politiske Dygtighed —), i dens smaae parlamentariske Kamplege og i dens selskabelige Fornøielser, iblandt Andet, medens Foreningen i et Par Aar havde nogle smaae Sommerværelser med Have paa Vesterbro, navnlig som Keglespiller. Ogsaa med Mange af dem, der kom til Universitetet samme Aar som jeg uden at vælge samme Fag, stod jeg i et livligt, ikke med det første Aar afsluttet Samkvem. Tidlig knyttedes jeg saaledes til Juristen F. U. Timm, først noget senere derimod til den baade videnskabelig og kunstnerisk (i Musik) saare begavede Ernst Bojesen, begge mine trofaste Venner indtil deres Død; fra den sidste var jeg i det første Par Studenteraar bleven holdt borte dels ved en vis Skinsyge imellem de navnlig ved Bekjendtskab med den nyere Litteratur mere udviklede Studenter fra Kjøbenhavn paa den ene Side og paa den anden Provindsskolernes Dimittender, hvis stiltiende Repræsentant jeg var bleven ved den akademiske Anseelse, som den første Examens Udfald havde skaffet mig, dels dog ogsaa ved en noget forskjellig Individualitet. – Min Aandsretning og de tidligere modtagne Indtryk lode mig ved Tanken paa et Embedsstudium kun Valget imellem Retsvidenskaben og Philologien, der, efterat den ved Universitetsfundatsen af 1788 indrettede philologiske Skoleembedsexamen i en lang Række af Aar var gaaet i Forglemmelse, atter havde faaet en Plads imellem Embedsexamensfagene ved Anordningen af 24de Oktober 1818, rigtignok i en noget broget Skikkelse. Ved Siden af klassisk Philologi, Hebraisk og Historie examineredes der saaledes dengang, for at omfatte alle eller dog de fleste og vigtigste Skolefag, ogsaa i Philosophi, Theologi og Mathematik, naturligvis dog saare elementært og overfladisk, saaat Philologien med Historie ikke blot gav Examen det almindelig vedtagne Navn: "store Philologicum", men ogsaa dens væsentlige Indhold. Den i Frederiksborg vakte og til Anelse om Videnskab og Lærdom hos mig udviklede Interesse overveiede, dengang jeg blev Student, afgjort den fra Bornholm medbragte og derfra kun paa det Elementære og Praktiske henvisende Retning; jeg valgte derfor Philologien, et Studium, hvorom allerede, ogsaa ved en vis Nyhedens Tiltrækning, en omend ikke talrig, saa dog virkelig ivrig og alvorlig stræbende Kreds havde begyndt at danne sig. Et Par af denne Kreds: de tidligere theologiske Kandidater Flemmer, død som Rektor i Frederiksborg, og J. Hage, siden Overlærer i Roskilde, død som Journalist, samt B. Borgen, død som afskediget fra Rektoratet ved Metropolitanskolen, stode mig dog i Alder temmelig fjernt og deltog ikke i min Tid i de philologiske Forelæsninger og Øvelser, hvorimod Henrichsen (Student fra 1818), Olsen (fra 1819) og Elberling (fra 1819), der døde som Rektorer eller afskedigede fra Rektoraterne i Odense, Viborg og Roskilde, samt Rasmussen, der blev Student med mig, men var nogle Aar ældre (død ung), og jeg selv dannede en igjennem vor hele Studietid bestaaende inderlig Forening, en fast Stok (af os selv i Spøg paa Latin benævnt
baculus fixus), der imidlertid først fuldstændig knyttedes 1821, efterat jeg og Rasmussen havde tilendebragt "anden Examen". – Paa denne philologisk-philosophiske Examen – som den officielt kaldtes – rettede jeg senere, nemlig i 1832, efter i nogle Aar som Docent at have medvirket ved den, i en Afhandling i Maanedsskrift for Litteratur, hvorom siden vil blive at tale, et stærkt Angreb og udtalte tilsidst i 1849 som Minister den endelige Dødsdom over dens hele Indretning, efterat allerede Universitetsdirektionen i 1845 havde udvirket en kongelig Resolution, der forudsagde dens Ophævelse. Jeg har, saalænge denne Examen og Forberedelsen dertil bestod, som Professor for min Del redelig søgt at udrette det Bedste, der efter Omstændighederne lod sig udrette ved den, og jeg har under mine Forelæsninger til samme kunnet glæde mig ved de Studerendes Velvillie og Imødekommen, men jeg har hverken i de mellemliggende Aar eller ved nu at opfriske det hele Billede og ved at gjennemgaae min som Student og Professor gjorte Erfaring fundet Anledning til at forandre min Dom om den. Vistnok havde Examens anden Del, der omfattede dels Logik og Psychologi under Et som theoretisk Philosophi og Moral som praktisk Philosophi, dels Astronomi og Physik, forsaavidt en større Berettigelse end de løsrevne og tilfældige Stumper og Stykker, der ved første Del føiedes til Skolekurset, idet den, dog med Undtagelse af Moralen, virkelig bød de unge Studenter noget Nyt; men Forelæsninger i et halvt Aar for et meget talrigt, til at høre Forelæsningerne vel nominelt forpligtet, men i Virkeligheden meget løst sammenhængende Auditorium var en saare uheldig Form for Meddelelsen og Befæstelsen af positiv Elementærkundskab, især naar den derved forudsatte mathematiske Kundskab var meget forskjellig og ikke samtidig øvedes, hvortil