Natur, videnskab og metafysik. Carl Henrik Koch

“En historisk redegørelse for to forvanskninger i Bibelen”, som Newton i 1690 sendte til Locke, forsøgte han – der er regnet som en af de mest bibelkyndige personer i det 17. århundredes Europa – at vise, at de steder i Det Ny Testamente, der var blevet brugt som belæg for treenighedslæren, var senere tilføjelser. Et af de bibelsteder, som Newton pegede på, var fra Johannes’ første brev, kap. 5, vers 7f: “Thi der er tre, som vidner: ånden og vandet og blodet, og de tre stemmer overens.” Dette bibelsted, mente Newton, er i det 4. århundrede smuglet ind i teksten af kirkefaderen Hieronymus i hans latinske udgave af Bibelen, og det “krøb ud fra de latinske manuskripter ind i de græske” og kom derfor til at indgå i de officielle kirkebibler. Den megen tale om Gud både i Principia og i Newtons andet hovedværk, hans bog om optik fra 1704, skal forstås på denne baggrund. Newtons teologiske studier, som optog meget af hans tid i 1670’erne og 1680’erne, blev først kendt i sit fulde omfang i det 20. århundrede. Billedet af Newton som den vesteuropæiske kulturs måske mest fremragende matematiker og naturvidenskabsmand, der med sin indsats fik den videnskabelige udvikling til at accelerere, var næsten enerådende frem til midten af det 20. århundrede. I dag må det suppleres. En moderne Newtonforsker, Betty Jo Teeter Dobbs, har kaldt ham geniet med janusansigt. Janus var en romersk guddom med to ansigter, hvor det ene skuer frem, det andet tilbage. Han beskyttede byens porte og broer og i almindelighed enhver overgang fra en tilstand til en anden. Som menneske var Newton tæt forbundet med sin samtids livs- og verdensanskuelse, hans ene ansigt var vendt mod, hvad man kunne kalde den gamle verden, hans andet ansigt mod den ny, videnskabeliggjorte verden. Lad os først betragte hans fremadvendte ansigt, det videnskabelige, som mange videnskabshistorikere har ment var hans egentlige ansigt, hans dagansigt, hvorimod det andet, som var vendt mod samtid og fortid, var hans natteansigt. Det vil imidlertid hurtigt vise sig, at Newtons to ansigter ikke vil kunne afbildes uafhængigt af hinanden.

      2

      NEWTON SOM VIDENSKABSMAND

      Kort før sin død i 1727 kastede Newton et blik tilbage på sit lange virke i videnskabens og sandhedens tjeneste og beskrev sin indsats på følgende måde:

      Jeg ved ikke, hvorledes omverdenen ser på mig, men jeg oplever mig selv, som om jeg har været en dreng, der har leget ved havets bred, og som indimellem har fornøjet sig ved at finde en sten, der er glattere, og en muslingeskal, der er smukkere end dem, som andre har fundet, alt imens sandhedens uhyre ocean ligger fuldstændig uudforsket foran mig.

      En anden gang sagde han også om sig selv med et billede hentet fra middelalderen: “Hvis jeg har set videre end andre, er det, fordi jeg har stået på skuldrene af giganter.” De giganter, der var tale om, var Kepler, Galilei og Descartes.

      Newton blev født d. 24. december 1642 i landsbyen Woolsthorpe i Midtengland. I 1661 blev han optaget på universitetet i Cambridge, hvor han i 1665 – uden først at have studeret de foreskrevne fag, men en vis løsagtighed over for regler var fremherskende på universitetet – blev tildelt bachelorgraden og 3 år efter magistergraden. I 1664 var han kommet i kontakt med professoren i matematik, Isaac Barrow (1630-1677), hvis forelæsninger over optik han var med til at udgive i 1669. Samme år som bogen udkom, opgav Barrow sit professorat for siden at opnå den langt mere lukrative stilling som kongens kapellan, og på hans anbefaling blev Newton 27 år gammel udnævnt til hans efterfølger.

