Moderne dydsetik. Anne-Marie S Christensen

i den personlige stræben efter at blive et godt menneske. Den skal derfor kunne gøre rede for, hvordan man på det grundlag kan sige noget om det etisk rigtige i forholdet mellem mennesker.

      Dermed når vi til bogens centrale tema, nemlig beskrivelsen af moderne dydsetik. Dydsetikken tager udgangspunkt i ideen om det gode menneske, og den hævder, at det er det menneske, som besidder en række gode karaktertræk, kaldet dyder. Dyderne omfatter alle gode egenskaber, en person kan besidde; ikke bare de meget krævende egenskaber som integritet, retfærdighed, barmhjertighed og selvbeherskelse, men også mere almindelige som gæstfrihed, optimisme, nysgerrighed og humor. Man kan også udtrykke det således, at dyderne er de karaktertræk, som vi finder værdifulde og beundringsværdige hos andre mennesker, og det er værd at bemærke, at man fremhæver sådanne prisværdige egenskaber i næsten alle kulturer; om end de egenskaber, der prises, skifter noget over tid og sted. En central idé i dydsetikken er, at dyderne ikke bare anses for gode, fordi disse egenskaber får os til at opføre os ordentligt over for andre; dyderne er også gode for os selv, for de bidrager væsentligt til det gode liv, ligesom lasterne, dydernes modsætning, er egenskaber, der gør det sværere for os at få vores liv til at lykkes. Dermed ser dydsetik en sammenhæng mellem det moralsk gode og vores ønske om at leve et godt liv.

      Dydsetikken tilhører som nævnt en gammel tradition inden for den vestlige filosofi. I den klassiske tænkning udgør dydsetikken rammen om grækernes generelle refleksioner over det vellykkede liv. Grækernes overvejelser om moral er således indlejret i den meget bredere kontekst, som et menneskes samlede liv udgør, og de rækker dermed langt ud over det spørgsmål om ‘rigtig handling’, som ellers er omdrejningspunktet for megen moderne moralfilosofi. Man kan sige, at moralfilosofien, som vi kender den, vokser ud af dydsetikken, eller at den moderne disciplin behandler en underafdeling af klassisk dydsetik.

      Denne tætte forbindelse mellem dydsetikken og moralfilosofien ændrer sig dog gennem filosofihistorien. I middelalderen bliver dydsetikken godt nok ved med at være en central kategori for moralfilosofisk tænkning, men den kombineres samtidig med en religiøst funderet tilgang til moralsk retfærdiggørelse. Og i oplysningstiden formindskes dydernes betydning markant. David Humes (1711-1776) etiske tænkning repræsenterer en blanding af overvejelser om almennytte og opfattelsen af dyderne som naturligt ønskværdige og tiltrækkende, mens Immanuel Kant (1724-1804), trods stor respekt for og et omfattende arbejde om dydernes pragmatiske betydning, strengt underlægger dem den idé om selvlovgivning, han udvikler med det kategoriske imperativ.

      Man kan altså i filosofihistorien følge en udvikling, som i stadig højere grad marginaliserer dydstænkningen, hvor dyder og laster forvises til moralfilosofiens periferi, indtil de forsvinder i begyndelsen af det 20. århundrede, fordi de – for en tid – helt afløses af tænkemåder, der fokuserer på nyttemaksimering eller forpligtelser. Det er også på dette tidspunkt, at begrebet dyd endegyldigt bliver behæftet med den moraliserende og negative konnotation, der kan få udsagn om dyd og last til at lyde som henvisninger til andre menneskers seksualmoral, og dermed som (uretmæssige) forsøg på at fordømme og gribe ind i deres liv. Men selvom denne bibetydning måtte være reel nok for mange – selv i dag – så har den intet at gøre med det begreb om dyd, som dydsetikken nu prøver at udvikle og begrunde.

