Den ramte Væggen over Dørkarmen, slog et Hul i Tapetet og faldt buldrende ned paa Gulvet.
Fru Pastorskens «Følelse» slog i Dag til: Enkebaronessens Køretøj rullede et Kvarter senere op gennem Præstegaarden og gjorde Holdt under de to bredkronede Lindetræer foran Stentrappen til Hoveddøren:
– Er her nogen hjemme? raabte Hendes Naade, saa det klang over Gaardspladsen .....
En gammel, vejrbidt Kalechevogn, hvis Overdække var irret grønt og loddent af Sol og Væde, og paa hvis Hjul og Sider der som Regel sad Tommer af mange Dages Vejsprøjt. En høj, mager, blakket Hest, hvid og brun (en Knapstrupper med «Glasøjne»), og som hev lidt paa det venstre Bagben.
Saaledes præsenterede Enkebaronessens Køretøj sig.
Vognen var jo oprindelig født og baaren til to Heste. Men «Hendes gamle Naade», som Bønderne nu efter Baron Helmuths Giftermaal kaldte hende, havde ladet den kalfatre om til Enspænder. Desuden havde hun ladet Kuskesædet borttage og sad saa selv og styrede Rosinanten bag omme under Kalechen. Og var det Regnvejr, slog hun Vinduerne ned, lod sig Tømmerne stikke ind gennem den midterste Rude, der var til at aabne, lukkede den halvt til igen og rullede af Sted.
Denne Befordring, «Pagtens Ark» havde man døbt den (og Hesten, der var en Hoppe, kaldte Baronessen «Rigmor») – denne Befordring blev snart kendt og frygtet i mange Miles Omkreds!
Naar Husmødrene saa den tone frem i lang Afstand, skyndte de sig at laase inde i Spisekammeret Husets smaa Delikatesser: Hummer i Daaser, Sardiner, Ansjoser, Syltetøj, friskbagte Kager o. s. v., thi den gamle Dame bemægtigede sig ohne weiter den Slags Ubetydeligheder og lod Stasia, som altid fulgte hende paa hendes Strejftog, bringe dem ned i Vognen, hvor de blev forvaret i en Bunke dertil anskaffet Hø, som var anbragt under det nedlagte Kuskesædes Forlæder.
– I har saamænd ædt saa megen god Mad paa Næsset, medens jeg regerede, sagde den gamle til de forfærdede Husfruer – saa I kan vel nok unde mig den Snavs Hummer.
Til at begynde med gik denne Trafik udmærket. Man morede sig indbyrdes over Baronessens Frimodighed. Men da hun saa pludselig fandt paa at foretage sine Ekskursioner særlig om Lørdagene for at sætte sig i Besiddelse af Familiernes Søndagsbidskener: Kyllingerne, Lamme-, Kalve- og Oksestegene, ja selv Rødgrøden og Suppen, som hun beordrede hældt over i medbragte Krukker, … saa begyndte man dog at finde Situationen alvorlig og skyndte sig at sætte bag Laas og Slaa, hvad der muligen kunde friste Hendes Naades Øjne.
Dog, den gamle Dame, der var lige saa klog som et Menneske, havde, da denne stygge Manøvre gik op for hende, givet den døvstumme skriftlig Ordre til at liste sig rundt paa Oplagspladserne i Køkken og Kælder for at udspejde, om der muligvis skulde forefindes noget attraaværdigt for saa siden i Smug at meddele sit Herskab det. Og Stasia udrettede sin Kommission saa vel, at man kun meget sjældent rullede hjem til Enkesædet i Jerslev uden at have en eller anden Fetalje gemt i Høet under Forsædet.
– —
– Er her ingen hjemme! raabte Hendes gamle Naade for anden Gang, saa at Stasia, der havde siddet lille og sammenkrøben ved hendes Side og blundet, forvildet slog Øjnene op.
Præstens Kusk, Søren, kom galoperende ovre fra Stalden paa klaprende Træsko.
– Forstyrrer jeg ham kanske i Middagssiestaen? spurgte Baronessen skarpt.
– Hva'? sagde Søren.
– Sover han?
– Næi ....
– Er Herskabet hjemme?
– Jo—o, det tror jeg da.
– Da lader det dog næsten ikke til det!
Den gamle Frues Raadsherrehoved dirrede.
Oven paa Krøllerne havde hun en omfangsrig, sort Straahat med mange Baand og Plumager.
