Litteraturens tone. Marie Lund Klujeff

tone handler om tone, der er knyttet til fiktive personer, og for denne definition af tone vil sammenhængen findes i det litterære værks helhed. Til at betegne værkhelheden udvikler jeg begrebet indskrevet intention, som aktualiseres hver gang, man forsøger at indkredse betydningen af tonen. Den indskrevne intention er et begreb, der sætter fokus på værkets forhold til en talende person, og dette forhold er et analytisk brændpunkt for fortolkningen af tonens betydning. Det vil dog ikke være tilstrækkeligt at iagttage, hvordan værket f.eks. er ironisk over for en fortæller, eller hvordan en fortæller har karakter af at være “upålidelig”. Tværtimod gør det analytiske potentiale i tonen det muligt at nå en mere vidtrækkende fortolkning af den talende persons tonefald – hvilke følelser og holdninger, det udtrykker, og hvad det betyder for personen. I en tekstanalytisk sammenhæng vil denne fortolkning af tonen naturligvis igen indgå i en helhedslæsning af f.eks. narrationens overordnede forløb, personernes sammensætning osv.

      Nærværende fremstilling har titlen Litteraturens tone, og selv om den har et litterært afsæt, henvender den sig til både fagretorikere og litteraturkritikere. Bogen er opbygget i fem kapitler, hvoraf de fire første har fokus på den teoretiske udredning, mens kapitel 5 er forbeholdt den udfoldede litterære tekstanalyse. Kortere litterære eksempler indgår naturligvis også i de fire første kapitler, hvor de kan belyse en teoretisk pointe eller problemstilling. Den teoretiske, røde tråd er stærkest i kapitlerne 2, 3 og 4, hvor tonen indkredses begrebsligt (kapitel 2 og 3) og diskuteres mere principielt i forhold til andre teorier om tonen (kapitel 4).

      Kapitel 1 om “Forfatter og forfatterskab” tjener som optakt og indledning til de følgende kapitler, men står på en måde uden for dem. Kapitlet indledes med et encyklopædiopslag om “tone”, som ikke tilvejebringer en enkel og nydelig definition af tonen, men tværtimod åbner feltet. I kapitel 1 dækkes en vigtig del af tonens område, der vedrører de mere intuitive aspekter; fornemmelsen af en stemning i værket og fornemmelsen af, at man hører forfatterens stemme. En indkredsning af tonen som en slags forfattersignatur følges op af en mere generel diskussion af forfatterens status i litteraturlæsningen.

      I kapitel 2 om “Tonens retorik” fortsættes diskussionen, nu blot uden forfatteren. I stedet lægges fokus på intentionalitet; hvor den empiriske forfatters intention dømmes ude af nykritikken, finder intentionalitet som kategori nemlig ind igen. Det gør den hos både den litterære retoriker Wayne Booth i begrebet “implied author” og i Steven Knapp og Walter Benn Michaels’ nypragmatiske argumentation for, at tekstens intentionalitet er det samme som tekstens betydning. I forlængelse af den teoretiske udredning følger en begrebsafklaring, der fører diskussionen tilbage til spørgsmålet om tone.

      I Kapitel 3 om “Fortællerens stemme” undersøges tonens placering i de forskellige litterære fortællekonstruktioner. I kapitlets første del behandles fiktioner med en fortæller i 1. person, mens tonens placering og rolle diskuteres i forhold til bl.a. Gérards Genettes fokalisationstypologier i kapitlets anden del. Kapitlet afsluttes med en litterær analyse, der aktualiserer nogle af de fortælletekniske forhold, som er blevet præsenteret ovenfor.

      Kapitel 4 har titlen tilfælles med bogen, “Litteraturens tone”. Det rummer den teoretiske hoveddiskussion, hvor min egen forståelse af tonen som analytisk begreb og sprogligt fænomen sættes i spil med de få andre teorier, der behandler tonen direkte. Jeg diskuterer først med Jørgen Fafner, dernæst Horace Engdahl og trækker sluttelig perspektiver til et bredere teoretisk felt. I bogens sidste kapitel, kapitel 5, udforskes endelig “Tonen som analytisk begreb”. Her skitseres indledningsvis nogle perspektiver ved tonen som et litteraturanalytisk begreb, hvorefter følger to udfoldede analyser af henholdvis Henry James’ “The Aspern Papers” og Raymond Carvers “So Much Water So Close to Home”. Bogen afsluttes med et mindre, opsamlende afsnit.

      Som optakt til bogens egentlige emne vil jeg give et enkelt eksempel på, hvordan definitionen af tone som en holdningstilkendegivelse stemmer ganske godt overens med den måde, vi bruger ordet i dagligsproget. Netop spørgsmålet om tone var særdeles centralt i forbindelse med valgkampen op til folketingsvalget d. 17. november 2001. Både i indlandet og fra udlandet blev danskerne kritiseret for debattonen. Således havde journalister fra Norddeutscher Rundfunk tre dage før valget sat Søren Krarup stævne, fordi de ville interviewe ham om den danske valgkamp, som han deltog i.

      Tonen, sagde de – er tonen i valgkampen ikke forfærdelig?

      Jeg så forbavset på journalisten. Hvad var der i vejen med tonen?

      Eller var der noget underligt i, at danskerne talte dansk og sagde deres mening?⁵

      Folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Søren Krarup uddyber længere nede i læserbrevet, som blev bragt i Jyllands-Posten d. 1. december 2001 og dog allerede er forfattet i højtidelig historisk datid, at Danmark er et foregangsland, fordi befolkningen her i landet tør udtrykke sin mening. Og han skitserer videre en skarp modsætning mellem frie danskere på den ene side, og den politisk korrekte, totalitære og undertrykkende tankegang fra udlandet på den anden. Der bliver inddraget begreber som åndsfrihed og ytringsfrihed og stillet et scenarie op, hvor det lille, frie Danmark sætter sig op imod en ideologisk og politologisk elite – og vinder.

      Alligevel er det som om, at sådan en diskussion af tonen rammer sært forbi. For det er jo ikke netop ytringsfriheden, kritikken handler om. Når man beklager sig over tonen i en debat, er det, fordi der bliver luftet holdninger, som overskrider tidligere normer. I den danske valgkamp 2001 er det mere specifikt en decideret negativ holdning til udlændinge, der hentydes til. Men at kritisere et sådant politisk brændpunkt – udlændingespørgsmålet viste sig in retrospekt at være valgkampens egentlige tema – fra en sproglig synsvinkel forekommer i bedste fald perspektivløst. Bag ordene ligger realpolitikken, og den skærpede tone i valgkampen blev fulgt op af stramninger på flygtningsområdet efter regeringsskiftet.

      Tonen er ladet med meninger og holdninger og er som sådan sprog, der rummer spiren til handling. Lad mig derfor runde indledningen af med den betragtning, at spørgsmålet om tone rammer solidt ind i Kenneth Burkes definition af retorikken: “Rhetorical language is inducement to action”, retorisk sprog er tilskyndelse til handling.⁶