Efter Bordet, ved Kaffen, kunde en Herre, naar han fik tændt, vende sig til sin Kone, sin Søster:
– Pokkers smuk Karl, sagde han. Franz hørte det.
Og hun løftede Blikket og saá paa ham som paa et Stativ og sagde:
– Aa ja – paa en Buk.
Saadan gik Dag efter Dag.
Han tænkte slet ingenting uden det.
Han stjal som en Tyv flygtige Berøringer; de mærkede det slet ikke. Han næsten fornærmede dem – de følte det slet ikke.
Og naar da en ny Dag havde slæbt sig frem, og det var blevet Aften og tomt i Salen, stod Franz timevis lænet til Balustraden; uden at gøre en Bevægelse, stirrende og bleg under det elektriske Lys.
Der arbejdede i hans Hjerne en tom Fortvivlelse, et afmægtigt Raseri, som søgte om et Svar og intet fandt og ikke vidste, hvorhen det skulde vende sig.
Undertiden gik han hjem. Han syntes, det dulmede.
Madam Pander sad og smaagræd.
– Sidder han ikke der, sagde hun til Rullekonen, og ser ud som Elendigheden i Ansigtet og si’er ikke det Herrens Ord. Men man véd, hvad det er – ja – mæn – man véd hvad det er …
Han vilde ikke ha’e Lys – der var bedst i Mørke. Stille lagde han Tøjet fra sig, og han sad i den gamle Sofa i Hjørnet. Madam Pander tog en Stol og satte sig foran ham.
Hun tog hans Hænder imellem sine og klappede dem sagte. Og han smilede træt og stille til hende og lagde sit Hoved over mod hendes Skulder.
– Hvad er der, min Dreng – lille Dreng – hvad er der med min Dreng?
Han knugede Hænderne fast og svarede ikke. Og Madam Pander følte hans Pande brænde mod sin Skulder og sagde igen med en Stemme, Graaden næsten gjorde uforstaaelig:
– Hvad er der med min Dreng – lille Dreng – gør de ham ondt?
Men naar Franz var gaaet, forbandede Madam Pander til Rullekonen alle Fruentimmer.
– For dem er det, det Rak – Herre Gud – og han har det jo ikke fra Fremmede.
En Tirsdag Aften gik Franz i Teatret. Ud til Carl Schulze at se en Operette.
Det var en tyrkisk Historie om en Prinsesse.
Der var en tyk Eunuk med udstoppet Mave; han gjorde Elskovsfagter, saa hele Huset hvinede. De kaldte ham frem og frem, og han gjorde sine Fagter om, stadig kaadere, og sang sin Vise igen:
Aber – es hat keinen Werth – Es hat keinen Werth.
Franz sad i Mørket i en Loge. Han lagde Hovedet tilbage mod Væggen og græd.
Da Akten var forbi, gik han.
Han skraaede ned mod Gänsemarkt og ind i en af Gyderne i det Kvarter. Han blev der om Natten.
Men da han vaagnede henimod Morgen og saá hende ved Siden af sig i Tusmørket, fo’r han op og løb derfra.
Han følte en Væmmelse, som kunde han udspy sig selv. Han brændte, og hans Hoved smertede. Ækelheden kvalmede ham, saa han stønnede.
Han gik hjem, men i Seng vilde han ikke. Ad Bagtrappen sneg han sig ned i Restauranten.
Det var begyndt at blive lyst, og en graa Dæmring faldt ind gennem Glastaget.
Franz satte sig paa Stentrappen med Hovedet i sine Hænder.
Og mens han sad her stille foran dette Rum, Vidnet til hans Liv, gled alting ud i en dyb og bundløs, en ubeskrivelig Lede.
Han saá langs Balustraden – Stolene var stillet op paa Bordene, de halvskidne Duge laa bredt derover … De kunstige Palmer struttede døde op i deres Majolikapotter.
Franz havde ingen Tanke, følte ingen Smerte. Men i hans Sind kom der op noget som en bedøvet Forbavselse over, at dette var Livet.
Lampeslukkeren havde glemt sin lange Stige igaar, da han slukkede. Paa dens Trin stod Franz, da han klyngede sig op paa Stangen over Døren.