      NEWTON OG SAMTIDENS NATURVIDENSKAB OG ALKYMI

      Allerede i sin studietid stiftede Newton, som alle andre studerende ved de europæiske universiteter, bekendtskab med den aristoteliske fysik og den ptolemæiske astronomi, opkaldt efter den alexandrinske astronom Ptolemæus (ca. 100-ca. 170), som havde systematiseret oldtidens astronomi, ifølge hvilken Jorden står i Universets midte og omkredses af planeterne og fiksstjernehimlen; men umådelig intellektuelt nysgerrig, som han var, studerede Newton snart på egen hånd nogle af Galileis, Hobbes’ og Descartes’ værker og læste afhandlinger af Robert Boyle; ikke mindst studerede han den engelske atomist Walter Charletons (1620-1707) store værk fra 1654 med den imponerende titel “Physiologia Epicuro-Gassendo-Charltoniana: Eller en naturvidenskabelig bygning funderet på atomhypotesen, grundlagt af Epikur, forbedret af Gassendi og forøget af Walter Charleton” (Physiologia Epicuro-Gassendo-Charltoniana: Or a Fabrick of Science Natural, Upon the Hypothesis of Atoms, Founded by Epicurus, Repaired by Petrus Gassendus, Augmented by Walter Charleton). Pierre Gassendi (1592-1655) var en fransk teolog, fysiker og filosof, som så at sige havde kristnet den antikke atomlære, der ellers af mange blev anset for at være den skinbarlige ateisme. Gassendi havde været Descartes’ videnskabelige rival og havde både filosofisk og videnskabeligt kritiseret sin modstander. Læsningen af Charleton efterlod et blivende indtryk på Newtons videnskabelige tænkning. I en notesbog fra 1664-65 med titlen Questiones quaedam philosophicae (Filosofiske problemer) sammenholdt han udførligt Descartes’ fysik med Gassendis atomlære.

      Gennem Descartes og Hobbes blev Newton indført i den mekaniske naturopfattelse, men hans fysiske opfattelser udformedes først og fremmest under indtryk af atomlæren. I notesbogen kommer kritikken af Descartes’ filosofi også til udtryk. Descartes havde ment, at det, der umiddelbart foreligger for os, er begreber og forestillinger i vores bevidsthed, og at erkendelse af alt andet må bygge på indsigt i vor egen bevidstheds indhold og aktivitet. Det var denne tanke, der kom til udtryk i den berømte sætning “Jeg tænker, altså er jeg til”, et udsagn, som ene af alle synes at modstå den tvivl, som Descartes rettede mod, hvad man hidtil havde hævdet som videnskabelige sandheder, for om muligt at finde et sikkert grundlag for al videnskabelig erkendelse. Hertil indvendte den unge Newton, at først måtte man studere de fysiske legemers indvirken på hinanden for siden at undersøge deres indvirkning på den menneskelige bevidsthed. Han pegede også på, at man ikke kunne forstå den organiske verden som et produkt af blinde, mekaniske årsager. Der måtte forudsættes en verdensskaber, der handlede med bestemte formål for øje. Skønt den unge Newton fuldt og helt gik ind for den matematificering af verdensbilledet, som den mekaniske naturopfattelse stod for, var han også klar over dens begrænsning. Den fysiske virkelighed udgøres nok af materielle legemer i bevægelse, men den mekaniske naturopfattelse udtømmer ikke det fysiske univers. Senere antog han også eksistensen af fysiske kræfter, der tilsyneladende ikke kan forklares ud fra mekanikkens love. Nok er naturens store bog – som Galilei havde sagt – “skrevet i matematikken sprog, og dens bogstaver er trekanter, cirkler og andre geometriske figurer, uden hvilke det er umuligt for mennesket at forstå et eneste ord”; men man måtte også forstå at læse det, der stod mellem linjerne, og som holdt sammen på såvel bogstaver som ord.

      Newtons problem var, at det univers, som den mekaniske naturopfattelse skildrede, var en stor, passivt virkende maskine. Alt hvad der sker i det, er lovbestemte resultater af materielle partiklers stød mod hinanden. Der mangler aktive kræfter, som er kendt fra den organiske verden og ikke mindst fra det menneskelige handlingsliv. Den slags kræfter fandt Newton i alkymien, der på mange måder betjente sig af et begrebsapparat hentet fra den organiske verden. Fx blev rustdannelse forstået som en gæringsproces og den efterfølgende smuldring som en forrådnelsesproces. Fra midten af 1660’erne og de næste tyve år beskæftigede Newton sig indgående med alkymi, ikke for at fremstille guld, men for at undersøge, om der i de alkymistiske bøger og de alkymistiske eksperimenter kunne findes en nøgle til at forstå det fysiske univers. Newton samlede en af de største samlinger i det 17. århundrede af alkymistiske bøger og manuskripter og forsøgte med hele sin store intellektuelle kapacitet og energi at trænge om bag den alkymistiske, for uindviede uforståelige terminologi. Hans beskæftigelse var allerede kendt i det 19. århundrede, men blev betragtet som en grille og som noget, der burde forties. Efter at det enorme omfang af Newtons alkymistiske notater blev kendt, har selv fremragende videnskabshistorikere og Newton-kendere i det 20. århundrede haft svært ved at forlige sig med Newtons intense beskæftigelse med noget, som generationerne efter ham måtte betragte som en pseudo-videnskab, der bygger på renæssancens fejlagtige naturopfattelse. Traditionelt har alkymien et dobbelt indhold, et kemisk og et spirituelt. Redegørelsen for de alkymistiske processer tilsigtede både at skitsere, hvorledes uædle metaller renses for urenheder, så det ædle guld bliver tilbage, og at skildre sjælens renselse i dens vej mod det guddommelige. Ingen af disse to sider ved