Peter Kemp søger i sin artikel at indkredse, hvad man kan forstå ved henholdsvis eksistentialisme og eksistensfilosofi, herunder deres sammenhæng og forskel. Han fremdrager her Johannes Sløks analyse af eksistentialismen som et begreb om “en bred kulturstrømning”, der står i modsætning til opfattelsen af eksistensfilosofien som betegnelsen for en specifik filosofisk tænkning: Sløk kaldte sig selv “eksistentialist” og adskilte sig derved fra de fleste andre daværende filosoffer og idéhistorikere. Men hans velfunderede skildring af den eksistentialistiske kulturstrømning efter 2. verdenskrig giver os samtidig mulighed for i dag at se på, både hvad der var styrken, og hvad der var svagheden i eksistentialismen som filosofisk modebetegnelse, dvs. for både at forstå, hvordan den opstod, og hvorfor den måtte gå i opløsning. For gennem en sådan analyse bliver det desuden muligt at forstå, hvad der efter eksistentialismens død som mode kunne overleve som eksistensfilosofisk tankegang hos en række forskellige filosoffer.
Sune Liisbergs overordnede sigte er at konfrontere Descartes’ kendte principformulering cogito ergo sum med Heideggers og Sartres udlægninger af den menneskelige eksistens som ‘væren-i-verden’. Vægten lægges dog på Sartres udlægning, da hans argumenter for at fastholde det filosofisk centrale i bevidsthedsparadigmet fra Descartes til Husserl gør hans fænomenologiske ontologi til en mere oplagt diskussionspartner end Heidegger i relation til spørgsmål vedrørende cogitoets eksistensmåde. Samtidig hermed laver artiklen forskellige nedslag i receptionen af Descartes’ cogito-argument, hvor ikke mindst Schelling har noget at byde på. Ydermere reflekterer Sune Liisberg i et mere aktualiserende perspektiv over, hvilken nyhedsværdi der overhovedet er i neurologen Antonio Damasios blotlægning af det, som han i 1994 kaldte for Descartes’ fejltagelse, idet der i artiklen peges på, at denne pointe for en filosofihistorisk betragtning er ret så gammel vin på nye flasker. Og endelig lanceres i forlængelse heraf “spørgsmålet om erkendelsens væren” som en af de blivende problemstillinger, der på forskellig måde blev rejst af såvel Heidegger som Sartre.
Emnet for Jens Viggo Nielsens artikel er Luigi Pareysons tidlige forhold til den eksistentialisme, som han formentlig selv har været med til at navngive, idet der tages udgangspunkt i værket Eksistens og person fra 1950. Pareysons tidlige interesse for – og mellemværende med – eksistentialismen udspringer fremdeles af ønsket om at nå frem til en filosofisk fundering af personen, der på den ene side undgår at ende i en vilkårlig bestemmelse af personen i dennes frihed, sådan som det efter hans opfattelse sker hos Sartre, og som samtidig på den anden side undgår at ende i en benægtelse af selvsamme frihed, sådan som Pareyson finder, at det er tilfældet med f.eks. Jaspers’ og Heideggers respektive udgaver af eksistensfilosofien. Mere præcist formuleret omhandler og diskuterer artiklen ikke mindst Pareysons udlægning af valget for eller imod kristendommen i en moderne kultur, sådan som det kommer til udtryk i Pareysons forsøg på i Eksistens og person at navigere imellem de netop anførte uacceptable ekstreme alternativer; på den ene side den vilkårlige bestemmelse af friheden, og på den anden side den nødvendiggørende opfattelse af valget (som illusorisk).
Hvor det foregående bidrag fokuserer på den tidlige Pareysons mellemværende med eksistentialismen, der påviser Søren Gosvig Olesen ud fra temaet “det givne”, hvordan den givne virkelighed hos den sene Luigi Pareyson gives i en stadig bevægelse; at der ikke ligger noget til grund for den, men at den netop gives uden grund. Sådan tematiserer Pareyson i 1970’erne og 1980’erne den menneskelige situation ved at uddybe begrebet for den, friheden, som et kosmologisk begreb. Mennesket er frit, fordi det overtager den guddommelige frihed, og den sidste formår atter at fremkalde såvel undren og glæde hos mennesket over, at verden er til, som afsky og fornægtelse i mødet med lidelsen og det onde.
