Men næste Dag rejste Miss Ellinor.
Ved Morgentheen, da han bøjede sig over hende, saá hun ham pludselig ind i Ansigtet og sagde:
– I Dag skal vi rejse.
– Skal De rejse – hvorfor?
– Troede De, jeg skulde blive her? Og Miss Ellinor lo.
Mer talte de ikke, og de saas ikke mer.
I Dage vidste Franz ikke af sig selv. Han spilede uafladelig de magre Minder ud og gjorde mekanisk sin Dont paa de samme Steder, hvor hun ikke mere var.
En stærk Støj, et nyt Ansigt vakte ham pludselig, og han saá et Øjeblik Salen, Balustraden, de kendte Borde og Menneskene rundt om. Saa faldt han tilbage i sin Døs led ved al Ting og med en Smerte i sit Bryst som et Stik.
Saadan gik en Tid, indtil han en smuk Dag vaagnede, og pludselig syntes han, at det hele var saa langt borte og længe siden og næsten som noget, der slet ikke var hændet ham eller kun var drømt.
Og vilde han fange Minderne igen, var det, som havde han en lang Vej at gaa, og havde han fanget dem ind, stod han og faldt sløv i Staver over sin Skat.
Han gled ud i en Selvdyrkelse igen. Det var forbi. Han gik rundt i sin sløve Dont, slatten og uden en Tanke.
Efterhaanden kom ogsaa Kelnersulten over ham. Han led ved at bringe de krydrede Retter ud og ind. Lugten fristede ham, saa han maatte kæmpe, for ikke pludseligt at gribe ned i Fadene og mætte sig hastigt og forslugent.
Han kunde føle Raseri, naar han med et Drikkeskillings-Smil anbefalede for lækkersultne Gæster de Retter, han ikke selv skulde smage, og henne fra sin Krog fulgte han saa begærligt hver en Bid, som Gæsterne nød.
Men kom han ned i Kælderen: der spiste Kelnerne i Rummet overfor Vaskekælderen – Luften var tung af Osen af det kogte Tøj, og svedige kastede Kollegerne Kjolerne og sad med opknappede Veste over Maden – lagde han Skeen fra sig med mæt Væmmelse.
Sløve sad Kelnerne overfor hinanden langs Bordet og rørte knap den tunge Grød og det flossede Kød fra Bouillonen.
Men kom Franz op i Salen igen, skreg Hungeren i ham. Og bleg bragte han Retterne frem og tilbage, mens han smagte dem paa sin tørre Tunge.
Bag Døren, paa Trappeafsatsen stoppede han en Roulette i sin Mund, rev Benet af en Kylling og slubrede Sauce i sig af Skaalen, hastigt og sky.
Hver Tirsdag Aften, naar han havde fri, klædte han sig paa, og han opsøgte en Restaurant, hvor han ikke var kendt. Han næsten løb den hele Vej, og han kom derhen hidsig, stakaandet af Sult. Saa tvang han sig til at spise ganske langsomt og smagte sindigt hver Mundfuld, indtil han, næsten som i en Rus, forlangte mer og mer og spiste hastigt og over Maade; for paa en Gang at blive mat og overmæt og sidde med de mange halvtømte Glas foran sig, ludende og halvfuld, i et trægt Velbehag.
Og saa gik han hjem og sov, snorkende, en tung Søvn.
En Tirsdag Aften kom han tidligt hjem, og han satte sig paa en Bænk udenfor Hotellet under Lygterne.
Han var mæt og en Smule ør.
Det havde nylig regnet, og der var rigeligt med Vandpytter paa Fortovet. Damerne trippede af med løftede Skørter, vimse paa Benene, ud og ind om Pytterne.
Franz saá paa de mange Fødder, der et Smalben, der en Læg, en fæl Platfod i en Galoske … Nysgerrig saá han fra Fødderne op paa de svajede Figurer. Ansigterne var saa friske under Slørene.
Han søgte at fange et Blik. Saá hun ikke paa ham? Han rejste sig og gik efter.
Urolig fulgte han hende, med Øjnene fæstet paa den slanke Figur og Nakken, som skinnede under det opskrabede Haar … Men hun bøjede op om Neuerwall og vendte sig ikke …
Han gik tilbage, jagtede igen uroligt, forfølgende en smækker Statur, som gled frem, sært vuggende i Hofterne … Hun gik ind i en Port og kom fra ham.
