Historisk baggrund
DET VAR med kejser Konstantin (reg. 306-37), at den nye genbrugspraksis satte ind i det senantikke byggeri. Konstantin stod også for et andet nybrud: Han regnes for at være den første kristne kejser, selvom han først lod sig døbe på sit dødsleje. For det var ham, der lovliggjorde kristendommen (313) og iværksatte det første, offentlige kirkebyggeri både i Rom og andre steder i Romerriget. Der havde været tendenser til spoliebrug hos hans forgængere, men fra og med Konstantins regeringsperiode fik genanvendelsen af ældre bygningselementer og relieffer et både kvantitativt og kvalitativt løft. Allerede i hans første grundlæggelse ca. 313, den store Laterankirke – San Giovanni in Laterano – der er Roms domkirke, blev der genbrugt ældre, antikke søjler og kapitæler [4] [5]. Samtidig med byggeriet af Laterankirken fik Konstantin opført sin triumfbue (315), hvor spolierelieffer for første gang er kombineret med nyproduceret materiale i et nøje udtænkt billedprogram [6]. Konstantinbuen er næsten fuldstændigt dækket med disse relieffer. På den øverste halvdel af buen er det relieffer fra kejser Trajan, Hadrian og Marcus Aurelius’ tid, alle tre kejsere fra det 2. århundrede og af eftertiden opfattet som særligt forbilledlige. Konstantin lod endda de kejserportrætter, der optræder i reliefferne, hugge om, så de kom til at ligne ham selv. Derved iførte han sig så at sige den gode, romerske tradition og anskueliggjorde samtidigt, at han, der kom østfra og fra socialt lave kår, kunne lignes med et gammelt-romersk ideal. På den nedre halvdel af buen er reliefferne nyudført af konstantinske billedhuggere; det gælder også den frise, der løber hele buen rundt og danner fundament for de øvre spolierelieffer. Hermed fik han samtidigt understreget, at hans styre ikke blot gentog fortiden, men også repræsenterede en fornyelse.
Det er syntesen mellem det gamle og det nye, der er centralt i Konstantinbuens billedprogram og spoliebrug, og det er ligeledes dette princip, der synes at være afgørende i genanvendelse af antikken i de efterfølgende århundreder. For genbrug af byggematerialer er ikke i sig selv særegent for middelalderen. Man har vel altid genbrugt, hvis man havde nogle gode sten eller bjælker inden for rækkevidde [7]. Dét, der kendetegner den romerske middelalderarkitektur, er, at genbruget ikke er forsøgt camoufleret eller skjult. Samtidig er det karakteristisk for spoliekirkerne, at de gamle dele er genbrugt i nye sammenhænge eller på nye måder. Der er faktisk tale om en kontrasterende sammenstilling af bygningselementer og -principper, som vi skal frem til vores egen tid for at finde magen til, fx i de aktuelle genanvendelser af industriarkitektur til nye formål – kulturhuse, beboelse og andet – eller i den såkaldt dekonstruktivistiske arkitektur, hvor man målrettet undgår en klassisk-harmonisk ensformighed til fordel for det skæve, uforudsigelige og forskelligartet-sammensatte.
4 Filippo Gagliardi: Laterankirken (San Giovanni in Laterano), portrætteret i freskomaleri på væggen af kirken San Martino ai Monti, samtidig med at Borrominis ombygning af Laterankirken
Imidlertid førte Konstantins kulturpolitiske manøvrer ikke til det ønskede gennembrud over for det gamle, traditionsdyrkende romerske aristokrati, og i midten af 320’erne valgte han simpelthen at flytte rigets hovedstad til den nygrundlagte Konstantinopel (i dag Istanbul), der var placeret i en både militært, politisk og økonomisk mere gunstig egn af Romerriget. Her fortsatte det romerske kejserdømme i århundreder i form af Det Byzantinske eller Østromerske Rige, mens kejserdømmet i vest gradvis gik i opløsning i løbet af 400-tallet. Den sidste vestromerske kejser var Romulus Augustulus (reg. 475-76). Den østromerske kejser vedblev at have den endelige myndighed over Rom, men i den politiske virkelighed blev det i stadig større omfang den romerske pave, der blev den afgørende magtinstans i byen – og den samlende faderskikkelse for den vesteuropæiske, middelalderlige kirke. I løbet af 700-tallet tog pavemagten efterhånden også formelt over i Rom på bekostning af den østromerske kejsers myndighed.
5
6 Konstantinbuen (315). På buens øverste halvdel er der spolierelieffer fra kejser Hadrian og Marcus Aurelius’ tid (2. årh.), mens der i buens midtergang er relieffer fra kejser Trajans tid (2. årh.), hvor det oprindelige kejseransigt endda er omhugget til at forestille Konstantin. Under de runde relieffer løber en frise hele buen rundt udført af de konstantinske billedhuggere, og også relieffigurerne derunder er produceret i forbindelse med opførelsen af triumfbuen. Ud over variationen i bygningsdelenes historiske oprindelse udmærker buen sig ved variation i materialernes kulører: Fx er søjlerne af gullig marmor (giallo antico), de runde relieffer er indrammet af et felt af rød porfyr (kun delvis bevaret), over dem har frisen formentlig været beklædt med grøn porfyr, og skulpturerne øverst af tilfangetagne daciere er af hvid marmor med purpur åringer (pavonazzetto) og placeret på grønflammede sokler (cipollino).
7 Den aurelianske bymur omkring Rom (271-75, med senere tilføjelser) ved Porta Ardeatina. Man kan tydeligt aflæse forskellige byggefaser og reparationer i murværket. I nærbilledet herunder (i muren nær Porta Latina) ses det, hvordan marmorfragmenter med rester af udhugget dekoration indgår som en almindelig materialegenanvendelse.
Disse magtforhold har umiddelbar betydning for de romerske genbrugskirker. Det var nemlig ikke tilladt for hvem som helst at nedrive antikke byggerier, heller ikke hvis man havde pæne hensigter om at opføre en kirke af materialerne. I de første århundreder af den oldkristne og tidligt middelalderlige periode var det kun kejseren, der måtte disponere over det gamle og måske efterhånden forfaldne, offentlige byggeri fra imperiets velmagtsdage. Og så sent som i 660’erne tillod den østromerske kejser Konstans II sig under et besøg i Rom at snuppe den forgyldte kobberbelægning fra Pantheons tag og tage den med sig tilbage til Konstantinopel. Men efterhånden blev anvendelsen af det antikke romerske byggeri et privilegium, der kom til at høre pavemagten til.
Samtidig med at det i senantikken økonomisk og magtpolitisk gik ned ad bakke for Romerriget, fandt der en voldsom tilbagegang sted i befolkningstallet. Hvor Rom i sine velmagtsdage anslås at have haft omkring en million indbyggere, mener man, at tallet i løbet af middelalderen svandt ind til blot omkring 30.000. Det betød naturligvis, at en mængde byggeri stod ubenyttet hen. En stor del af de antikke, offentlige bygninger havde ikke længere nogen funktion i det kristne samfund, og der var hverken mennesker nok til at anvende bygningerne til nye formål eller tilstrækkeligt med hænder og økonomisk overskud til at vedligeholde dem. Man forsøgte ellers så vidt muligt at bevare et skin af fordums magt og vælde, i hvert fald frem til 500-tallet. Der var strenge love om ikke at ødelægge offentligt byggeri, og det var forbudt at bygge nyt, hvis