Det halve af trætheden faldt af ham tillige med klæderne, han løb omkring som et nyt menneske, vinden viftede ham køligt om skulderbladene. Flade bølger gled stift foran ham, han så solbilledet hoppe i dem med et pludseligt sæt, mens han vadede ud, hans ben blev grønlige under vandet, og så kastede han sig bagover. Der var en tynd hinde af varmt vand ovenpå, og det isnede op under ryggen, hver gang han tog et kraftigt tag. Han flød så stille som muligt og mindedes den tid, da han første gang lå på ryggen og så op i himlen, det var en svimmel fornæmmelse, himlen kom nærmere ned til ham – ja, det var den dag, han først havde begyndt at erobre rummet. Kort derefter var det, han lærte at stå på hodet, hvorved hans verdensanskuelse også havde fået en tilvækst, han var ikke klar over, hvilken, men siden han huskede det indtryk så godt, måtte det ha haft betydning for hans udvikling; vist var det, at den samme verden blev en anden, når man så den stående på hodet.
Nu lå han her og flød et sted på Sjælland i en lille sø, hvis navn og beliggenhed han ikke anede, og i sin store glæde sparkede han en masse koldt vand op under sig. Det rev i hans venstre næsebor, han rejste sig og vadede i land. Store, spraglede fluer satte sig på hans ryg og drak vand af ham.
Kirkeklokkerne begyndte at ringe, mens han spiste sin frokost. Derovre et sted var der altså et menneske; lyden dannede en bro imellem dem, ellers var han afskåret fra al menneskelig forbindelse. Ringeren begyndte arbejdet med jævnt sind, men det holdt sig ikke; han blev hidsig, og han sløjede af, han blev træt, han spyttede i næverne og samlede friske kræfter, han faldt i tanker og ringede decrescendo, og han huskede sin pligt og la kræfterne i. Dær stod han gemt, troede han, og så sad der langt borte et menneske og kontrollerede hans inderste stemninger. Til sidst sluttede han af med et ordenligt drag, der lød ganske uærbødigt og kunde oversættes som: Har du så fået nok?
Så blev det igen stille om mennesket nede ved søen, der var ingen forbindelse med omverdenen, undtagen at en vædder lejlighedsvis brægede tykt og slimet gennem en gammel bronkitis. Også den tav stille engang, ingen flere begærede ordet, mennesket spiste sine sidste radiser og faldt i søvn.
Det var hen på eftermiddagen, da han kørte videre. Solen brændte stille, varmen lå om ham som en kappe. Bakkerne væltede sig bort under ham som uhyre tønder; han smed sig ned gennem hulningerne, bivejene svingede forbi ham som lange grå penduler; mellem stunder, ved et gammelt hus, eksploderede en lille lænkehund ud af sit hul, valsede rundt, slog knuder på sin børstede krop, og så var den langt væk. Jorden måtte i sandhed være rund, den rejste sig foran og dukkede sig bagved.
– Landsbyer stiger op, først viser en husgavl sit ansigt med taget ned i panden, som om den har kyse på, så kommer byen, og dær ender landevejen op mod et havegærde med en klynge sirenbuske, det ser ud, som om han ikke kan komme længere. Men han sætter al kraft på, og det hjælper, sirenbuskene hummer sig til siden, landevejen skubber sig og lægger sig til rette, som om den var levende, og se: nu gav den et spjæt; der gik hul på udsigten, en lang bane ligger udstrakt foran ham.
Det gør et symbolsk indtryk på ham; sådan åbnede tilværelsen sig pludseligt for ham, da han troede, at han var kommet til en grænse; noget gled til side, ny udsigt viste sig.
Alle bekymringer sparker han bagud med sine pedaler; de ligger i støvet og kan ikke vinde med. Måske, hvis han punkterer, så vil de rejse sig og komme over ham, men det foreligger ikke. På den tid, da himlen er blå, marken grøn og vejen gul, behøver han fra nu af kun sine to gummisirkler; oven på dem ryger han sønden om alle ærgrelser og stridhårede køtere og alt det onde, som gud fri os fra.
Videre altså.
Langs vejen står køerne og ryster fluerne af deres sider, engang imellem slænger de hodet bagud og lar tungen følge med, så det hele kan række længere, og halen pisker bagfra, det kan omtrent nå sammen. Fluerne må være slemme nu; alle køerne har et blankt, slimet sted på begge sider oppe ved ryggen.