kom, at man i et Hovedfag: Physiken ikke naaede til den for Aandens Vækkelse vigtigste Del, den chemiske Physik; Ingen hørte i Forelæsningerne til anden Examen af Ørsted et Ord om Elektricitet eller Magnetisme. En kjær Ven, imellem hvem og mig Uenigheden om anden Examen og Forhandlinger derom langt senere endog fremkaldte nogen Kulde, nemlig Mathematikeren Christian Jürgensen, fremhævede gjerne den Indflydelse, som Berøringen med betydelige Videnskabsmænd og deres levende Fremstilling maatte have paa de Unge; men selv for den baade dygtige og aandrige Docent var det vanskeligt at lægge fuld Kraft og Liv i dette hvert Aar under de givne Vilkaar gjentagne Kursus. Det er hermed ingenlunde sagt, at jeg er tilfreds med den Maade, hvorpaa der senere af Philosophien alene skabtes en Art anden Examen, og hvorpaa det derhenhørende Kursus en Tidlang behandledes. – Hvad mig selv angaaer, modtog jeg ved den nævnte Examens første Del i flere Fag meget ugunstige Indtryk: i Latin saaledes ved Indholdets Fattigdom og Overfladiskhed, i Historie (om det østgothiske Rige) ved Foredragets Tørhed og Mathed, i Mathematik ved den uden Tvivl dygtige og skarpsindige Professors (Degens) totale Mangel paa Plan og paa Forelæsningernes Anlæg efter nogetsomhelst bestemt Maal
[29]. Fra at yde Forelæsningerne til den anden Del af anden Examen den tilbørlige Opmærksomhed, med Undtagelse af Sibberns, som allerede vare begyndte og havde fængslet mig i det første Semester, tilstaaer jeg, at jeg aflededes ved en ensidig Hengivelse til en philologisk Interesse. Imellem de i Januar 1821 (ved Frederik VI's Fødselsdag) udsatte akademiske Prisopgaver havde nemlig den philologiske, der omhandlede Ciceros i de verrinske Taler og andetsteds adspredte Notitser og Domme om Værker af den bildende Kunst og hans deri for Dagen lagte Indsigt og Smag, vakt min Opmærksomhed, og over denne Opgave kastede jeg mig derfor, skjøndt ganske uforberedt, hvad Anskuelse af Kunstværker og Bekjendtskab med Kunsthistorie angik, og frembragte, idet jeg helligede min meste Tid til en vistnok overfladisk, men dog foreløbig for mig ikke unyttig Læsning af Cicero, da ogsaa en latinsk Afhandling, der uden Tvivl bar det stærkeste Præg af Umodenhed, men som dog belønnedes med et Accessit, medens Præmien tilkjendtes den ældre og vistnok med Hensyn til noget Kunstkjendskab langt bedre forberedte Olsen. Men herved og ved samtidig Læsning af Græsk skete et saa stort Indgreb i Forberedelsen til anden Examen, at jeg kun opnaaede en af de sidste Pladser imellem de temmelig talrige Udmærkede, og endda er det mig næsten uforklarligt, hvorledes jeg i Historie og maaske endnu i et Fag til opnaaede Laud.
Efter Tilendebringelsen af det første akademiske Aar, i hvilket jeg ogsaa havde opfrisket mine Barndomsminder ved et Besøg hos min Moder og derhos i Sommerferien ved et Ophold hos Etatsraadinde Kofod paa hendes Gods Aastrup imellem Roskilde og Holbæk havde gjort et senere aldrig fornyet Bekjendtskab med et rigt Herregaardsliv, kastede jeg mig med fuldt Alvor over den klassiske Philologi. Deri vare dengang fire Professorer ansatte, af hvilke dog den ene: Brøndsted i hele min Studietid og i flere Aar derefter var fraværende i Udlandet. B. Thorlacius, Professoren i Latin, havde vel efter sin Fader, den nordiske Oldforsker Skule Thorlacius, arvet et anset Navn og selv i sin Ungdom faaet et vist Ry for Lærdom; i Virkeligheden havde han imidlertid kun en temmelig udbredt, men overfladisk og aandløs Læsning i klassisk, især latinsk og islandsk, Litteratur uden nogensomhelst sikker og ved skarpere Tænkning ordnet enten sproglig eller historisk Indsigt; af den nyere philologiske Bevægelse i Tydskland ved Wolff og Hermann var han bleven ganske uberørt, og selv Heynes Indflydelse havde kun i ringe Grad paavirket ham. Hans skriftlige Behandling af det latinske Sprog havde aldrig været streng korrekt og var efterhaanden bleven i høi Grad skjødesløs; dertil kom, at der meget tidlig (– han var i 1820 kun 45 Aar gammel —) var indtraadt en Slappelse ogsaa i Hukommelsen, der fremtraadte stærkt i de to eneste Forelæsninger, som jeg og mine fire nævnte Studiefæller hørte hos ham efter anden Examen, hvoraf den ene over Ciceros nys delvis gjenfundne Skrift de republica; af de øvrige af ham i hine Aar udenfor Kurset til anden Examen anmeldte Forelæsninger og Øvelser er neppe nogen kommen istand. Hos N. Schow, Professor i Græsk og Archæologi, var der tidlig, som der sagdes: af Sorg over Tabet af hans Haandskrifter og litteraire Samlinger fra et langt Ungdomsophold i Udlandet, opstaaet en forunderlig aandelig Forstyrrelse og Forvirring i den hele Kundskabskreds, der ved Siden af et besynderligt Væsen i mange Aar gjorde den ulykkelige Mand til en Gjenstand for de unge Studenters Latter og Spot. Den Erfaring, jeg selv
