Redigeret af Birgitte Haahr Callesen, Stine Grumsen, Henrik Skov Nielsen, Jakob Schweppenhäuser, Rikke Taber og Emil Thomsen
MIRAKLER
FORORD: MIRAKLERNES TID ER IKKE FORBI …
Vi finder dem overalt: Vi taler om livets mirakel og hverdagens mirakler, mirakuløse held og mirakelkure. Vores tid er præget af en voksende interesse for det spirituelle og religiøse, selv om videnskabelige og rationelle forklaringsmodeller stadig spiller en afgørende rolle. Alt fra sygdomme til naturfænomener diskuteres flittigt i aviserne, i reklamerne og i dagligstuerne på kryds og tværs af videnskab og nyreligiøsitet. Gang på gang viser undersøgelser, at et flertal af danskerne tror på engle, spøgelser eller andet mellem himmel og jord. Hvor befinder miraklet sig i dette virvar? I denne antologi placerer vi os lige i diskussionens midte ved at sætte fokus på begrebet mirakel og dets betydning i dag.
Miraklet er det, der unddrager sig, når vi prøver at begribe det. Når vi vil beskrive miraklet med ord, kan det ikke indfanges, men selve ordet ‘mirakel’ bruger vi i de sjældne tilfælde, hvor andre ord ikke slår til:
“Det var et mirakel!”
Miraklet har ofte følgeskab af udråbstegnet. Miraklet udråbes af dets vidne. Et ‘mirakel!’ er anmassende og påkalder sig opmærksomhed.
I denne antologi brydes miraklet i et mangfoldigt prisme, når forskere og kunstnere præsenterer nye tanker om grænselandet mellem mirakel og tilfælde inden for discipliner, fænomener og genrer som fysik, religion, naturvidenskab, sygdom og helbred, litteratur og filosofi m.m. Alle bogens bidragydere har forholdt sig til spørgsmålet: “Kan man inden for dit fagfelt meningsfuldt omtale noget som et mirakel i dag?”
Spørgsmålet kan ikke besvares med et simpelt ‘ja’ eller ‘nej’ – derfor kredser alle antologiens bidrag om mirakler. Findes der overhovedet mirakler i dag? Og hvis der gør – hvori består de så? Bør miraklerne beskrives videnskabeligt eller religiøst? Eller er der et samspil mellem det spirituelle og det rationelle? Bidragyderne griber miraklet og spiller bolden videre til læseren. Læsningen er i sig selv et mirakel: Her flettes de mange tråde og temaer sammen til en forståelse, der kan vokse med hver genlæsning, netop fordi miraklet ikke kan udgrundes og uddebatteres, men brydes i et prisme af tolkninger og tilgange.
Miraklet tipper, når man prøver at sætte det på spidsen: Netop derfor er det ikke hævet over os, men ligger åbent for vores fødder.
God læselyst!
Birgitte Haahr Callesen, Stine Grumsen, Henrik Skov Nielsen, Jakob Schweppenhäuser, Rikke Taber og Emil Thomsen – Studenterkredsen i Århus, juli 2008.
Bogens bidragydere er:
Michael Leslie Ahlstrand (tryllekunstner og mirakelmager)
Peter Brandes (billedkunstner og mirakelformgiver)
Holger Bech Nielsen (højenergifysiker og mirakelteoretiker)
Helge Kragh (videnskabshistoriker og mirakelskeptiker)
Merete Pryds Helle (forfatter og mirakelarkæolog)
Niels Christian Hvidt (teolog, læge og mirakelstatistiker)
Dorthe Jørgensen (idéhistoriker og mirakelerkender)
Carl Lomholt (fængselspræst og mirakelvidne)
Svend Åge Madsen (forfatter og mirakelmailmodtager)
DE ‘BEVISELIGE’ MIRAKLER – OG DET EVANGELISKE UNDER
Af Carl Lomholt
En af mine venner gav mig en dag en plakat med ledsagende vejledning; plakaten var fremlagt til almindelig orientering i en romerskkatolsk kirke her i landet. Formodentlig er den samme plakat blevet distribueret gennem samtlige katolske sognekirker i Danmark. Den drejer sig nemlig om en opfordring til alle katolikker om at bidrage til bestræbelserne på at få den i 1686 afdøde danske anatom, naturforsker og biskop Niels Stensen helgenkåret. For som der står i opfordringen: “Gode kræfter i hele verden arbejder for, at Niels Stensen kan blive kåret til helgen”. Selve kåringen kan alene paven udføre, og den forudsætter en meget grundig undersøgelse. På den måde håber man på et tidspunkt at kunne dokumentere netop det mirakel, der kan bane vej for en helgenkåring. En af de afgørende betingelser for en helgenkåring er, at mindst ét mirakel, der kan tilskrives forbøn af den afdøde helgenkandidat, godkendes af Vatikanets undersøgelseskommission.
