Det var den længste Tale, den arme Helmuth havde holdt i sit Liv. Taarerne løb ham ned over Kinderne, hans Læber skælvede, hele hans tunge Legeme rystede som i Feber, og han knugede Damens Hænder i sine og saa paa hende med møre, anraabende Øjne som en Hund, der venter Prygl.
Fru Raskowitz havde bøjet Hovedet og vendt Ansigtet bort. Nu hun skulde træffe en endelig Afgørelse, tøvede hun, skønt hun stod foran det Maal, hun i lange Tider havde arbejdet mod. Hun maatte ud af disse pinlige Forhold herhjemme hos sin Moder, hvor hun levede med hele sit første Ægteskabs Skandale over sig, og hvor hun og Datteren kun spiste Naadsensbrød og maatte takke til for hver Bid, man gav dem. Manden, som sad her ved Siden af hende og græd af Kærlighed, var i hendes Øjne nærmest en latterlig Figur. Men han bød hende Frihed for alt det daglige Pineri og alle Ydmygelser. Han syntes at være Skikkeligheden selv, et stort, dumt Barn. Tyranni og Mandfolkevilkaarlighed behøvede hun fra hans Side næppe at frygte for; han gav hende sikkert nok alt det Albuerum, hun forlangte. Og, som han selv i sin guddommelige Enfold sagde: Saa var han jo da Baron!
Hun vendte smilende sit Ansigt om imod ham:
– Ja, hviskede hun og gengældte blidt hans kraftige Haandtryk – Jeg vil være Deres Hustru. Men De maa tage mig med mine Skrøbeligheder og Mangler. Og husk, at jeg har lidt meget ....
Den skikkelige Helmuth stirrede et Øjeblik paa hende, som om han ikke forstod, hvad hun sagde. Men da det omsider gik op for ham, at hun havde indvilliget i at vorde hans, lagde der sig et saa lyksaligt Udtryk over hans runde Ansigt, og skinnede der en saadan Glæde frem i hans smaa, brune Øjne, at den i dette Forhold ellers temmelig koldsindige Dame uvilkaarlig lod sin Haand glide blødt ned over hans Haar:
– De er saa god! hviskede hun. Og i sit Hjerte forsøgte hun at love sig selv at gøre sit bedste til, at deres Samliv ikke maatte blive ham for stor en Skuffelse.
Og den Nat, og mange Nætter derefter, kunde vor Pamfilius næppe sove af Lykke. Inde i hans arme Hjerne dikkede det uophørligt og regelmæssigt som reguleret af en Pendul! Alvilda-Alvilda, Alvilda-Alvilda! Og naar han om Dagen færdedes rundt paa Gaderne, holdt han sig rank og løftede Hovedet højt, at Menneskene omkring ham kunde se, at han bar Sejrens Palmer paa sine Skuldre.
– —
Forlovelsen fandt Sted i København i Oktober, og Brylluppet blev berammet til at skulle fejres sammesteds i Juni Maaned næste Aar.
Fru Raskowitz og hendes Moder tog med Helmuth hjem til Næsset for at bese de unges fremtidige Bolig og træffe de fornødne Arrangementer. Men der mødtes de jo med Enkebaronessen, som ved sin Opførsel og sin Tale fik de to sensible Verdensdamer til at gyse:
– Mon dieu! sagde den gamle Grevinde til Datteren, da de blev ene paa deres Værelse – Et Monstrum, mit Barn, et Fugleskræmsel! Hvilket Haar og hvilken Dragt! Da Baronen præsenterede, var jeg parbleu ved at miste min Contenance! Vi maa for al Del forhindre, at hun indfinder sig til Brylluppet. Hendes blotte Nærværelse vilde jo ridiculisere den ganske Ceremoni! Er det Haar eller … Tovværk, hun bærer paa Hovedet!
Og Enkebaronessen paa sin Side sagde til Stasia ved Aftentoilettet:
– Naa, min Pige, der har Helmuth sandt for Dyden faaet sig et Par ordentlige Tætkamme! Jeg er bange for, at der ikke bliver meget tilbage af ham, naar de først begynder at kæmme løs!
