Kun meget få af undersøgelsens deltagere vurderede demokrati til at være ganske dårligt eller dårligt. I bunden finder vi lande som Kina, Rusland og Sydafrika, mens lande som Marokko, Ghana og Sverige ligger i toppen. Danmark er ikke dækket af denne oversigt, men andre undersøgelser har vist, at danskernes opbakning til et demokratisk styre også ligger helt i top på verdensplan.
LÅNTE DEMOKRATIFJER
Der er imidlertid en anden side af medaljen. Diktatorer i alverdens afskygninger holder sig ikke tilbage fra at påstå, at deres styreform er demokratisk. Direkte tragikomisk bliver det, når Nordkoreas forfatning kalder landets styre ”folkets demokratiske diktatur”.
Således har både kommunistiske og fascistiske regimer forsøgt at smykke sig med lånte fjer ved at kalde sig selv henholdsvis ”folkedemokratier” og ”førerdemokratier”. Selv i vore dage afviser udemokratiske magthavere af og til kritik med henvisning til, at deres særlige version af demokrati harmonerer med den nationale kultur eller et højere formål.
Det gjorde eksempelvis Mahathir Mohamad og Lee Kuan Yew, som igennem årtier officielt var premierministre, men reelt var diktatorer, i henholdsvis Malaysia og Singapore. De påstod begge, at de havde udviklet en særlig form for demokrati, som lagde mere vægt på kollektivet frem for individuelle rettigheder og derfor gik bedre i spænd med asiatiske værdier.
I disse tilfælde er der tale om åbenlyse og bevidste misbrug af demokratibegrebet, der gør indholdet vulgært og nærmest meningsløst.Men vi behøver ikke drage så langt væk for at illustrere pointen. Vi oplever ofte, at bestemte holdninger og beslutninger bliver afvist som udemokratiske, blot fordi politiske modstandere er uenige i deres indhold. Eksempelvis trykte Dansk Musik Tidsskrift i 1951 et indlæg, der erklærede en told på udenlandske grammofonplader for udemokratisk. Eller for at tage et mere nyligt eksempel brugte landsforeningen Frie Bønder – Levende Land i 2012 betegnelsen ”udemokratisk” om en ny landbrugslov, der gjorde det nemmere for kapitalfonde og aktieselskaber at købe og drive landbrug.
I ingen af disse tilfælde er der dog grund til at betvivle, at de omstridte beslutninger var baseret på demokratiske procedurer. Der er derfor tale om eksempler på en – sandsynligvis uforsætlig – uberettiget brug af demokratibegrebet. I det hele taget bør vi nok være lidt mere varsomme med, hvad vi kalder udemokratisk, hvis begrebet ikke skal blive helt udvandet.
Den grænse overskred socialdemokraternes leder Mette Frederiksen i foråret 2016. I TV Avisen kaldte hun i en kommentar til imamernes rådgivning af deres menighed det for udemokratisk at gå ind for, at forældre må slå deres børn. Man kan man dog argumentere for, at det er udemokratisk rent faktisk at slå sine børn i Danmark, da det er forbudt ifølge demokratisk vedtaget lovgivning.
FLERTALLETS FUNDAMENTALE FEJLBARLIGHED
Mette Frederiksens udsagn viser, at mange af os sætter lighedstegn mellem demokrati, og hvad vi synes om. At slå sine børn er ganske vist usympatisk adfærd. Men
en demokratisk proces fører ikke nødvendigvis til sympatiske og gennemtænkte beslutninger. Både direkte demokrati som folkeafstemninger og indirekte demokrati gennem valgte repræsentanter kan føre til politik med uhensigtsmæssige konsekvenser for økonomi, miljø, folkesundhed, lykke og så videre.For eksempel havde forskellige græske regeringer i årtier ført en uansvarlig økonomisk politik, som var med til at bringe landets økonomi på sammenbruddets rand i 2010-11. Det er også blevet vanskeligt at opstøve amerikanere, der synes, at det var en god idé for USA at gå ind i Vietnam-krigen i begyndelsen af 1960’erne. Endelig virker det besynderligt, at demokratisk valgte politikere i land of the free blander sig i befolkningens seksuelle aktiviteter inden for hjemmets fire vægge. Flere steder i USA er det ikke desto mindre ulovligt at have lyset tændt under akten, bruge sex-legetøj eller fravige missionærstillingen.
