San Gennaro i Horsens
Endnu en fra menigheden i samme fængsel vil jeg nævne. Han var italiener fra Napoli og var derfor som så mange af drengene i den by opkaldt efter dens berømte skytspatron, San Gennaro. Denne helgen, som led martyrdøden i forbindelse med forfølgelsen af de kristne under kejser Diocletian i begyndelsen af det 4. århundrede, har Hvidt helliget et stort kapitel i sin bog (Hvidt 2002 s. 65ff.). San Gennaro blev halshugget den 19. september i året 305. Legenden vil vide, at hans disciple fik tilladelse til med en svamp at opsamle hans dyrebare blod og vride det ned i en beholder. Det hævdes at være noget af dette blod, som nu opbevares med yderste omhu i særlige dertil indrettede ampuller i skatkammeret Il Tesoro, et sidekapel til domkirken i Napoli, hvor tillige andre af helgenens relikvier gemmes. Blodet er naturligvis koaguleret ganske kort efter, at det i sin tid blev opsamlet; men på uforklarlig vis bliver det omkring festdagene for San Gennaro tilsyneladende på ny flydende som friskt blod – for derefter igen at koagulere. Dette højst mærkelige mirakel har angiveligt gentaget sig i det mindste i løbet af de seneste godt 600 år, og hændelserne er over hele dette tidsrum på behørig katolsk vis blevet nøje registreret i annaler, ligesom det flydende blod naturligvis som alle andre vigtige mirakler er blevet videnskabeligt undersøgt, målt og vejet m.v. Hvert år på lørdagen før første søndag i maj drager en procession med blodrelikvierne gennem Napoli – altid under stor opmærksomhed fra borgerne og bystyret.
Men det er nu den anden Gennaro, jeg her vil mindes, fangen i Horsens – som heldigvis for længst er løsladt og vendt hjem til sin elskede by, Napoli. Han har unægtelig gjort mere indtryk på mig end hans helgen-navnebroder. Jeg husker Gennaro fra mange situationer. Han var troende katolik og deltog derfor trofast søndag efter søndag i fængselskirkens evangeliske gudstjeneste med fællesskabet om nadverbordet. Men én begivenhed i den forbindelse vil jeg med særlig taknemmelighed huske ham for. Vores fængselslæge gennem mange år havde kort forinden taget sin afsked. I samme anledning havde han ved en beskeden sammenkomst for en kreds af medarbejdere i anstalten udtalt, at han herefter aldrig mere ville sætte sine ben i Horsens Statsfængsel, dog med én eneste undtagelse: Han ville gerne opleve at deltage i en søndagsgudstjeneste i fængslets kirke. Og det gjorde han så. Men det var ikke nogen let beslutning for ham. Jeg ved, at opgaven som fængselslæge er forfærdelig vanskelig og konfliktfyldt. Især efter at narkoproblemerne i den grad har taget overhånd i anstalterne, vil lægen uvægerligt dagligt blive konfronteret med vanskelige og urimelige indsatte, hvis krav han ikke kan opfylde. Den søndag, hvor lægen deltog i gudstjenesten, var der ganske mange fanger i kirke; men lægen sad lidt ensom på bænken. Da gudstjenesten var slut, gik han og jeg sidst ud. Da vi kom ud i fængselsgangen lige uden for kirkedøren, stod en flok fanger dér i en halvkreds og ventede på ham. Forrest stod de, som havde noget at sige – og så de andre bagved. Der var slet ikke optræk til nogen korporlig konfrontation, kun det, der var værre: hårde, kolde miner, onde skældsord og øgenavne, som lægen stilfærdigt resignerende måtte høre på. Et barsk antiklimaks til det, som vi netop havde været sammen om i kirken. Men da skete det uforglemmelige under med Gennaro. Pludselig trådte han ud af kredsen, gik over til lægen, greb hans hånd og trykkede den rigtig hjerteligt, og med et stort smil sagde han så på det pidgin-engelsk, som så mange af de udenlandske fanger lærer sig at kommunikere med i fængslet: “Doctor, we are so thankful for your coming to our church today, you are very, very welcome!” For lægen var dette øjeblik en enestående fin oplevelse efter mange års kompetent og samvittighedsfuldt virke i fængslet – og som afslutning på den gudstjeneste, det var så vigtigt for ham at deltage i. Få måneder senere døde han efter et strengt sygeleje. Men enhver, som kender noget til miljøet i et lukket fængsel, vil vide, at der kræves andet og mere end menneskeligt mod af den, der som Gennaro ene mand vover at bryde ud af et ondt sammenhold, for i kærlighed at række hånden til den, som alle de andre har vendt sig imod. Det er en troens handling – og det er et under, hvor den sker; og uden derfor at gøre denne Gennaro til martyr vil jeg sige, at en sådan handling bestemt ikke er uden omkostninger.
