Lyt til tv. Iben Have

at skærmens billede så at sige trækker sig sammen, så det, der fyldte hele skærmen, nu kun fylder den midterste tredjedel, så titlen omgives af to tomme hvide lag (samme skærminddeling som i indledningen). Bogstaverne ændrer sig nu til at blive stærkt og meget skarpt, hvidt lysende mod en stærk blå baggrund i et kort glimt. Da skarpheden forsvinder, står de hvide bogstaver og pulserer, mens den røde kugle (nu ca. tre centimeter i diameter) skydes ind fra venstre og ender oven i punktummet samtidig med sangens ophold på tertsen. Kuglen rammer punktummet med en triangel-skarp pling-lyd, der plinger videre i et lille vippemotiv på 16.-delene signaturen ud. Mens sangen affraseres (og efterfølges af en lille hale) sammen med hurtige, rytmiske, elektroniske blip-lyde), står kuglen og pulserer som et hjerte, der trækker sig sammen i takt med de blå streger i baggrunden. Herfra blændes der over i det første billede i den aktuelle udsendelse.

      På de 11 sekunder, signaturen varer, skabes der her et dynamisk audiovisuelt rum, hvor visuelle bevægelser, lydeffekter og musik sammen skaber en puls i tempo 112 (dvs. med 112 pulsslag i minuttet). Signaturen signalerer proces (fra negativer til positiver, skitsestreger), rummelighed (perspektivet i lyd og billede skaber et stort, især auditivt rum), skarphed (i lyd, lys og billeder), målrettethed (i musik og billeder), perspektiv – sagen ses fra flere vinkler (ligesom bogstaverne ses fra flere vinkler), effektivitet (bib-lydene til sidst, hurtigt klippetempo og hurtig bevægelse), men også et bankende hjerte og en menneskestemme. Det er sjældent, at den menneskelige stemme optræder i titelmelodier til “hårde” faktuelle programmer, men det sender nogle signaler om udsendelsens type og indhold. Samme signal sendes med den røde kugles transformation fra et alarm- eller advarselssignal til et pulserende hjerte.

      Signaturen til DR-dokumentars programmer er langt mere enkel og statisk. Den viser bogstaverne DR i den fede, afrundede, buttede typografi, som DR plejer at bruge i sit logo. Bogstaverne fremstår som tredimensionale, formet i et glasklart, is-blåt, gennemsigtigt materiale. Da signaturen begynder, vender de sammenkoblede to bogstaver først på højkant med oversiden imod os, så det danner en 12 centimeter bred, is-blå, vertikal stribe i midten af skærmen. Langsomt drejer logoet højre om sig selv, mens det svæver bagud i den kulsorte baggrund, og ligner et rumskib i et tomt univers. Logoet lander midt i billedet med front mod recipienten på en usynlig linje, der deler skærmen midt over horisontalt. Bevægelsen ledsages af diskante, skarpe toner, der ligger meget tæt og skaber skærende dissonanser, samt en dyb drone med meget lav svingningshastighed ligesom tonerne på en tuba. Tonerne stiger i styrke og en smule i tonehøjde (hvilket spænder musikken yderligere op), indtil logoet når sin plads midt i billedet, og her lyder der et kort brag, som når man smækker en tung dør. De gennemsigtige bogstaver bliver nu helt gennemfarvede af den sorte baggrund, men bevarer en tynd blålig omkransning. Tonerne klinger ud og overtages af lyden af en klaprende skrivemaskine, mens der med hvidt hurtigt skrives DOKUMENTAR, ét bogstav ad gangen, nedenunder DR-logoet. Hele signaturen varer ni sekunder.

      De glasklare, kølige is-associationer stemmer godt overens med de “isnende” dissonerende toner, som man føler helt ind i tænderne. Den audiovisuelle helhed symboliserer klarsynet, gennnemskueligheden, den skarpe sandhed. Lydene fra den gammeldags skrivemaskine repræsenterer med sin forældede lyd noget autentisk og symboliserer den journalistiske jagt på sandheden. I modsætning til TV 2 dok.’s logo er der intet diffust eller flygtigt her; alt står på det visuelle plan enkelt og klokkerent, og i modsætning til det dynamiske TV 2 dok.-logo er der noget monumentalt og stabilt over DR-logoet på trods af dets gennemsigtighed. DR-signaturen trækker på godt og ondt på det brand, der mere eller mindre tilsigtet knytter sig til DR-logoet – værdier som den tunge, statsejede institution, autoriteten, kvaliteten, den journalistiske seriøsitet, der ikke er underlagt markedskræfterne osv., værdier som hænger ved institutionen Danmarks Radio fra monopoltiden.

      Jeg vil undlade at kaste mig ud i overfortolkninger af signaturerne som symbol på de to tv-stationers generelle karakter og selvopfattelse, men nøjes med at konkludere, at TV 2-signaturen har et mere dynamisk og nuanceret udtryk end DR-dokumentars, og at den giver en bedre fornemmelse for de aktuelle udsendelsers sammensatte karakter, der både trækker på fornuft og følelser. Lydtekniker Thomas Gulyás har imidlertid givet udtryk for sin utilfredshed med TV 2 dok.’s signatur, da den på grund af sin tonalitet er svær at tilpasse en efterfølgende underlægningsmusik. I den henseende er DR-dokumentars signatur mere neutral.