og ved at være fri for ethvert Biarbeide, Tid til en ikke ganske ringe Læsning af dansk og tydsk Skjønlitteratur tilligemed Oversættelser af Walter Scotts Romaner. Det er maaske her Pladsen at indskyde den ogsaa for hele den følgende Tid gjældende Bemærkning, at min æsthetiske Nydelse og Dannelse, hvis Extensitet jeg altid har underordnet Intensiteten, i original Skikkelse foruden den gamle Litteratur kun har omfattet Dansk, Tydsk og noget Svensk; engelsk og italiensk Poesi har jeg kun kunnet nyde i Oversættelser og derfor ogsaa i indskrænket Maal; den franske har ikke tiltrukket mig.

      Under saadant Arbeide hengik Aarene 1821—1824, omend ikke aldeles uforstyrrede. I Efteraaret 1823 indtraadte nemlig en Begivenhed, som maatte faae en væsentlig Indflydelse paa min Livsplan og Livsgang. Jeg forlovede mig nemlig da, i en Alder af 19 Aar, med Datteren af den Familie, hos hvilken jeg boede, og som levede i trange og usikre Kaar. Da hun derhos var nogle Aar ældre end jeg, var jeg mig fuldt bevidst, at jeg derved paatog mig den Forpligtelse at styre regelmæssig og ad lige Vei hen mod en ikke for fjern Embedsansættelse med Opgivelse af Planer og Udsigter, der ellers kunde synes berettigede og naturlige. Det var ikke let, men Beslutningen toges og fastholdtes, og det Offer, som jeg derved bragte, blev gjengjældt og opveiet ved en til Livets Ende trofast, inderlig Kjærlighed og Overbærelse med Feil fra min Side. Hvis end ikke mine Stipendier havde stundet til Ende med Sommeren 1824 og fortsat Modtagelse af den rigelig ydede private Understøttelse havde kunnet synes en Misbrug, maatte derfor selve det saaledes stiftede Forhold, især da det noget maatte overraske min Velgjørerinde, paaminde om og opfordre til Afslutning af Examensstudiet. Jeg indmeldte mig saaledes i December 1824 til den indtil da kun med én Kandidat (Flemmer) i sin nye Form afholdte Examen. Den mundtlige Prøve fandt Sted den 7de Februar 1825, og der tilkjendtes mig Karakteren Laudabilis unanimi consensu, den ved nævnte Examen vedtagne Form for Udmærkelse[30]. Ved Prøven havde jeg den tilfældige Ære, at E. G. Gejer og endnu en anset Svensk – vistnok Atterbom – paa en Gjennemreise vare tilstede en kort Tid. Den næstfølgende 26de Mai underkastede jeg mig i Metropolitanskolen den foreskrevne praktiske Prøve med Karakteren Laudabilis.

      I den sidste Tid før Examen havde jeg været stærkt anstrengt og trængte til nogen Hvile. Denne indtraadte dog ikke i en saadan Form, at jeg, for en Tid løsreven fra den Kreds af Sysler og Gjenstande, i hvilken jeg hidtil havde været fastholdt, frit kunde hengive mig til nye Indtryk og Tankerækker. Jeg maatte paatage mig et ikke ganske ringe Undervisningsarbeide og vikarierede iblandt Andet et Par Maaneder som Lærer i Borgerdydsskolen paa Kristianshavn i den øverste Klasse, jeg husker ikke om baade i Latin og Græsk eller blot i det ene Sprog, for Flemmer, den eneste Undervisning, jeg overhovedet har givet som Lærer i en Skole. Ved Siden heraf udfyldte jeg mit Bekjendtskab med og Læsning af de gamle, navnlig græske, Forfattere og syslede endog en kort Tid med Arabisk for nogenlunde at fuldstændiggjøre Billedet af den semitiske Sprogform; men min Hovedopgave blev at afslutte mit akademiske Studium og habilitere mig som videre fremadstræbende Philolog ved et Prøveskrift for Magistergraden, der dengang, fra 1824 af, i en Række Aar var adskilt fra den philosophiske Doktorgrad. Stoffet til et saadant Prøveskrift tilbød sig lettest og nærmest i de kritiske og exegetiske Optegnelser, som jeg efterhaanden havde samlet til græske og latinske Forfattere, og i de grammatiske og i det Hele sproglige Bemærkninger, som jeg havde sat i Forbindelse dermed; det var i denne grammatisk-kritiske Retning, at mine Studier hidtil overveiende havde bevæget sig, og hvori jeg følte mig selvstændig og sikker. At jeg deraf særlig fremdrog, hvad der angik Cicero, og saaledes den latinske Side, medens den græske havde udøvet en fuldt saa stærk Tiltrækning paa mig, havde sin Grund dels i Følelsen af, at jeg paa dette Punkt var i Besiddelse af et større, om en enkelt Forfatter samlet Materiale, dels i Harmen over det af Uvidenhed, Tankeløshed og Hovmod sammensatte Uvæsen, hvormed i de nærmest forudgaaende Aar en tydsk Philolog J. A. Goerenz havde vidst at imponere sine Landsmænd som Kritiker og Bearbeider af Ciceros philosophiske Arbeider. Saaledes opstod den Afhandling, hvorover jeg den 14de Juli 1826 disputerede (Emendationes in Ciceronis libros de legibus et Academica, 205 Sider i Oktav), men som foreligger trykt i en noget anden Form end den, hvori den først var udarbeidet, idet Fakultetet forlangte den hele Indledning, der indeholdt en fuldt retfærdig, men i Formen streng og aldeles tilintetgjørende Bedømmelse af Goerenz's Arbeider og flere ikke milde Domme om adskillige andre ældre og nyere Philologer udeladt, en Fordring, som jeg ogsaa selv nu maa anse for at have været saa meget mere berettiget, som ingen af Censorerne var istand til at paatage sig noget Ansvar paa dette Omraade, men hvorved Afhandlingen ikke destomindre tabte sit almindelige Grundlag og det, der skulde sammenbinde Rækken af enkelte Bemærkninger, Textrettelser og Forklaringer, tildels med temmelig omfattende Digressioner ogsaa til græsk Sprogbrug. Jeg kommer nedenfor tilbage til dette første Ungdomsarbeide.

      IV. Ansættelse ved Universitetet. Embeds- og videnskabelig Virksomhed. 1826 til 1848

      Universitetsvirksomhed

      I Sommeren 1826 fik Professor Thorlacius Tilladelse til i to Aar at foretage en Udenlandsreise paa den Betingelse, at en dertil egnet yngre Mand formaaedes til under hans Fraværelse at besørge Examinationen og Forelæsningerne i Latin, navnlig de til anden Examen nødvendige, imod, foruden Betalingen for den private Forelæsning i hvert Vintersemester, at faae et særligt Honorar af 300 Rdl., til hvilket Beløb den nævnte Forelæsningsindtægt ligeledes omtrent kunde anslaaes. Thorlacius underhandlede herom med Poul Møller (Digteren) og mig hver for sig, men vi meddelte hinanden indbyrdes det gjorte Tilbud. Poul Møller, der ikke havde gjort latinsk Philologi til sin nærmere Opgave, skjøndt han i nogen Tid tænkte paa at underkaste