Handling og ondskab. Hans-Jorgen Schanz

og for jødiske organisationer, hvoraf flere, i tiden der fulgte, forsøgte at modarbejde hende efter bedste evne, bl.a. ved at intervenere til ugunst for hende, når hun søgte professorater.

      Hannah Arendt – jøde, ateist, kristen, professor og internationalt højt estimeret tænker – og så kvinde. Det siger sig selv, at hun måtte blive genstand for de nye kvindebevægelsers opmærksomhed fra 60’erne og 70’erne, der søgte rollemodeller. Men i modsætning til Simone de Beauvoir lod hun sig aldrig overtale til at få denne status og bevarede en iøjnefaldende ambivalens i forhold hertil. I et brev til Heidegger fra marts 1970 skriver hun f.eks.:

      “Her går det atter løs med dette nonsens i forbindelse med befrielsesbevægelsen, og de kvindelige studenter spørger en, hvad man gør for at stå sig godt med mændene. Når man så svarer dem, at det er vigtigt at kunne lave mad, og at arbejde ikke skader osv., er de ganske forbløffede” (Arendt/Heidegger; 199).

      Tematisk spændte Arendts engagement og intellektuelle interesse bredt. I ekstrem grad er hendes tænkning af en sådan art, at grundbegreber og forestillinger henviser til hinanden i et tæt netværk. Og det på en sådan måde, at hvis man isolerer et enkelt aspekt eller et enkelt begreb og lader det stå alene, så kan det let forekomme enten uforståeligt, rent postulatorisk og ofte helt igennem spekulativt eller også ligne en banal kliche. I bogen her samles de vigtigste facetter, nemlig den frie handlen, hvor hun som ingen før forbinder denne med spontanitet, tænkning og – kontrastivt – ondskab.

      Hannah Arendt modtog en række internationale priser, bl.a. Sonningprisen i 1975. Kort tid efter døde hun. Hun var storryger, og på langt de fleste billeder af hende har hun en smøg i munden eller i hånden.

      Mange venner, men også mange fjender blev det til i et liv, udfoldet af en kompromisløs og kontroversiel tænker, der ikke havde nogen trang til at danne menighed eller kult om egen person. Begge dele er opstået efter hendes renæssance, der tog fart fra 90’erne.

      Arendts hovedværker

      Som nævnt udgav Hannah Arendt i 1951 værket The Origins of Totalitarianism, hvor hun forsøger dels at redegøre for, hvad totalitarisme er, dels for dens oprindelse. Totalitarismekritikgenren var på det tidspunkt ikke helt ny, bl.a. havde Karl Popper i Det åbne samfund og dets fjender og Friedrich von Hayek i Vejen til trældom fremlagt kritiske redegørelser, som i offentligheden gav stort ekko. Arendts totalitarismeopfattelse adskiller sig en del fra de to andres. Hun går historisk til værks, hun argumenterer ikke eksplicit ud fra en liberal position i kritikken af totalitarismen, og endelig gør hun opmærksom på, at det kun er i moderniteten, at totalitarisme er mulig. Popper skelnede ikke mellem lukkede, autoritære styreformer og totalitarismer – derfor hævdede han også, at åbne samfund er historiske undtagelser, og at lukkede samfund har været det almindelige (uden han af den grund tiljublede dem). Hos Arendt kommer der som nævnt en historisk dimension ind i billedet.

      I 1958 fulgte værket Menneskets vilkår, som regnes for hendes filosofiske hovedværk. Menneskets aktive liv (vita activa) er emnet her. Værket vidner om en iøjnefaldende originalitet i den udfoldede civilisationskritik – her var virkelig tale om Selbstdenken ohne Geländer (selvtænkning uden gelænder at støtte sig til) – og slog nu for alvor hendes navn fast. Essaysamlingen Mellem fortid og fremtid, hvor Arendt bl.a. udfolder sin kritik af historiefilosofien og afdækker traditionsbegrebet, kom i 1961. Om revolution udgav hun i 1963, samme år som omtalte bog om Eichmann. I revolutionsbogen redegør hun idéhistorisk for revolutionsbegrebet og -fænomenet. Hun fremhæver op imod stort set hele revolutionsteori-genren, at det er den amerikanske og ikke den franske revolution, som bør være forbillede: Alle andre revolutioner end den amerikanske er slået fejl. Kun denne havde frihed som mål og frembragte betingelser for den – de andre var underlagt frigørelsens dialektik og slog om i undertrykkelse. I øvrigt dukker også her hendes dobbelte politikinspiration frem, for ved siden af mændene bag Den Amerikanske Revolution fremhæver hun tillige – og det er nu Rosa Luxemburg, der spøger i kulissen – de forskellige arbejderrådsbevægelser, som for en kort stund gjorde sig gældende i Rusland i starten af Den Russiske Revolution og i Tyskland fra slutningen af og kort efter 1. verdenskrig. Samt for en meget kort stund i Ungarn i 1956.

      At hun også var engageret i litteratur, kom udgivelsesmæssigt til udtryk i essaysamlingen Mænd i mørke tider fra 1968, som i øvrigt ikke kun handler om mænd som Walter Benjamin, Kafka og Brecht, men også om Karen Blixen.

      Før sin død i 1975 havde hun påbegyndt et større opus, der kun foreligger i fragmenter med titlen Åndens liv. Det skulle have været en tredelt gennemgang af, hvad det vil sige at tænke, at ville og at dømme, men kun afsnittet om tænkning blev nogenlunde færdigt. Mens Menneskets vilkår havde menneskenes aktive liv i fokus, drejede det sig i dette sidste uafsluttede arbejde om menneskenes kontemplative liv: vita contemplativa, det indre liv.

      Ud over de her nævnte arbejder publicerede hun enkelte bøger, en række artikler, essays, interviews etc.