Støv og Stjærner. Knud Hjortø. Читать онлайн. Newlib. NEWLIB.NET

Автор: Knud Hjortø
Издательство: Public Domain
Серия:
Жанр произведения: Зарубежная классика
Год издания: 0
isbn:
Скачать книгу
himlen, mod poesiens blå rum, mod stjærnerne, mod Gud – hvad de nu kaldte det —; det blev høje sjæle uden bred menneskelighed, astrologer, religionsstiftere, digtere, gale. De, der blev længe nok i ensomheden og nåede den fulde vækst, de fik den gave at tro, de var overmennesker, og de døde salige i den tro. Men der var nogle, som ikke kunde udholde ensomheden og savnet af menneskene, de vendte for tidligt tilbage, forstod ikke menneskene og var ulykkelige i deres samfund; men de turde heller ikke forblive i ensomheden, hvor deres lykke dog var nærmest ved at være fuldkommen. De døde som stakler, der afvekslende følte sig større end andre – hvad de dog aldrig turde tro på – og mindre end andre mennesker, hvilket egenlig var den tryggeste følelse, men også den mest ydmygende.

      Ivar Holt var behagelig træt, da han nåede hjem til Saksogade. I morgen begyndte der en hel ny tilværelse. Ligesom han vilde gå op, så han, at der på kældertrappens øverste trin hang en gråladen tusse; med to ben arbejdede den i luften, to andre ben kartede hen ad trinet, så forsvandt den, og et modbydeligt, tørt bums hørtes nede i mørket. Ivar Holt fik ikke tid til at overveje, at en skrubtusse ikke i løbet af en times tid kan nå fra Amager til Saksogade; skrækken kan være hurtigere end nogen fornuftig tanke; den besindige overvejelse kom et godt stykke bagefter.

      Der er nok nogen, der er søvnig, tænkte han og smilede, da han gik op ad sin trappe, men hans nakke og rygrad var endnu ligesom ladede med elektricitet.

      Snart efter var Ivar Holt fuldstændig optaget af sit sprogstudium. Regelmæssig og ihærdig læsning virkede kanaliserende på hans stemninger; mange små bække forsvandt, uregelmæssige løb tørredes hen; det meste blev til een bred, snorlige strøm. I begyndelsen gik han endnu lange ture og søgte efter sine gamle stemninger; der mældte sig nogle rester nu og da, men de forsvandt igen, og samtidig blev hans spasereture kortere; ud på landet kom han meget sjældent. Inden han ret tænkte over det, var han blevet det mest afrettede kulturmenneske, han fik kammerater, hvad der var noget temmelig nyt for ham, men da han kun havde meget få penge at råde over, strakte hans omgang sig ikke ud over de flittige, stille, halv fortrykte eksistenser, som i længden ikke var ham til synderlig fornøjelse. I løbet af et år faldt det også helt bort igen.

      Studiet tog alle interesser fangne; til jeg-fornæmmelser var der ikke plads mere. Men det kunde hænde en sjælden gang, at han blev sig selv bevidst og tænkte: Her står jeg, Ivar Holt, på Vesterbrogades højre fortov, bestemt til Saksogade. Første gang, da dette kom aldeles uvilkårligt, var det en fornæmmelse af en uforklarlig forandring, af noget, der var tabt, af en mangel på ævne til at genkende sig selv; bagefter var han uarbejdsdygtig hele resten af dagen og gik en lang tur ud på landet, hvorfra han vendte tilbage med en bitter følelse af at være revet op af jorden. Senere, når en lignende jeg-opvækkelse foregik, skete det ikke længere ganske uvilkårligt, virkningen blev svagere derved, at den var forudset og forudfølt, og snart holdt det helt op.

      Sit hovedfag, dansk litteratur, kom han så godt ind i, at det efter tre års forløb ikke interesserede ham længere, og det hjalp ikke, at han vendte sig udelukkende til fremmede litteraturer; al denne æstetik begyndte at gøre ham trist. Værst var det, når han om efterårsaftenerne kom hjem til sin hybel; så kunde han stå bøjet med næverne i bordet og se ud på lysene, mens det arbejdede mørkt og ubegribeligt inde i ham, og i sin krumbøjede stilling gjorde han indtryk på sig selv af at være en gammel mand. Han mindedes afdøde stemninger, mere forvovne og fantastiske end det, han nu følte, men ikke det fjærneste bølgeslag fra den tid kom igen nu, og i grunden var det også bedst; den Ivar Holt, som nu levede, var mere værd, mere trist, men også mere klog.

      Denne triste klogskab gik han og bar på en uges tid. Hvad skulde han bruge den til? Det gik heldigvis op for ham snart efter, en dag han sad og tænkte på J. P. Jacobsen: Han vilde skrive en lille bog.