      Moderne dydsetik

      De fleste dydsetikere i dag ser sig selv som arvtagere af den græske tradition og den måde, den græske tradition videreudvikles i middelalderen, men ud fra denne fælles baggrund har dydsetikken udviklet sig til at være et meget levende, men også mangfoldigt forskningsområde, der omfatter en lang række forskelligartede interesser og positioner. Målet med denne bog er at give en grundig introduktion til de mest centrale spørgsmål i dydsetikken samt de mest indflydelsesrige måder at besvare dem på. Dvs. at den vil præsentere et alsidigt billede af den aktuelle status inden for dydsetik, uden at dette billede dog på nogen måde kan siges at være udtømmende, fx vil fokus ligge på de Aristoteles-inspirerede teorier, der er langt de mest almindelige. Bogen er opdelt i tre dele, hvor den første del præsenterer grundlaget for dydsetikken, mens anden del redegør for den normative etik, som dydsetikken udmønter sig i, og tredje del diskuterer dydsetikkens metaetiske grundlag. De tre dele behandler altså stadig mere specialiserede filosofiske diskussioner, mens vi i afslutningen vender tilbage til det konkrete, nemlig dydsetikkens mere almene samfundsmæssige betydning.

      De første spæde kim til en revitalisering af dydsetikken viser sig i 1950’erne, hvor moralfilosoffer udvikler en stadigt voksende kritik af utilitarismen og kantianismen og begynder at se sig om efter alternativer, og kapitel 1 tegner et billede af de problematiske træk ved disse moderne moralfilosofiske traditioner. I kapitel 2 skal vi se på, hvordan den græske moralfilosofiske tænkning kan siges at være relevant for et nutidigt syn på moral; dydsetikkens klassiske kilder opridses, samtidig med at kapitlet giver en beskrivelse af de mest karakteristiske træk ved dydsetikken generelt og ved dyden specifikt.

      I anden del går vi videre til undersøgelsen af dydsetikkens centrale moralfilosofiske antagelser. Kapitel 3 handler om et meget omdiskuteret spørgsmål i dydsetikken, nemlig spørgsmålet om hvorvidt det overhovedet er muligt for en moralfilosofisk teori at give konkret handlingsvejledning. Nogle dydsetikere er skeptiske over for denne antagelse, fordi de hævder, at den fører til et forsimplet og forvrænget billede af den moralske virkelighed. Imod dette indvender andre dydsetikere imidlertid, at man skal bruge den kritiske undersøgelse af moralfilosofi til at udvikle dydsetiske teorier, som er mere selvbevidste og nuancerede end de traditionelle alternativer. Centralt for dette projekt er betydningen af det moralske dilemma og spørgsmålet om, hvad det er, der motiverer os til at handle moralsk. Diskussionen af moralsk motivation fortsættes i kapitel fires undersøgelse af den praktiske fornuft, specielt ideen om den praktiske fornuft som det overordnede princip i dyden. Her ser vi også på forskellige opfattelser af spørgsmålet om viljesvaghed, dvs. hvorvidt det er muligt at handle imod sin egen bedste moralske dom, og i kapitlets sidste afsnit præsenteres ideen om, at det moralsk rigtige ikke kan specificeres i en række eksplicitte principper, men i stedet skal findes i vores evne til at anvende en samlet livsforståelse til at fælde moralske domme i konkrete situationer.

      I tredje del undersøges det metaetiske spørgsmål om dydsetikkens begrundelse og mulige retfærdiggørelse. Kapitel fem indledes med en præsentation af en Aristoteles-inspireret naturalisme, og giver derefter to forskellige bud på en sådan. Den første er en stopklodsnaturalisme, som betoner kontinuiteten imellem en naturalistisk evaluering af levende væsener og egentlig moralske domme, mens den anden er en andennatursnaturalisme, der betoner, hvordan udviklingen af praktisk fornuft er en videreudvikling og omformning af en given menneskelig natur. Omdrejningspunktet i diskussionen mellem de to er dermed spørgsmålet om, hvorvidt naturalismen spiller en direkte rolle i moralen. Målet med kapitel seks er at svare på et spørgsmål, som er specielt presserende for naturalistiske former for dydsetik, nemlig spørgsmål om hvordan vi kritisk undersøger vores moralske domme, og svaret vil vise, at der findes et kritisk potentiale i de aristoteliske former for naturalisme. Det næstsidste afsnit i bogen vil supplere og udfordre den gennemgående aristotelisme ved at præsentere en ikke-aristotelisk form for dydsetik, mens det afsluttende afsnit skitserer dydsetikkens betydning i en bredere praktisk og samfundsmæssig kontekst i dag, hvor overvejelser om dyderne efterhånden vinder indpas på så forskellige områder som opdragelse, læring, politik, ulandsbistand m.fl. Eller vinder indpas er måske ikke den rette formulering, for i de fleste tilfælde var dyderne der allerede – det er blot først i de senere år, at man igen har fået øje på dette og er begyndt at reflektere over, hvilken rolle de spiller for os.