Folk. Ove Korsgaard

EUROPÆISK FOLK?

      At være unionsborger er næppe noget, der varmer folkesjælen hos ret mange. Juridisk er det dog ikke nogen ligegyldig ting, at Danmark er medlem af EU. Som borgere i Danmark er vi nu ikke kun statsborgere, men også unionsborgere. Og samarbejdet i EU adskiller sig på afgørende punkter fra samarbejdet i andre internationale organisationer, som for eksempel FN og NATO, fordi en stor del af beslutningerne i EU har direkte retsvirkning for borgerne i alle medlemsstater. Det giver os en særlig rolle som politiske borgere i unionen. Men tilhører vi også et europæisk folk? Og hvad vil det i givet fald sige at tilhøre et sådant folk? Det er der langtfra enighed om.

      EU-projektet er faktisk meget mere skrøbeligt, end de fleste tror. ”Teknokratiet i Bruxelles” kalder modstanderne EU, der forbindes med ufolkelighed og demokratisk underskud. Selv ikke en af EU’s grundpiller, de åbne grænser, er længere et sikkert holdepunkt. Frankrig og Italien foreslog i 2011, at medlemslandene skal have udvidet mulighederne for at lukke grænserne midlertidigt under ekstraordinære omstændigheder – som fx den flygtningetilstrømning, der ramte Italien i kølvandet på de politiske kampe i Tunesien og Libyen og næsten oversvømmede den lille ø Lampedusa. Det gav Dansk Folkepartis krav om at genindføre grænsekontrollen vind i sejlene. Da regeringen besluttede at imødekomme kravet og øge toldkontrollen ved grænsen, medførte det skarp kritik fra især den tyske regering, der frygtede, at beslutningen bar véd til ”nationalismens ild” i Europa.

      Den tyske politiske filosof Jürgen Habermas – og det er bl.a. ham, jeg er inspireret af – mener, at det er vigtigt at skelne mellem en politisk og en kulturel forståelse af begrebet folk. Kulturelt skal man ikke forsøge at skabe ét europæisk folk, men det skal man politisk. Glem alt om flag, hymner og ståhej; vi køber den ikke, og det har EU faktisk for længst erkendt. Der skal ikke skabes én fælles europæisk kultur, men et europæisk folk, der er funderet i et værdipolitisk fællesskab. Europas fremtid er afhængig af, om der kan etableres en fælles politisk kultur i Europa, hvilket dog ikke indebærer, at nationalstaterne opløses. Et europæisk folk, bundet sammen af et politisk værdifællesskab, skal ikke erstatte, men komplettere de nationale folk – siger Habermas. Ham lader jeg stå et øjeblik, for der er noget tankevækkende rigtigt ved hans ideer, men også noget, der ikke helt passer. Hvilken energi og styrke vil der være i et folkebegreb, hvor hjertet og hjernen ikke taler sammen – hvor følelsen af at høre til i en bestemt kultur ikke har noget med det politiske niveau at gøre?

SLÅET HJEM TIL 1864?

      At kampen for at etablere et europæisk folk er hård, er dog ikke noget argument mod, at det kan lykkes. Der har altid været kamp om folket, og opbygningen af nye identiteter er en krævende proces. Sædvanligvis forudsætter man, at der i Danmark allerede fandtes et folk, som stod klar til at styre, da der blev indført demokrati. Det var dog langtfra tilfældet. Det folk, som demokratiet er afhængigt af, skulle først skabes. Og i Danmark – som i så mange andre lande – kostede det blod, sved og tårer.

      Historien om, hvordan det danske folk blev til, er lang og barsk, og den er kendetegnet ved at have konstante eksklusions- og inklusionskampe som omdrejningspunkt. Historisk set har højst forskellige grupper måttet kæmpe for deres ret til at være en del af det danske folk: fra kvinderne, tjenestefolkene, fjolserne, de fattige og forbryderne til jøderne – dem vil du møde senere i bogen. Man hører det sjældent, men faktisk kostede det en blodig borgerkrig, da det skulle afgøres, om slesvig-holstenerne nu skulle – eller ville – indgå i det danske folk eller ej.

Salvelsesfuld tale om det danske folk som en urgammel, fasttømret enhed kan synes en kende historieløs, og det er aldrig noget godt udgangspunkt for dialog. Vi har brug for sammenhængende fortællinger, der forener os, men nogle er bedre end andre – og alt for entydige myter kan være svære at identificere sig med.

      For Habermas er processen mod etablering af et europæisk folk ikke fundamentalt forskellig fra den proces, som skabte folkefølelser i nationalstaterne i det 19. århundrede. Hvorfor skulle en sådan dannelsesproces ikke kunne fortsætte, spørger Habermas. Med rette – men det svage led i Habermas’ analyse er som sagt identitetsspørgsmålet. Risikoen ved en alt for skarp opdeling mellem kultur og politik er, at hele projektet kommer til at mangle den kraft, der ligger i fusionsenergien.

      Hvordan denne problemstilling skal håndteres, er en af EU-projektets centrale udfordringer. Der er i disse år al mulig grund til at spørge: Har demokratiet fundet sin endelige form med nationalstaten som ramme? Eller kan der udvikles transnationale politiske strukturer og en tilsvarende bevidsthed? Kan vi forestille os et folk, der er bundet sammen af EU som et politisk fællesskab – og samtidig hviler i forskellige nationalstaters kulturer?