Fejekonerne fandt ham, og der blev en svær Staahej, og Natportier’en kom til. Fæl sad han ud med Tungen ud af Halsen, varm var han endnu.
Direktøren kom ned i Nathabit og bandede, saa det rungede i Salen. Et Par Kolleger slæbte ham op paa tredie Sal i et Bagageværelse.
De ryddede et Bord for Vadsække og Hatæsker og lagde ham der midt mellem Kufferterne. Et Par Kartoffelskrællersker vaskede Liget og dækkede det med et Lagen.
Op paa Formiddagen kom Johanne ind. Hun vilde se ham. Langsomt løftede hun Lagenet, kun Hovedet lod hun dækket. Hun græd ikke men saá stille paa ham.
Han var hvid som Marmor, hun havde aldrig set noget saa skønt.
Og mens hun saá paa dette døde Legeme, der havde været hæget med saa megen forgæves Omhu, rakte Johanne – hun vidste ikke selv hvorfor – Haanden knyttet op imod Himlen.
Fratelli Bedini
Han blev vækket ved et Rusk og fløj op i Skræk og gned Øjnene; han troede, at Moderen var død igen. Han saá jo Nat og Dag det lange Lagen over Liget paa Sengen og Mændene, som var kommet ind og havde slæbt Moderen ned ad Trappen, pakket i et Lagen; en tog ved Hovedet og en ved Benene, for at faa hende i Kisten nede i Gadedøren.
Men det var kun Faderen, som gav ham et Rap til:
– Du ska’ op, sagde han. Ta’ Klæ’erne paa Dig. Vi ska’ ud.
Drengen vidste ikke, om det var Nat eller Morgen, men ud af Slagbænken kom han. Faderen var ikke saadan just at spøge med. Han var Møllerkarl, og det kunde hænde, at han i Farten haandterede Drengene ligesaa rask som sine Sække.
Derfor fik Klaus Klæderne paa sig i en Hurtighed, alt mens han skottede til Lampen og tænkte paa, hvad Tid det vel var paa Døgnet.
– Vask Dig, Unge, sagde Faderen, som stod med Lampen. Det var første Gang i Klaus’ Liv, Faderen havde brudt sig om enten han var ren eller skiden.
Og større endnu blev Drengens Forbavselse, da Faderen pøsede hans Haar over med Vand og gav sig til at rede ham med den gamle Kamstump.
De to andre Unger var vaagnede i Slagbænken, og søvndrukne og forbavsede saá de til med opspilede Øjne. Det bankede paa Døren, og Nabokonen kom ind:
– Er de færdige, spurgte hun.
– Ja – jeg staar kun og pudser ham til – naa, saa gik vi.
Nabokonen mønstrede Klaus: Jeg staar ved mit, sagde hun, at de ta’r ham. Han har Skabelonen.
Henne i Slagbænken begyndte de to at hyle, de forstod ingenting af det, og saa var de bange, de skulde ligge i Mørke. Klaus stod forbavset over sig selv med sit vandkæmmede Haar, mens Nabokonen bandt ham et Lommetørklæde om Halsen. Han vidste ikke, hvad al den Pynt skulde til.
Faderen saá til dem, der hylede i Bænken.
– Se til, den Hvinen faar Ende, sagde han og slukkede Lampen. Nabokonen og han og Klaus kom hen til Døren. Henne i Bænken klynkede det smaat.
Der var Lys og mange Folk paa Gaden. Klaus sjaskede af ved Siden af Faderen. Nabokonen snakkede.
– Vist maatte vi afsted iaften – der er nok om det Ben maa man tro, der hænger i – tro bare ikke det – og saa var han forsørget …
– Ja, gryntede Mølleren.
– Ja – det maa De nok sige Ja til … Som om det var let for Fattigfolk, naar Konen falder fra og man sidder der skinbarlig med Ungerne – nej – tro bare ikke det, siger jeg. —
De blev ved at gaa. Klavs var helt ør og fortumlet. Faderen gav bare Grynt fra sig og tog lange Skridt; for Konen gik det som Kæp i et Hjul:
– Og