Mere generelt vil det i mange tilfælde være uundgåeligt for borgere og politikere at afveje forskellige hensyn. For eksempel går økonomisk vækst og bæredygtighed for miljøet ikke altid hånd i hånd. Derudover må vi erkende, at politiske beslutninger – demokratiske såvel som udemokratiske – som oftest indebærer, at én vilje vinder over andre viljer. Der vil næsten altid være både tabere og vindere, fordi regler påvirker omfordeling af ressourcer eller støtter nogle værdier frem for andre. Men anklagen om at være udemokratisk giver ikke meget mening, medmindre nye tiltag direkte underminerer de folkevalgte politikeres mulighed for at træffe politiske beslutninger.
Det forhindrer ikke, at vi sagtens kan opfatte demokratisk vedtagne politikker som uretfærdige, hvis de ikke harmonerer med grundlæggende retfærdighedsprincipper. Det gælder, uanset hvad vores overordnede politiske ambition er. Det kunne være at skabe så meget lykke som muligt, minimere tvang, stille de dårligst stillede bedst muligt, skabe mulighed for selvrealisering eller udjævne ufortjente uligheder.
Retfærdighed og demokrati går nemlig ikke altid op i en højere enhed.De fleste politiske filosoffer anser godt nok demokrati for den bedste og eneste retfærdige styreform. Desværre er det ofte uklart, hvordan vi kan overholde detaljerede filosofiske retningslinjer uden at udtømme befolkningens ret til at afgøre politikkens indhold. Flertallet kan tage fejl. Det gjorde det, da et flertal af tyskere stemte på udemokratiske nazistiske og kommunistiske partier i 1933 og derigennem var med til at bringe Adolf Hitler til magten.
ER ENGLÆNDERNE SLAVER?
Men hvorfor bør vi så foretrække demokratiet frem for dets alternativer? For at besvare dette spørgsmål er det oplagt at tage udgangspunkt i ideen om folkesuverænitet. Den blev fostret af den franske oplysningsfilosof Jean-Jacques Rousseau i 1762.
Rousseau mente, at et politisk styre udelukkende kan være legitimt, hvis befolkningen selv er lovgiver. Det er nemlig den eneste måde, vi kan opløse det følgende paradoks på: På den ene side skal der lovgivning til for at etablere og sikre frihed; på den anden side skal borgerne også underlægge sig lovgivning. Løsningen består i, at det er borgerne selv, som sikrer deres naturlige frihed gennem direkte, kollektiv selvbestemmelse.
Demokratisk repræsentation havde Rousseau til gengæld ikke meget tilovers for, som det fremgår af hans kritik af samtidens politiske system i England. Han beskyldte mere konkret det engelske folk for fejlagtigt at tro, det var frit. Det var det kun på selve valgdagen, hvor det vælger parlamentsmedlemmerne. Dagen efter indtrådte det igen i en slavetilstand. Borgerne burde selv lovgive direkte.
Alligevel begyndte der i slutningen af 1700-tallet at ske en sammenkobling af det demokratiske ideal om folkesuverænitet med republikanske og liberale ideer om repræsentation, magtdeling og borgerrettigheder. Kerneargumentet for, hvorfor demokrati har værdi i sig selv, har ikke udviklet sig meget siden.
Det står klart, hvis vi ser nærmere på den amerikanske Yale-professor Robert A. Dahls refleksioner over emnet. Han opstiller to principper: Alles interesser bør vægtes lige, og stort set alle voksne personer er kompetente til at deltage i kollektive beslutninger, der angår deres interesser. Både vores moralske intuition, manglen på troværdige alternativer og sund skepsis over for formynderskab lader til at bakke op bag principperne. Hvis vi erklærer os enige i disse betragtninger, lader demokrati til at være den eneste legitime styreform.
Конец ознакомительного фрагмента.
Текст предоставлен ООО «ЛитРес».
Прочитайте эту книгу целиком,