Tag en dag med en forestilling af den højeste og mest gribende tragedie, vi har, vælg de bedste skuespillere, slæk ikke på iscenesættelsen og kulisserne. Foren den største satsning af digtekunst, maleri og musik. Forkynd så, mens tilskuerne er samlede og fyldt med forventning, at en statsfange højt på strå netop nu skal afrettes på et torv i nærheden. Den på nogle minutter tømte teatersal vil vise den afbildende kunsts svaghed i forhold til virkelighedens medfølelse. (76-77)
Det er en medfølelse, der har rod i egoismen, i selvopholdelse, thi den kan alene opstå, hvis vi ikke selv er udsat for en akut smerte eller er i nogen overhængende fare for eksempelvis som her med udsigten til at få hovedet kappet af, eller som Gajus på torturbænken for ikke at tale om den ulykkelige attentatmand Damiens i Frankrig, der som straf for sit mordforsøg på kongen blev sønderslidt mellem fire heste. Billeder af lemlæstede, torturerede eller lænkede kroppe er der mange af i Burkes eksempler både fra virkeligheden og litteraturen. Han taler om følelser, som vi må tilskrive vores “naturlige dispositioner” (76), og som vi ikke kan regne med, at forstanden har noget herredømme over. Det er, som om Miltons mørkets fyrste, satanfiguren med dens selvblændende egoisme, tager magten over sindet som et produkt af det anarkistiske og absolut selviske i den menneskelige natur.
Det siger sig selv, at Burke og hans samtid havde vanskeligt ved moralsk at acceptere sådanne kræfter som enerådende eller dominerende. Selvopholdelsen kunne ikke anskues uden dens moralsk tilforladelige pendant: den sociale drift. Men det er tvivlsomt om de følelser, der tilskrives skønhedsoplevelsen, lettere lader sig styre i noget system. De er, som vi har set, primært hildet i det subjektive, selv om Burke ligesom i tilfældet med det sublime klassificerer en række genstande og fænomener med særlige appeller. Der er noget pludseligt og uimodståeligt både over oplevelsen af det sublime og af det skønne. I sin indsigtsfulde korte indledning til den seneste nyudgivelse af Enquiry i 1998 taler Adam Phillips om forførelse i begge tilfælde. Han er tilbøjelig til at se den sublime oplevelse som voldtægt og den skønne som lokkemaden. 14 Ud fra dette perspektiv finder den hjemløse attrå, som ikke entydigt kunne forbindes med velbehaget så lidt som med smerten, sin plads som den erotiske drift, der truer med at sabotere Burkes æstetiske system af antiteser, illustreret i følgende passage, hvor han ser på en smuk kvinde:
Halspartiet og brystet: glatheden, de lette og næsten umærkelige kurver, den vekslende overflade, der aldrig er den samme, den lurende labyrint, gennem hvilken det ustadige blik forvirrer sig uden at vide, hvor det skal standse eller hvor det er på vej hen. (216)
Blikket kastet på det skønne kommer på afveje. Er det på vej mod det uendelige, det sublimes sfære? Selv om det er, skal vi ikke forvente nogen forsoning eller graduering mellem de to typer af erfaringer. Det skønne og det sublime er og bliver antiteser – som uløste spændinger i sindet.
At røre ved himlen eller?
Burkes Enquiry fik umiddelbart stor gennemslagskraft både i England og uden for. I Frankrig var den retoriske tradition fortsat en magtfuld autoritet i æstetiske spørgsmål igennem de første årtier af 1700-tallet. Jean-Baptiste Du Bos’ (1670-1742) Réflexions critiques sur la poésie et sur la peinture (1719) udgjorde et tidligt opgør med regelpoetikkens manglende sans for følsomhedens spontane udtryk i kunsten. Han bemærkede det paradoksale i, at vi kan finde glæde i digtningens og billedkunstens lidelsesfremstillinger, men tilskriver oplevelsen et behov for afveksling i livets monotoni. Du Bos er inspireret af sensualismen og hans ide om en følelsernes ‘sjette sans’ spiller en vis rolle fremover. Omkring midten af århundredet klager Montesquieu i essayet Pensées et fragment inédits (Monk 1960:55) over den påfaldende mangel på interesse for det sublime i fransk æstetik og er ikke i tvivl om, at det hænger sammen med den klassicistiske smags dominans. Heller ikke Encyklopædien bevæger sig meget ud over den klassiske ide om det sublime. I Diderots skrifter og dramatiske teorier fra 1750’erne afsætter hans forkærlighed for de store følelser sine sublime spor, men uden at der opstår nogen erklæret konflikt i forhold til det skønne og det gode i hans opgør med klassicismens dogmer. Efter at Burke er blevet oversat til fransk i 1765, får hans Enquiry en betydelig, men aldrig vedgået andel i Diderots æstetiske ‘vende’ i 1760’erne. I Tyskland er Lessing opmærksom på Enquiry straks efter udgivelsen i England15 og begge hans æstetiske afhandlinger fra 1760’erne Laokoon (1766) og Hamburgische Dramaturgie (1769), især den første, er i en væsentlig, men ligeledes ikke tilstået gæld til Burke. I det hele taget bliver den tyske æstetik både i teori og praksis, fra Winckelmann til Sturm und Drang-generationen afgørende præget af Burkes antitetiske opstilling af det sublime og det skønne.
