Hvis man skal undersøge stikprøvens forhold til de faktiske bestande af elever på undersøgelsestidspunktet, er det ganske vanskeligt (læs: umuligt) at gøre det helt nøjagtigt for det konkrete klassetrin på de respektive uddannelser. Tager man udgangspunkt i tilgangen af elever til de respektive uddannelser i 1997 (der typisk vil være begyndelsesåret for de elever, der testes i år 2000), men dog 1998 for den 2-årige hfs vedkommende, kan man i Undervisningsministeriets online publikation Det gymnasiale uddannelsesområde på kryds og tværs (set 2003) finde følgende tal: Det almene gymnasium 19.663, hf 5.773, hhx-3-årig 8.267 (dertil kommer et antal elever på den 1-årige hhx), htx 2.559. Dertil kommer også nogle studenterkursuselever. Da der kan optræde forskellige grader af frafald, er dette naturligvis kun tilnærmede tal, men stikprøvens andele af elever fra de respektive uddannelser svarer under alle omstændigheder ret præcist til bestandene, når de gøres op i form af disse optagelsestal. I øvrigt er det jo primært de forskellige uddannelsers procentvise fordeling, der har interesse – som kontrol af stikprøvens fordelinger.
Stikprøven | Optaget 1997 | |
Alment gymnasium | 51,9% | 54,2% |
Hf | 16,6% | 16,0% |
Hhx | 24,3% | 22,8% |
Htx | 7,3% | 7,1% |
Total | 100% | 100% |
Amtsfordeling
Vi har ikke tal for bestanden på amt opgjort efter klassetrin, men antager man, at andelen af elever i afslutningsåret er omkring 33% af et amts samlede bestand, er der tale om et gennemsnit på 9,3% af bestanden og kun Frederiksborg amt og Nordjyllands amt er under 7%. Stikprøven har med andre ord en god geografisk spredning.
Eleverne fordeler sig på følgende vis på amter
*) Samlet bestand ifølge Undervisningsministeriets nøgletalsdatabase.
Kønsfordeling
Der er en overvægt af piger i undersøgelsen. Da eleverne bedes om selv at oplyse deres køn i spørgeskemaet, er der et lille antal uoplyste (29 af de 2761).
Antal | Procent | |
Piger | 1608 | 58,2% |
Drenge | 1124 | 40,7% |
Total | 2732 | 98,9% |
Uoplyst | 29 | 1,1% |
Total | 2761 | 100% |
Kønsfordelingen er imidlertid yderligere skæv på forskellig vis, hvis man gør den op på de forskellige skoletyper.
Som det ses, er andelen af piger markant størst hos hf, mens andelen af drenge omvendt er størst på htx. Disse to uddannelser bidrager til gengæld med de to laveste antal elever, men er altså de kønsmæssigt mest skævt fordelte. Kønsfordelingen i relation til den faktiske kønsfordeling på uddannelserne er imidlertid meget nøjagtig. Ifølge undervisningsministeriets nøgletalsdatabase var der 1/10 1999 følgende kønsfordeling på de pågældende uddannelser. I tabellen angives også stikprøvens afvigelse i procentpoint fra bestanden målt ud fra andelen af drenge.
Som det ses, afviger stikprøven kun i ret ubetydelig grad fra den faktiske fordeling, så også på dette punkt har undersøgelsen høj repræsentativitet. Afvigelsen kan i øvrigt ikke beregnes helt nøjagtigt, da det ikke er sikkert, at kønsfordelingen på de enkelte årgange svarer identisk til de totale bestandes kønsfordeling. Som det ses, er der systematisk for få drenge i undersøgelsen. Det kan måske hænge sammen med, at der generelt er et lidt større frafald af drenge i løbet af uddannelserne.