      "Da så jeg poesiens engel træde trøstende hen til mit leje," hedder det hos de gamle, og ganske vist, den første, muligvis elendige, bog, man skriver med frygt og bæven – — der er slet ikke noget forhold mellem dens værdiløshed og den uhyre betydning, den har for ens egen udvikling.

      Titlen på Ivar Holts bog var noget med "ung" i. For han var jo egenlig en ung mand. Den handlede om erotik. Forfatteren havde intet som helst praktisk kendskab til æmnet, men hvad andet skulde han skrive om? Helten var en fin og veg natur, der elskedes af flere kvinder, men ikke ævnede at holde fast på nogen; han var brystsvag, men slap for at dø i sidste kapitel.

      Bogen kom ud, og anmælderne tog med varsom hånd på det lille, forknytte opus. På een virkede den som blå årer under hvid hud; en anden mindedes J. P. Jacobsen. Det var der god grund til, og skønt fortællingen ikke var nær så god som "Niels Lyhne", havde de dog det til fælles, at de bægge passende kunde betitles: En Pebersvends Formodninger om Forholdet mellem Mand og Kvinde.

      Den lille bog blev pænt solgt, og som det hører sig til, var der et par anmældere, der spåede den unge forfatter en fremtid i den danske litteratur.

      Det skete om efteråret. Ivar Holt levede hele vinteren igennem uden i mindste måde at lide tab på sin fornuft, han var uendelig lettet og mindre trist, og han havde endnu ikke taget den for mange forfattere skæbnesvangre beslutning, at der skulde komme en ny bog næste efterår og så fremdeles, så vidt ævner og publikums tålmodighed slog til. Han satte sine penge i sparekassen og studerede roligt videre.

      Men så kom foråret.

      En formiddag gik han ud ad Vesterbrogade. En siklist foer tæt forbi ham, strøg ham med albuen og susede lydløst videre. Med en svag smærtefornæmmelse så Ivar Holt ham forsvinde. Straks efter gjorde det så ondt, at han måtte stå stille. Manden på siklen var borte, men han havde taget noget af Ivar Holt med sig, idet han siklede forbi; et stykke af Ivar Holts sjæl fløj rimeligvis ud ad Lampevejen i dette øjeblik, bundet til en anden mands maskine. Smærten gik ikke over igen, den var aldeles ikke af dem, som vi nok kender, lad os nu bare ha et øjebliks tålmodighed, det er straks ovre igen. Han var og blev gået i stykker.

      Lidt efter huskede han, at han jo også kunde sikle, i næste øjeblik vilde han leje en sikkel, og en halv time efter sad han på sin egen, nye maskine og susede ud ad Vesterbrogade, bag efter sin skæbnes mand.

      Penge i morgen, kontant.

      Ivar Holts sårede sjæl var igen blevet hel rask, da han fløj hen ad Lampevejen på den nye "Sleipner".

      Rundt om siklisten blir alting levende, vejene snor sig virkelig, højene inde på markerne skrider, den til højre, den til venstre, de leger en stille tagfat; træstammer danser sindig vals og fletter ben med hinanden, gårde drejer sig om deres akse, landsbyer åbner sig og lukker sig, en ko ses spasere langs ad en hvid kirke; de træer, der er een nærmest, blir pludselig løbske og styrter hen imod een, men vender man hodet, ser man, hvordan de står stille bagude og ser efter een, mens de langsomt går baglæns. Vinden svulmer, og man kan få den, som man vil ha den, kraftig eller lind; selv dens temperatur kan man regulere. Det hele går som på snore og blir uendelig simpelt.

      Men musklerne fra knæet op ad låret, de har deres tid, da de varer ad, nu skal du hjem, og de står i ledtog med samvittigheden, der samtidig begynder at hviske om alt det, man nu er siklet fra, som ligger hjemme og ophobes.

      Ivar Holt mærkede ikke noget til studierne, så længe han siklede, men da han sprang af, følte han straks, hvordan de sled i ham; desuden var han træt; hjem igen.

      Når en forudbestemt alkoholist har haft sin første rus, så bestemmer han, at næste gang – — d. v. s. officielt beslutter han jo, at han vil aldrig drikke mere, men bag ved, inderst inde, tar han den bestemmelse, at han næste gang skal drikke sig en endnu større rus, og han vil ved senere gentagne forsøg stræbe at nå ud til fuldskabens yderste grænse.

      I morgen, tænkte Ivar Holt, skal jeg se at nå Roskilde, senere går turen til Korsør, og engang tar jeg Fyen med, lige til Svendborg.

      Han stod op næste morgen med højt humør – forelæsningerne fik være den dag – men han var træt, da han nåede Roskilde, og højst elendig, da han kom tilbage til København. Han sov nederdrægtigt om natten og drømte i et væk om stejle bakker, tabte pedaler, flåede ansigter og brækkede arme.

      Nej, han skulde nok køre fornuftigt og