Nok en kirke toner frem, som et firkantet stykke skolekridt stiger den ret op af det grønne, og et stykke kirkemur skinner hvidt som skjortestriben på en høstkarls ryg, mellem vesten og bukserne.
Jorden runder sig trindt om ham, til venstre marsjerer en bakke frem, ujævn og hakket, en vorte midt på jordens mave. Han går i stå i anledning af dens underlige form, og siden han nu er nede, bestemmer han sig til at gå op på den.
Landet ligger broget og mangfoldigt omkring ham. Dær krummer sig et stykke mørkegrønt havre ned mod engen, med blade så brede som tagrørets; længere nede blir den gul og tynd, mosejorden stikker sine rustbrune knolde op imellem. Der er en vandgrøft, så tilgroet med kraftig dueurt, at den ser ud som et dige, og der er et vænge med kalve. Se, hvordan en tyrekalv pludselig kan få et anfald! Den sætter tværs over vænget med hals, ryg og hale ud i en ret linje, så stanser den ved indhegningen, løfter sit stupid-forslagne ansigt mod solen, slikker sig tværs over mulen, først op i det ene næsebor, så op i det andet, ryster på hodet og forstår øjensynlig slet ikke, hvad der går af den.
Tuer af stridt græs stikker deres koste op mellem røde, stive vandflader, hjærtegræsset glimter silkeagtigt i solskinnet. På den anden side af mosen ligger to gamle huse med brudte ryglinjer og vinduer og lemme anbragte på bedste beskub. Husene er ikke lige invalide over det hele, de strammer sig op i den ende, hvor den pæne dør er, men bægge er de lamme i bagkroppen. Et nødtørftshus læner sig dånefærdigt over mod en skæv brændestak; det ser nok ud til, at de skal nå hinanden en gang.
Mennesket vender sig og går over til den anden side. Fårene nedenfor ser op med sænkede hoder, græsdusken står stille mellem deres kæber.
Firkantede og trekantede marker passer ind i hverandre, intet blir til overs; grøfterne knibes sammen, og der spares på vejenes bredde. En sandgrav, der er prikket af svalehuller, ligger midt i og er noget for sig; oven over den ser man en hulvej, der som en gul rem snærer sig ind i bakkens runde mave.
Her har jeg aldrig været før, tænker mennesket, og tanken gør et stærkt indtryk på ham, som om der var noget genialt ved den.
Her er ikke den gade, der har set mig komme uvillig hjem til mine studier; her er ikke den grøftekant, hvor jeg har siddet og været bange for at la min sjæl råde for alting; her er ikke den vej, der så mig vende om, ydmyg og uværdig.
Her er rent og nyt, her er til at begynde forfra.
Han satte sig ned og lukkede øjnene.
Milliarder af meteorer rykker solen daglig ud af deres baner og tvinger dem til at styrte ind på sig, hvor de selv blir dele af solen. Mig har solen rykket ud af min bane, også min sjæl skal blive en del af solen.
Da han gik ned, kom han til at tænke på en drukken digter, der engang sad på en høj. Han tog det ikke som et varsel, men lo, idet han rejste siklen op.
– — Nu kommer jeg, og udviklingens kurve skal et sted slå et særlig bugt, der skyldes mig.
II.
Forfatteren hr. Kasbjerg var i fuldt arbejde med sin nye bog, han bøjede sit spidse, blanke hoved over papiret, og små, sirlige orme vrimlede ud af hans pen; det var flere timer siden, han havde set ud af vinduet, ti han var nu for attende gang i sit liv kommet til det sted i et værk, hvor, i følge hans teori, livets kræfter skal samle sig ligesom i et brændpunkt, og da må en samvittighedsfuld forfatter være blind og døv, han må ikke kunne la sig forstyrre af indtryk ude fra. Hr. Kasbjerg fyldte sine ark med meget åbne linjer, læste igennem, stregede ud, lavede inde i teksten små og store cirkler med bemærkninger i, dryssede spørgsmålstegn ned langs margen – det vilde ikke rigtig gå.
Sommeren bragte ham intet nyt, ikke engang tab af ligevægt. Mens cellerne uden for svedte og arbejdede, hentede og afleverede kraft, foregik der kun lidet i hans hjærneceller. Solen gjorde ham ikke noget: der lå en blækskorpe over hans sjæl, som solen ikke kunde trænge igennem.
Han arbejdede, han koncentrerede sig. Med rette rostes han for den kunstneriske