– Hvor er da de Mennesker henne!
Hun blev altid greben af stor Vrede, naar der ikke øjeblikkelig mødte nogen frem for at tage imod hende.
Men nu blev Døren til Forstuen hurtig aabnet, og Pastorinden og Clara viste sig under Slyngroserne.
– Velkommen, velkommen, Deres Naade! sagde de med smilende og glad overraskede Ansigter.
– Naa, endelig har man da den Ære! sagde Baronessen.
– Ja undskyld, kære Baronesse, men Clara og jeg var nede i Haven!
Hendes Naade kastede Linerne til Søren og steg ud af Vognen, efterfulgt af den døvstumme, der vistnok med Overlæg traadte i sin Frues Kjole, saa den skreg i Syningen. Stasia havde en af sine onde Dage, det saa man paa hendes skulende Blik.
– Klods! skældte den gamle – se kan hun da!
– Skal der spændes fra? spurgte Søren.
– Ja, hvis man faar en Kop Kaffe.
– Naturligvis! smilede Pastorinden.
– Ja, spænd saa fra. Men husk at give Rigmor en Spand Vand, inden du fodrer hende … Stasia, gaa ned i Køkkenet!
Den døvstumme listede af Sted.
Og Præstinden og Datteren vekslede et Blik. De kom netop nede fra Køkken og Spisekammer, hvor de under Forudfølelsen af Arkens Visit havde forvaret nogle Kagekasser og tre Pund nykernet Smør bag de skærmende Skabslaager …
– Vil Baronessen ikke tage Plads?
– Nej, jeg vil saamænd ikke, min Gode! sagde den gamle Dame og gav sig til at skride op og ned ad Gulvet inde i Havestuen – Jeg har siddet krum i Kalechen i over fire Timer! Stasia kan sagtens, hun har ingen Ben! … Vi har været oppe paa Næsset, vedblev hun, medens hun stadig vandrede af Sted – men der var ingen hjemme uden Karen og den lille Jansen. Min Svigerdatter sværmer for Naturen, siden denne Fætterfyr er kommen paa Besøg! Og Helmuth, det Skrog! han passer sine Køer! Har I for nylig set noget til dem hernede hos Jer? … Ikke Køerne, men de andre?
– Ja, Herskabet var i Kirke i Søndags.
– Hum! Ja, min Svigerdatter skal jo være Grundtvigianer … saadan før Middag! … Var min Søn med?
– Ja.
– Han sov vel? … Skal vi gaa lidt ud i Haven, Fru Mascani? Her er saa kvalmt! Sikke ogsaa en Masse Grøntsager, I har pyntet op med herinde! … Clara kan jo lave Kaffen, mens vi er ude … Og lukke et Par Vinduer op, saa her kan blive luftet ud.
– Vil Baronessen maaske hellere have Kaffen serveret nede i Lysthuset?
– Nej, ellers Tak, min Bedste! der falder saa mange Dyr ned! Og naar her nu bliver godt luftet!
Frøken Clara saa lidt misfornøjet ud, da hun forlod Stuen. Det morede hende nemlig svært at høre Hendes Naade tale.
– Husk, jeg bruger raa Fløde! raabte Baronessen efter hende – Og lille Kop, men stærk! .....
Nede i Haven laa Stine Napoleon og lugede i et Urtebed.
Da den gamle Frue i Afstand fik Øje paa hende, standsede hun op og nikkede bifaldende.
– Meget rigtigt af Dem, min Gode! sagde hun til Pastorinden – meget fornuftigt!
Fru Johannes blegfede Ansigt blev ganske purpurrødt, og Vejret gik fra hende:
– Hvad mener … Deres Naade? stammede hun.
Baronessen saa fra Øjenkrogene ned paa hende:
– Naa, saaledes! Jeg mener naturligvis ingenting, min Bedste, naar De ikke ønsker det! Jeg beundrer bare dette lille Træk, der røber en Overlegenhed, som jeg oprigtig talt ikke havde tiltroet Dem! … I salig Hannibals Tid holdt jeg ogsaa altid de Smaakoner i Haven og Rullestuen, som Rygtet satte ham i Forbindelse med. Man bør slaa Folk paa Munden.
Præstinden gik ganske og aldeles fra Koncepterne:
– Jeg forstaar ikke, hvor De vil hen … jeg forstaar ikke … Det er min Mand,