Einsteins univers. Helge Kragh

og levede altså de sidste 15 år af sit liv med et dobbelt statsborgerskab, svejtsisk og amerikansk.

      Selv om Einstein i sin amerikanske tilværelse var væsentlig mindre produktiv end tidligere, fortsatte han med sit videnskabelige arbejde, der nu næsten helt fokuserede på den generelle relativitsteori og forsøget på at formulere en enhedsteori på dennes grundlag. Blandt hans sidste væsentlige bidrag til de fysiske videnskaber var en teori for den såkaldte gravitationelle linseeffekt, som han foreslog i 1936. Mange år senere blev denne teori af stor betydning for kosmologi og ekstragalaktisk astronomi. På omtrent samme tid leverede han en vigtig analyse af de hypotetiske gravitations- eller tyngdebølger, ligeledes et emne der først kom i fysikkens fokus efter hans død.

      Den fred og ro, han havde i Princeton, betød ikke en isolation fra det omgivende samfund og dets problemer. Hans pacifistiske overbevisning vakte modstand i mange amerikanske kredse, og det var heller ikke alle, der kunne forlige sig med hans jødiske baggrund. Einstein fulgte de foruroligende politiske nyheder, der kom fra Europa og som stadig mere tydeligt pegede mod en kommende storkrig, og i denne situation fandt han det vanskeligt stadig at være pacifist. Han måtte erkende, at nazismen kun kunne besejres med militær magt, hvorfor han i midten af 1930’erne begravede sin pacifisme og i stedet opfordrede sit nye land til at opruste og engagere sig i europæisk politik til fordel for de frie nationer. I starten af 1939 havde han modtaget nyheden om den spaltning af uranatomer, der var blevet foretaget i Berlin og som vakte stor opstandelse i fysikersamfundet. Det var ikke et område af fysikken, der havde Einsteins særlige interesse, men ligesom andre fysikere var han foruroliget over nyheden. Grunden var, at der hermed var skabt mulighed for at konstruere et helt nyt og frygteligt våben, en atombombe baseret på uran.

      Flere europæiske fysikere, der var flygtet fra Europa, var bekymret over muligheden for en tysk atombombe. Blandt dem var italieneren Enrico Fermi og de to ungarere Leo Szilard og Edward Teller, og det var på deres opfordring, at Einstein den 2. august 1939 underskrev et brev til præsident Franklin D. Roosevelt, hvori han henledte ham på muligheden og opfordrede ham til at iværksætte et forskningsprogram for at komme tyskerne i forløbet. På den tid havde Einstein ikke blot lagt sin pacifisme på hylden, han fandt det heller ikke moralsk rigtigt for amerikanske videnskabsmænd at fastholde et standpunkt om neutralitet. I et telegram til Roosevelt efter krigens begyndelse meddelte han og andre forskere deres tro på, “at USA’s såvel som alle andre civilisationers interesser er udsat for overhængende fare ved den totalitære aggression, og at vort bedste forsvar for nationen består i at hjælpe de kræfter, som nu gør modstand mod denne aggression” (Pais 1995, s. 257).

      Brevet fra 1939 om muligheden for en atombombe havde ingen umiddelbar virkning, men omkring et år senere begyndte amerikanerne at tage sagen alvorligt, og med oprettelsen af det enorme Manhattan-projekt i januar 1943 var begyndelsen taget på den process, der i august 1945 førte til atombombningen af Hiroshima og Nagasaki. Krigen mod japanerne var i realiteten allerede vundet, men det blev de to frygtelige bomber, der førte til en hurtig og betingelsesløs kapitulation, og dermed til afslutningen af 2. verdenskrig. I dette store projekt deltog et meget stort antal fysikere, herunder Niels Bohr, men ikke Einstein. Det var dog ikke af samvittighedsgrunde fra Einsteins side, men snarere fordi man ikke havde brug for ham og i øvrigt opfattede ham som politisk upålidelig. Lige så lidt som Bohr havde Einstein noget imod at arbejde for militæret under de herskende omstændigheder. Han fungerede da også som videnskabelig konsulent for flåden under krigen, selv om hans arbejde her mere havde en symbolsk end praktisk karakter.

      I årene efter 2. verdenskrig fortsatte Einstein ufortrødent med at forbedre sine ideer om en forenet feltteori. Hans sidste, stærkt matematiske artikel om emnet fremkom i 1954, karakteristisk nok publiceret i Annals of Mathematics. Den vakte ikke nogen som helst interesse blandt tidens fysikere, der var langt mere interesseret i kvante- og kernefysik. Han var allerede selv blevet historie, og i 1949, i anledning af sin 70-årsdag, blev han hyldet som en af tænkningens allerstørste skikkelser, på linje med Newton, Kant og Maxwell. I forbindelse med festskriftet Albert Einstein: Philosopher-Scientist skrev han i 1946 et omfattende selvbiografisk essay, der er en værdifuld kilde til Einsteins udvikling og tankeverden. Biografien startede med ordene: “Her sidder jeg, i en alder af 67 år, for at skrive noget i retning af min egen nekrolog.” Karakteristisk nok skrev han manuskriptet på tysk, der var det sprog, han bedst tænkte i og kunne formulere sig på. Han fik aldrig taget sig sammen til at lære et ordentlig engelsk og foretrak livet igennem at tale og skrive på tysk.

      På trods af sin alder og manglende videnskabelige indflydelse engagerede Einstein sig efter 1945 stærkt i politisk arbejde, specielt i fredsarbejde og i forsøget på at bygge bro mellem øst og vest. I modsætning til mange andre amerikanske forskere opfattede han ikke Stalin som en despot på linje med Hitler eller kommunismen som en specielt farlig ideologi. Han blev i starten af 1950’erne da også i nogle kredse betragtet som en radikal kommunistsympatisør, om end af den mere naive og ufarlige slags. Det amerikanske forbundspoliti FBI og dets magtfulde leder J. Edgar Hoover havde siden 1930’erne fulgt hans tanker og handlinger, dog uden at man greb ind. Einstein havde i sin sidste tid kontakt med den engelske filosof Bertrand Russell, hvis radikale politiske synspunkter han på mange måder delte, og kort før sin død underskrev han det såkaldte Russell-Einstein-manifest, en opfordring til at forsone de stridende kræfter på begge sider af jerntæppet for derved at undgå en altødelæggende atomkrig (Niels Bohr ønskede ikke at underskrive manifestet). Hans politiske aktivitet var båret af idealisme og moralsk indignation, men den havde ikke mere gennemslagskraft end hans sene forsøg på at ændre fysikkens gang.

      Albert Einstein døde i Princeton den 18. april 1955. Hans sidste ord, som var uforståelige og som han talte i vildelse, var på tysk. I overensstemmelse med hans testamente var der ingen form for religiøs begravelse eller ceremoni, og hans aske blev spredt over et ukendt sted nær Princeton.