Man fristes her til at citere Josef Stalins hånlige spørgsmål: ”Paven? Hvor mange divisioner har han?”. Heller ikke i højmiddelalderen kunne paven mønstre ret mange soldater. Paven var og blev afhængig af sin evne til at mestre et del og hersk-spil: enten ved at sætte Europas monarker op imod hinanden og alliere sig med først den ene og siden den anden eller ved at få stormændene til at gøre oprør imod monarkerne.
Hermed har vi rundet bogens tredje tema: at såvel konflikten mellem stat og kirke som konflikten mellem monarker og stærke samfundsgrupper foregik med krig som katalysator eller ligefrem præmis.
ET TANKEEKSPERIMENT
Lad os starte med at forstå disse temaers relevans for vor tid. Her er et lille tankeeksperiment: Forestil jer et samfund uden retsstat, demokrati og velstand. Vi taler om en verden, hvor overgreb på individer er daglige foreteelser; hvor de stærke gør, hvad de vil, og de svage tåler, hvad de må, som den oldgræske historiker Thukydid lod athenerne formulere det i sin Peloponnesiske Krig, skrevet godt 400 år før vor tidsregning.
Vi taler samtidig om en verden blottet for politisk medbestemmelse. En verden, hvor beslutningerne bliver taget af fjerne og ofte lunefulde magthavere, der ikke står til ansvar over for andre end de kliker, de omgiver sig med. Endelig taler vi om en verden præget af sult og nød, en verden, hvor det daglige slid for at få klæder på kroppen, tag over hovedet og mad på bordet overskygger alt andet.
Billedet vil næppe ligge særligt mange af os fjernt. Vi kender denne type samfund fra medierne. Tag blot et land som Somalia, hvor lokale militsledere herskede efter forgodtbefindende i store dele af 1990’erne og 2000’erne. Somalia er naturligvis et ekstremt eksempel. Men i mildere grad gør et eller flere af disse forhold sig dagligt gældende for den overvejende del af befolkningen i det ret betydelige antal lande, der går under betegnelsen ’fejlslagne stater’.
Ud over Somalia kan vi nævne Haiti, Libyen, Afghanistan, Tchad, Irak, Syrien, Zimbabwe og Yemen. Hertil kommer en række stærkt udemokratiske stater, hvor der måske nok er regler at rette sig efter, men hvor individets rettigheder knægtes systematisk. Nordkorea er det mest ekstreme eksempel inden for denne kategori.
Danmark scorer meget sigende topkarakter på stort set alle etablerede demokratiindeks: Vi lever ifølge flere af dem i verdens mest demokratiske land. Samtidig kan vi ytre os frit uden at skulle frygte statsmagten eller lokale mafiosi, og vi kan regne med en effektiv retspleje, uanset om modparten er det offentlige eller andre private borgere. Den internationale organisation Transparency International har gentagne gange udråbt Danmark som det mindst korrupte land i verden. Endelig er Danmark et af verdens mest velstående og mest lige samfund.
En lang række andre velstående demokratier som Sverige, Holland, Frankrig, Canada, New Zealand og Australien befinder sig i Fukuyamas ’Danmarkskategori’. Dermed er naturligvis ikke sagt, at livet i de rige demokratier altid er en dans på roser. Men det er nogle helt andre problemer, der præger tilværelsen i rige demokratier end i fejlslagne stater.
Tag blot Haiti, som Fukuyama også oplister som én blandt mange modsætninger til ’Danmark’. Landet har haft en omtumlet nyere politisk historie og gennemført demokratiske valg flere gange, men hver gang er demokratiet igen brudt sammen. Samtidig har Haiti et statsapparat, der ikke er i stand til at løfte helt basale opgaver.
Det blev illustreret med al tydelighed i januar 2010, da et jordskælv på 7,0 på Richterskalaen ramte Haiti – med epicenter 25 kilometer fra landets hovedstad Port-au-Prince. Jordskælvet udstillede Haitis fattigdom og landets mangel på statskapacitet. En elendig infrastruktur – især skrøbelige bygninger – var medvirkende til, at jordrystelserne kostede over 100.000 dødsofre og førte til omfattende anarki.
Et storstilet internationalt hjælpearbejde blev igangsat, men endnu her knap syv år senere er Haiti stadig præget af ødelæggelserne. Det skyldes blandt andet, at de internationale donorer ikke har haft tiltro til den haitianske stats evne til at anvende bistandsmidlerne på en tilfredsstillende måde. De har derfor forsøgt at foretage genopbygningen direkte, hvilket har vist sig mere end vanskeligt.
Mere generelt forgrener Haitis elendighed sig til stort set alle de områder, vi lige har opholdt os ved: Haiti var i 2012 et af verdens tre mest ulige samfund, gennemsnitsindkomsten per indbygger var 770 dollars om året, og ifølge Transparency International er Haiti et af verdens mest korrupte lande.
For at gøre ondt værre er Haiti slet ikke det værste eksempel på en fejlslagen stat. Indbyggerne i lande som Somalia, Afghanistan og Tchad frister en tilværelse, der på mange måder er betydeligt værre. Og så har vi slet ikke berørt lande såsom Nordkorea, hvor befolkningen er undertrykt af et totalitært styre.
Vi finder naturligvis også en del mellemformer, lige fra dårligt fungerende demokratier som Argentina og Grækenland til velstående og velfungerende autokratier som Singapore. For slet ikke at nævne Kina, der så sent som i starten af 1980’erne var fattigt og udemokratisk, men som i de seneste årtier har gennemgået en hæsblæsende økonomisk og social udvikling uden at indføre demokrati.
DET EUROPÆISKE MIRAKEL
Mellemformerne ændrer imidlertid ikke ved det overordnede billede. Vi lever i en verden præget af massive økonomiske og politiske forskelle i levestandard og livskvalitet. Disse massive forskelle kan let komme til at skygge for en vigtig pointe: Skellet mellem velstående demokratiske retsstater og fattige fejlslagne stater eller undertrykkende regimer er faktisk af nyere dato.
Vi kan sige det på den måde, at vi mennesker i størstedelen af vores historie har levet i samfund, der minder mere om Haiti end om Danmark. Det er godt nok at sætte det på spidsen, eftersom Haiti anno 2016 naturligvis også er et produkt af den moderne verden. Eksempelvis er storbyer med enorme slumområder – såsom det Port-au-Prince, der viste sig så sårbart ved jordskælvet i 2010 – et fænomen, der er skabt af den massive vandring fra land til by i de seneste generationer.
Men ligheden består i, at
De materielle levevilkår, vi har vænnet os til i Danmark, er med andre ord resultatet af en forbløffende historisk udvikling. De udgør et af tre led i det, jeg vil omtale som det europæiske mirakel. Økonomiske historikere har brugt dette udtryk om de velstandsstigninger, der fra midten af 1700-tallet og fremefter løftede først Europa og siden også en række andre lande ud af fattigdom. Jeg bruger det i en lidt bredere forstand, der indbefatter den sideløbende udvikling af demokratiet og retsstaten.
For ligesom en ulykke sjældent kommer alene, kan man også sidde i held. De seneste århundreders velstandsstigninger er kommet ridende på frakkeskøderne af to andre skelsættende udviklinger: en stadig større respekt for befolkningens rettigheder og en stadig større medinddragelse af befolkningen i statsstyret. Med tiden er disse udviklinger kulmineret i den moderne markedsøkonomi, den moderne retsstat og