Det er en gammel, vidt udbredt og af romerkirken anerkendt tradition, at man påkalder afdøde, især afdøde, som er eller forventes at blive helgenkårede, i håb om at de vil gå i forbøn for nulevende eller afdøde personer hos Gud eller Kristus. Jo større hellighed kirken eller folkefromheden tilskriver disse afdøde hellige, desto mere virkningsfuld skønnes deres forbøn at være. Under sådanne forudsætninger går man naturligvis ud fra, at især jomfru Marias forbøn må have overordentlig stor virkning. I nøje sammenhæng med denne tradition findes også den overbevisning, at helgenerne vil være i stand til ved deres forbøn at udvirke mirakler, som dog i givet fald – for at kunne anerkendes som sådanne – må kunne eftervises empirisk.
I den evangeliske kirke er vi af den opfattelse, at der på ingen måde kan føres empirisk bevis for et under, og at ethvert forsøg i den retning blot vil føre til, at underet frakendes det forunderlige og dermed i grunden fornægtes som under. Med denne artikel vil jeg derfor prøve at opklare forskellen mellem henholdsvis de såkaldt beviselige mirakler og det evangeliske under, som aldrig lader sig bevise eller dokumentere ad fornuftens vej, men som alene kan åbne sig for troen.
Da den katolske opfattelse af dette vigtige emne som nævnt er uløselig sammenknyttet med begrebet ‘helgener’, er det samtidig mit ærinde at gøre rede for forskellen mellem det, der i katolsk tradition forstås ved en helgen, og det, som vi i den lutherske kirke forstår ved samme udtryk. I den forbindelse vil jeg fra min tid som præst i Kirkens Korshær og siden ved Statsfængslet i Horsens nævne nogle mennesker, som jeg dér lærte at kende, og som for mig står som typiske eksempler på, hvad jeg må kalde ‘evangeliske helgener’.
Helgener og mirakler
Romerkirkens århundredgamle opfattelse af helgener, og disses muligheder for – efter deres død – at udvirke mirakler, ligger unægtelig aldeles fjernt fra, hvad vi i den evangelisk lutherske kirke forstår ved henholdsvis undere og helgener. Men for nu at begynde med de sidste, så er begrebet helgener ingenlunde fremmed for evangelisk teologi. I det berømte reformatoriske skrift, Den Augsburgske Konfession, som hører med til den danske folkekirkes bekendelsesgrundlag, og som i 28 artikler sammenfatter, hvad “de”, dvs. de evangeliske menigheder, anfører som deres troslære, hedder det i artikel XXI:
Om helgendyrkelse lærer de, at ihukommelsen af de hellige kan fremføres offentligt, for at vi skal efterligne deres tro og gode gerninger i overensstemmelse med vort kald… Men Skriften lærer ikke at påkalde helgener eller at søge hjælp hos dem, eftersom den fremstiller Kristus alene som midler, sonemiddel, ypperstepræst og fortaler for os. Ham skal man påkalde, og han har lovet, at han vil høre vore bønner, og den dyrkelse billiger han i høj grad, nemlig at han påkaldes i alle trængsler… (Citeret efter Nørgaard-Højen 2000, s. 83)
Dette syn svarer ganske til det, vi fx møder i en prædiken af Martin Luther fra året 1537. Han refererer til en hændelse i landet Hessen, hvor det var rygtedes, at påkaldelser af den hellige Anna, ifølge traditionen moder til Jomfru Maria, havde oprejst et barn af døden. Dertil siger Luther: “Om så et barn havde ligget dødt i 10 dage, og en præst eller munk opvakte det igen i Annas navn, så vil jeg alligevel sige: Det er sket ved Djævelen; Anna skal ikke være min midler, men Kristus” (Mülhaupt 1960, s. 839). Dette er netop reformationens allervigtigste anliggende, at hverken jomfru Maria eller hendes mor eller nogen anden helgen, ej heller paver, biskopper eller præster, men kun Kristus alene kan være