Han strejfede igen.
En Gadejægerske stillede sig op foran ham:
– Hvad vil min lille Ven? sagde hun.
Franz fo’r sammen og saá hende ind i Ansigtet. Saa lagde han sin Arm ind i hendes, og de gik hen ad Fortovet mod Lyset fra Alsterpavillonen.
– Saa “Nussebenet” keder sig, hva’? Pigen blev sødlig.
Men pludselig slap Franz hendes Arm og løb.
– Hva’ – gør han Nar – Pigen skingrede – véd man, hvad man vil, Lømmel … Saadan En – engagerer han en Dame – og vil ingenting …
Saa var Franz udenfor Skudvidde.
Han næsten løb hele Vejen hjem. Hjemme gik han straks i Seng. Men hele Natten kastede han sig og sov slet og uroligt.
Han drømte om Ellinor uafladeligt.
Hen mod Morgen stod han op. Han kunde ikke mere blive i sin Seng. Han var urolig, som om noget forestod ham og noget skulde ske. Han gik ned i Gangene, hvor det skumrede; dér drev han op og ned, han standsede foran Dørene, og han tog Dameskoene op med nænsomme Hænder og saá paa dem længe; og han lagde Haanden ned i dem, saa troede han, han kunde fornemme Føddernes lune Varme.
Den Dag skælvede han, blot han nærmede sig en Kvinde. Duften fra en bøjet Nakke slog op imod ham og jog ham Blodet i Strøm til Kinderne. Og det var, som havde han med et tusind Øjne til at se hver Skønhed.
Det var det fine Purr af et Haar langs en Tinding; en letdannet Runding af en Kind, en Hofte og et Liv at lægge sin Arm om; blot et Lys paa et atlaskesstramt Bryst – det var nok til at friste ham.
De Dage kom en svær Blondine til Hotellet. Første Gang, hun kom ind i Restauranten, tog hun sin Guldlorgnet op – Franz saá det – og mønstrede Kelnerne.
Saa valgte hun ham.
Franz gik frem og ventede, hun skulde bestille noget. Han havde en egen Maade at staa paa, med Hovedet lidt bøjet og med Hænderne halvt foldede foran sig.
Damens Mand kom til og satte sig.
– Naa – ta’er vi Diner’en, sagde han og vendte sig: Hm – hm – og han lo – det var en sand Ganymed, sagde han. Aa – hva’ Kelner – to Diners …
– Vel … Franz gik et Par Skridt. Saa sagde Damen og ikke just sagte:
– Hans Skjortebryst var renest, Du …
Franz tilbragte tre Nætter udenfor den Dames Dør; sky, trykket op i Døraabningen som en Tyv, angst for at møde Skopudserne, som drog igennem Korridorerne med deres Kurve; tænderklaprende af Kulde.
Han sneg sig ud af sin Seng, den brændte under ham; han satte sig i et Anretterværelse, og han slog Vinduet op for at faa Luft og Aande. Han bandede sig selv, og hans Hjerne havde ikke anden Tanke end dette Begær.
Han tog hendes ligegyldige Blikke frem i sine Tanker, og han lagde et Haab i dem, saa dumt, at han lo deraf. Han saá hendes Skikkelse og hørte hendes Stemme og saá hendes Fingre, runde som hvide Snoge. Og han gik tilbage til Døren, og han stod dér, til det dagedes. Han vidste, det var aldeles forrykt, og han blev der.
Og da hun rejste, kom en anden. Der var ikke Standsning mer. Det var knap Kvinderne, han elskede, det var en Mund, en Hals, et Skønhedsmærke, et Legeme.
Han spejdede efter hver Kvinde. Han haabede paa hver eneste ny. Han vidste, han bød sig saa tydeligt frem. Hele sin Skønhed, og hvor maalte han den ikke med andre Mænds, deres Mænd – han bød den til. Men de saá ham slet ikke.
Han stod ved Siden af – som en Ting. Travede af med Fadene og Servietten – en ren Genstand – han saá saa godt sig selv.
Men om Natten kom der hastige Minder om et Blik paa hans Ansigt, en varm Haand, da han fik Drikkepengene. Og han hidsede sig op ved denne Nippedrik, der kun æklede hans Tørst …
Ofte stjal Franz sig