Således kan den tyske litteraturhistoriker J. G. Sulzer opsummere i sit opslagsværk Allgemeine Theorie der schönen Künste (1792-93):
Vi kalder det ophøjet, som i sin måde er meget større og stærkere end vi havde forventet det; hvorfor det overrasker os og vækker beundring. Det blot smukke og gode i naturen og i kunsten, kan vi lide, det behager eller vederkvæger, det gør et blidt indtryk, som vi nyder roligt; men det ophøjede virker med stærke slag, er betagende og griber uimodståeligt sindet. (Sulzer 1792-93/1994:97)
Filosofisk set blev det Emmanuel Kant (1724-1804), der satte begrebet om det sublime endeligt på plads efter mere end 25 års beskæftigelse med ideen. I Kritik der Urteilskraft (1790) ‘befrier’ han det fra sit empirisk-fysiologiske udspring hos Burke, men fastholder det basale skel mellem det skønne og det sublime. Nydelsen ved det skønne er umiddelbart kontemplativ, rolig og harmonisk, fordi sindet er i balance. Den sublime fryd er imidlertid sekundær. Stående over for det store, gribes mennesket af en fundamental uro, som blev det momentant standset af vitale kræfter, fordi sansningen og indbildningskraften i sin stræben efter det umulige, at omfatte det uendelige, må give op. Fornuften derimod stiller krav om et absolut hele og hvis fornuftens ide kan overvinde imaginationens afmagt, opstår den ophøjede følelse. Det sublime hos Kant er en opstigning fra sansningens og imaginationens verden til særlige evner i sindet, hvor den reflekterende dømmekraft kan sættes i gang. Det er samtidig en bevægelse fra ulyst, når mennesket indser, at indbildningskraften må give op, til den lyst, der kan vækkes ved opdagelsen af fornuftens og tankens kapacitet. Der eksisterer ikke noget ophøjet, sublimt an sich i naturen. Hverken det rasende hav, de vældige bjergmasser eller ildsprudende vulkaner er ophøjede, de er blot græsselige (Kant i Werke bd. 8 1981:330). Det sublime er ene og alene hildet i det subjektive. Hvad angår frygten over for disse fænomener, der især optog Burke, det livstruende i mødet med den voldsomme natur, så kan vi – når blot vi befinder os i sikkerhed – hæve os op over den, fordi vi på den ene side føler den totale fysiske afmagt, på den anden kan konfrontationen åbenbare “en modstandskraft i os af en ganske anden slags, som indgiver os mod til at måle os med naturens tilsyneladende almagt” (ibid.:349). I det ophøjede gør subjektet sig således endelig fri af naturtvangen, hæver sig op over sin naturbundne eksistens og de grænser, sanseverdenen afsætter. Hermed er kroppen som empirisk krop og dens drifter ude af billedet.
I forhold til Kants stringente tænkning er Burkes Enquiry gerne blevet opfattet som det rene amatørarbejde. 16 At Kants udredning i Kritik der Urteilskraft anses for at være udgangspunkt og grundlag for den moderne beskæftigelse med det sublime fra den tyske idealisme i 1800-tallet til det 20. århundredes filosofiske æstetik er ubestrideligt, når vi taler om det sublime som begreb i den æstetiske filosofihistorie. Men Burkes engagement i subjektivismen og dens