Humor. Stefan Kjerkegaard

nu og løg men ikke bønner”. Selv om vi bliver ældre, er der i Højholts øjne ingen grund til at bede om hjælp fra oven.

      Vi kan altså ikke bare isolere ordspil fra humor. Særligt ikke i Højholts tilfælde. I midten af 80’erne blev han en landskendt humorist og entertainer for Gittes monologer, som han selv regnede for venstrehåndsarbejde ved siden af sin mere seriøse digtergerning.

      For mit vedkommende endte humorforskning med at blive en nebengesjæft, som tilmed afledte en række foredrag både om humor og Højholt. Og nu altså også denne bog. Som sagt:

Humor er snylteri. Det næste bliver vel, at jeg ved siden af mit job som lektor på Aarhus Universitet også skal til at optræde som standupkomiker i mine studerendes fredagsbar. Forskellen er til tider måske ikke så stor, og så alligevel.

      HUMOR OG SATANISME

      Jeg har skrevet bogen her med livrem og seler. Langt hen ad vejen var jeg usikker på, om jeg overhovedet kunne skrive den. Den skulle først og fremmest være et lystfuldt projekt og forhåbentlig også fornøjelig læsning. Tilløbet til at komme i gang har derfor været langt.

      Det er snart flere år siden, at jeg foreslog Aarhus Universitetsforlag at skrive om humor til Tænkepauserserien. Men i mit, bilder jeg mig ind, nogenlunde travle, men ellers altid ret sjove lektorliv har det været vanskeligt at finde tiden til rent faktisk at gå i gang. Jeg har udskudt projektet flere gange. Selv da jeg var så heldig at få et helt forskningssemester som Visiting Scholar på UC Berkeley i Californien, var humorbogen langtfra min førsteprioritet. Jeg skulle først og fremmest skrive en seriøs bog om dansk samtidslitteratur. Ingen morsomheder her.

      Men når jeg på universitetets campus vandrede op ad Doe Librarys trappe og ind på den majestætiske læsesal, passerede jeg hver eneste dag en humorencyklopædi i to bind redigeret af den italiensk-belgiske humorforsker Salvatore Attardo. Attardo kendte jeg i forvejen fra min forskning i ordspil. Men ret op og ned ad encyklopædiens to store gule bind stod en anden håndbog ved navn Satanism Today.

      Aha, en inkongruens mellem humor og seriøs satanisme, tænker du måske. Det gjorde jeg i hvert fald; men jeg er jo også humorforsker. Eller i hvert fald en humoristisk forsker, hvis jeg selv skal sige det. Derfor kunne jeg heller ikke lade være med at smile, hver gang jeg gik forbi reolen.

      I sig selv kan satanisme være nok så komisk, men hvem kan overhovedet finde på at erklære sig selv for satanist i dag? Og ved siden af et værk om humor bliver begge dele til grin.

De gule humorbøger underminerede underfundigt satanismen og gav mig dårlig samvittighed. Ikke flere svinkeærinder, dårlige undskyldninger og nøleri. Jeg skulle altså skrive en Tænkepause om humor.