Og Helmuth selv gik med lange, urolige Skridt op og ned inde i sit Kontor. Han havde jo straks set paa Kvindernes kolde, mønstrende Øjne, at de ikke justement havde fattet nogen brændende Kærlighed til hinanden. Grevinden havde siddet ved Bordet saa stiv som en Afviserpæl, og Vilde, den Stakkel, havde hverken vidst ud eller ind, naar Enkebaronessen kom med sine frygtelige Udtalelser! Thi han lagde hele Skylden paa Moderen; hun var da ogsaa bleven saa forfærdelig «ordinær», syntes han. Det havde han ganske vist aldrig før lagt Mærke til, men nu ved Siden af disse to fine, velopdragne Damer! Horribel! som Grevinden sagde. Og sikken hun saa væltede sig ind paa disse to vildfremmede Mennesker og spurgte, om hun kunde logere der, naar hun kom over til Brylluppet! Det var frygteligt, saadan at maatte skamme sig over sin Moder! Over til Brylluppet? Ikke Tale om! Det vilde jo da blive en voldsom Skandale for dem alle sammen! … Naa, men det maatte hun ogsaa kunne indse, naar han fik talt rigtig ud med hende. Og saa var der jo ogsaa endnu godt et halvt Aar til Begivenheden; der kunde ske meget inden den Tid!
Med disse beroligende Tanker gik den unge Baron ind i sit Soveværelse og klædte sig af og gik i Seng. Og før han faldt i Søvn repeterede han pligtskyldigst Præsens Infinitiv af Verbet aimer. Thi Vilde havde engang slaaet paa, at han virkelig maatte se at lære noget Fransk. Og nu havde han købt sig en Parleur og glædede sig til en skønne Dag at overraske hende med sine Kundskaber: Bonjour, madame v. Leunbach, comment vous portez-vous ce matin? mumlede han henrykt over sin Viden. Hvorpaa han bredt smilende krøb ned under Dynen og faldt i Søvn.
– —
Dog det var nu alligevel ikke lutter Fryd og leende Glæde for Baron Helmuth, dette at være forlovet med «Vilde». Der var saa Satans meget, han skulde gøre, og endnu meget mere, han skulde undlade! Naar han var paa Besøg i København, rettede Fru Raskowitz og Grevinden ugenert paa ham og belærte ham hver Time paa Dagen om dit og dat, om Former og Ceremonier, hvis Tilstedeværelse han hidtil havde levet i den lykkeligste Uvidenhed om. Hele sit Liv havde han jo tilbragt indenfor Næssets Grænser. I Skole havde han aldrig gaaet, da man havde nøjet sig med en billig Huslærer; og i sin Fritid havde han stadig holdt til med Gaardens Karle og Husmænd. Og da Faderen, gamle Baron Hannibal, mærkede, at Drengen levende interesserede sig for Godsets Drift, for Heste og Kreaturer, Pløjning og Saaning, havde han lidt efter lidt ladet Forvalteren og Forkarlen tage sig af ham og sætte ham ind i Landbrugets praktiske Sider, saa at Fyren allerede i sit 18—19 Aar var en hel dreven Landmand og Studehandler. Men det er nu baade saa som saa at være opklækket som Bonde, naar man er født Baron. Ens Standsfæller rynker paa Næsen af en og moquerer sig aabenlyst og i Smug og trækker sig før eller senere tilbage fra et sligt Amfibie, særlig da, naar der ikke findes meget og letrullende Guld, der kan opforgylde Vedkommendes selskabelige Mangler. Næssebaronens hidtidige Omgang havde derfor fornemmeligst bestaaet af Egnens Proprietærer og større borgerlige Jorddrotter, der satte en Ære i at kunne berette paa Hotellet i Byen, at de i Gaar havde spist til Middag paa Næsset; og som smigrede for «Baronen» og i det mindste lod, som om de lyttede til hans Udtalelser og Meninger med en Slags religiøs Andagt. Og Helmuth havde derfor stadig været vant til at betragte sig som en lille Konge, hvem alle Egnens «Ufødte» saa op til med Hatten i Haanden.
Derfor var det ham nu rent ud sagt til lidt Besvær at være Genstand for sin Forlovedes og sin Svigermamas Korrigeringer og Irettesættelser. Men han lagde Baand paa sig og fandt sig i dem med en Bjørns Godmodighed. Dels fordi han var fuldstændig elleskudt i sin fine Hjertenskær, i hendes Klæder og hendes hvide Hud, og af den Grund søgte at være hende tilpas paa alle Maader. Og dels fordi han stille glædede sig til ved sit surterhvervede Verdensmandsvæsen at kunne accentuere for «Bønderne» derhjemme, at han, trods sit Maskepi med dem, dog var en ægte Adelsmand, der havde forstaaet at vinde sig en Brud af det reneste og fornemste blaa Blod .... Og saa fik vel ogsaa denne Skolemestereren en Ende, naar Alvilda først var bleven hans Kone!
– — —
Og Vinteren gled fredeligt hen paa Næsset med sit Arbejde inden Porte og Døre. Et Par Gange tog Helmuth til København for at besøge sin Forlovede; og hver Gang kom han mere dannet og mere forelsket tilbage. Hans erotiske Fornemmelser havde hidindtil saa godt som ligget i