Baggrundsvariable for stikprøven
I Civic Education Study indhentes og anvendes en række oplysninger, der almindeligvis karakteriseres som “baggrundsvariable”. I begrebet ligger næsten antydet, at et eller andet “bagvedliggende” skal kunne forklare noget “umiddelbart foreliggende”. Til sådanne variable hører respondenternes alder, køn, amtslige placering og skoletype, der kan betragtes som former for baggrundsvariable, der kan være med til at “forklare” nogle bestemte svarfordelinger. Dertil kommer imidlertid yderligere nogle oplysninger om elevernes hjemmebaggrund. Da undersøgelsen ikke som sådan er sociologisk anlagt, er der dog ikke tale om det store omfang af informationer eller om meget præcise informationer. Der spørges blandt andet til antallet af personer i hjemmet, om der holdes daglig avis, om der tales dansk og om forventet uddannelseslængde.
De vigtigste spørgsmål (i betydningen mest anvendelige spørgsmål) relaterer sig til antal af bøger hjemme og længde af forældres uddannelse. “Antal bøger hjemme” er i internationale undersøgelser alment anerkendt som indikator for hjemmets grad af “kulturel kapital”, som det ofte kaldes (typisk med henvisning til Bourdieu). Det samme kan siges om forældres uddannelse, der dog også til dels kan betragtes som en indikator for “økonomisk kapital”. Disse to fænomener (antal bøger hjemme og forældres uddannelsesgrad) viser sig ikke uventet ofte at hænge nært sammen. De højtuddannede har alt andet lige flest bøger i deres hjem. Med disse spørgsmål fås altså en generel indikation af respondentens hjemmebaggrunds karakter. Hvor det tidligere var mere entydigt, hvilken social/økonomisk/kulturel baggrund gymnasieelever kom fra, er det med “massegymnasiets” udvikling blevet noget mindre entydigt. Både fordelingerne på disse variable og anvendelsen af dem som fortolkningsredskaber bekræfter denne udvikling.
Selv om man godt kan diskutere, i hvilken grad “bøger hjemme” er en tidssvarende indikator i en moderne multimedievirkelighed, er det således en indikator, der giver ret entydige resultater. Hvor meget den forklarer, kan diskuteres, men det er typisk sådan, at der kan konstateres en ret nær sammenhæng mellem hjemmets grad af “boglighed” opgjort på denne enkle vis og andre variable. Respondenter fra hjem med mange bøger er typisk fagligt dygtigere end respondenter fra hjem med færre bøger for blot at tage et eksempel. I øvrigt kan man måske også argumentere omvendt, at netop i en verden, hvor den kulturelle kapital i højere og højere grad knyttes til nye medier, da vil antal af bøger netop blive en god indikator for traditionel “boglig dannelse”. Uanset diskussionen om disse variables anvendelighed, kan de i sig selv være med til at beskrive stikprøven. Vi ser derfor lidt nærmere på spørgsmålene om antal bøger hjemme samt forældres uddannelsesmæssige baggrund.
Antal bøger hjemme – fordeling
Hvor mange bøger er der hjemme hos jer?
*) se nedenstående tekst.
Som det fremgår, er der ca. 40% af de danske elever, der kommer fra hjem med mindre end 100 bøger og tilsvarende kommer ca. 40% fra hjem med over 200 bøger. For sammenligningens skyld har vi indføjet de norske (hentet fra Mikkelsen 2002) og svenske tal samt det internationale gennemsnit. Estland har i øvrigt størst andel elever med over 200 bøger, nemlig 60,8%. Danmark, Norge og Sverige afviger ikke meget fra hinanden, men ligger alle lidt over det internationale gennemsnit. Norge har ændret lidt på skalaen. Tallet 43,5% for “mere end 200 bøger” er for Norges vedkommende således summen af procentandelen for “201-500 bøger” og for “mere end 500 bøger” (henholdsvis ca. 26% og ca. 17%). Norge opnår med denne inddeling en større spredning, idet der kan identificeres en ikke helt ubetydelig gruppe af “mere end 500”. Ellers synes den mest enkle måde at reducere antallet af grupper på at være