Den forunderlige og troværdige fortælling
Men den slags undere som de, der skete på det københavnske Østergadestrøg, i det australske Darwin og i Horsens Statsfængsel, vil jo aldrig finde vej til Vatikanets kommission – hvilket de dog ikke bliver mindre forunderlige af. Om de så alligevel lader sig ‘dokumentere’? Vel ikke anderledes end det er sket her – gennem fortællingen. For bevises kan de slet ikke. Nok kan begivenheden i hvert af tilfældene registreres; fx har den nuværende fængselsdirektør i Darwin – som er dansker – over for mig bekræftet, at byens tidligere fængsel ganske rigtigt for en del år siden blev ødelagt af en voldsom tornado. Men at se den begivenhed som et under, der minder om Herrens opstandelse, det er troens sag. Alene tanken om at skaffe “empirisk bevis” på underet er absurd – for så ville det jo slet ikke være et under! Eller sagt på en anden måde: Ad bevisets vej forholder man sig slet ikke til underet som under, men vælger en helt anden tilgang, nemlig den vidensbaserede. Underet kan vi kun forholde os til i tro – eller fornægte det.
Der er en kendt salme, som fangerne i fængselsmenigheden elsker over alle andre salmer. Det er H.A. Brorsons “Op, al den ting, som Gud har gjort …” (DDS 2004, nr. 15). Og som de dog kan synge den! Her får de sat ord og toner på deres undren over hele Guds skaberværk, lige fra det mindste blad på en nælde til universets uendelige storhed – ja, hele den forunderlige verden, som de længes efter og drømmer om. De ved nok, at naturen er fuld af modsigelser, hvad digteren jo heller ikke lukker øjnene for. Han levede i marskegnen ved Ribe, hvor han ikke kun oplevede “blomsterne i enge” og fuglesangen, der “sammenslår som tusind harpestrenge”, men også stormfloden, der fra “havets dybe grunde” med “så mange munde” vælter sig altædende ind over landet med død og ødelæggelse i sit følge. Og dog, skaberværkets storhed, skønhed og gru fyldte ham frem for alt med undren og tro: “Hvad skal jeg sige? mine ord / vil ikke meget sige: / o Gud! hvor er din visdom stor …”
Den visdom rummer de store modsætninger. Ligesom troen jo også kun kan forholde sig til opstandelsens under med korsets dybe smerte som forudsætning – og erfaring. Men hvad troen ser som Guds visdom, ja som et under, må naturvidenskaben forholde sig til på sine præmisser. Ad den vej kan forskerne så søge at fremskaffe såkaldte “empiriske beviser”, som de redeligste af dem ganske vist vil nøjes med at kalde for hypoteser – hvilket jo er en ganske afgørende sondring. Nogle af disse videnskabsmænd kan samtidig forholde sig til det alt sammen i tro. Det er bare som sagt en helt anden tilgang, selvfølgelig også for dem. Men at disse to, naturvidenskaben og troen, kan rummes i en og samme person, det er der adskillige fine eksempler på. Et af dem var 1600-tallets anatom, teolog og naturforsker Niels Stensen – et andet astrofysikeren Jens Martin Knudsen, som døde for få år siden.
Begge vidste de, hvad vi alle må vide: at underet aldrig lader sig bevise. Noget andet er som sagt, at det kan bevidnes af dem, der selv oplevede det, eller som siden har fået det fortalt af vidner, som de må regne for troværdige. Gennem denne fortælling gives underet – tegnet – videre som det vidnesbyrd, den kristne menighed på jorden lever af. Tegnet vil ikke være noget i sig selv, men vil vise hen på det, som er uendeligt større. Og dermed er det tilstrækkeligt for troen.
Litteratur
Bibelen, 1992, København: Det Danske Bibelselskab.
Den