2008 markerede 100-året for Simone de Beauvoirs fødsel. Denne anledning har ifølge Robin May Schott rejst spørgsmålene: Bør vi ihukomme Beauvoir? Eller er der noget gammeldags og uddateret ved hendes skrifter? Robin May Schotts artikel udforsker disse spørgsmål inden for konteksten af Beauvoirs erindringer om sin tids politiske kriser. Hun analyserer nærmere bestemt Beauvoirs begreb om det politiske, og her særligt med reference til hendes skrifter om Djamila Boupacha, den 22-årige algierske kvinde, som blev arresteret og tortureret i Algier i 1960 på falske anklager om at have placeret en bombe. Artiklen udforsker tillige spørgsmålet om, hvorvidt Beauvoir har et bud på en erindringens politik: For Beauvoir er det at huske på erfaringer med politisk aktivitet og solidaritet afgørende for det at blive et politisk subjekt. Sidst, men ikke mindst, argumenterer Schott ligeledes for, at Beauvoir demonstrerer kompleksiteten ved begreber som solidaritet og kollektivt ansvar, samtidig med, at hendes politiske refleksioner i dag må suppleres med en mere dybtgående forståelse af begreberne om demokrati, retfærdighed og menneskerettigheder.
Niels Thomassens bidrag omhandler de temaer hos Kierkegaard, der efter hans opfattelse har haft størst betydning for eksistentialisme og eksistensfilosofi. Kierkegaards kritik af de fremherskende livsformer stempler dem som æstetiske og uautentiske; alternativet er heroverfor det bevidste og ansvarlige valg af ens faktiske tilværelse: at vorde sig selv. Hovedtemaerne i Niels Thomassens genfremstilling og bearbejdning af denne modsætning hos Kierkegaard bliver sandheden, friheden, angsten, tiden og historien, samt døden: Kierkegaard samler det hele i begrebet om eksistensen. Inspirationen fra Kierkegaard belyses særskilt og kritisk ud fra Heideggers tænkning, der modsat gængse opfattelser bestemmes som en radikal eksistensfilosofi, ligesom der til sidst følger et rids af problemer og begrænsninger inden for centrale positioners tænkning af eksistensen, herunder selvsagt Kierkegaard.
Under arbejdet på antologien har vi undervejs kunnet trække på kollegaer. Derfor skal der her lyde en varm tak til Sune Liisberg og Katja Brøgger Jensen, der til at begynde med tog aktiv del i redaktionsarbejdet, ligesom Sune Liisberg også i det videre forløb lejlighedsvis har været behjælpelig med sin ekspertise. Og sidst, men bestemt ikke mindst, ønsker vi også at takke Litteraturrådet, samt bestyrelsen for Landsdommer V. Gieses Legat og Felix-fonden, for deres generøse støtte til udgivelsen.
På redaktionens vegne
Jens Viggo Nielsen
Århus, marts 2009
NOTER
1 En undtagelse gøres dog med citater på engelsk, eksempelvis i Robin May Schotts bidrag, idet engelsk i disse tider efterhånden må anses for at være et sprog, som de fleste passagevis kan læse og forstå uden større vanskeligheder.
I Perspektiver
1
At tænke eksistensen
JONAS HOLST
“Medens den objektive Tænkning er ligegyldig ved det tænkende Subjekt og dets Existents, er den subjektive Tænker som existerende væsentligen interesseret i sin egen Tænkning, er existerende i den” (Kierkegaard 1962: 63). Siden Søren Kierkegaard under pseudonymet Johannes Climacus fremsatte dette udsagn i værket Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift fra 1846, har den filosofiske tænkning ikke været helt den samme. Det markante nybrud, som dette og Kierkegaards øvrige værk indvarsler, kommer til syne i den egensindige og dog samtidig konsekvente brug, som den danske tænker gør af ordet “Existents”: I direkte opposition til hovedtraditionen i vestlig filosofi, som fra Aristoteles over skolastikken og frem til Hegel primært anser eksistens – på græsk on, på latin esse – for at være et afgrænset, definerbart værende beliggende udenfor den tænkende selv, ønsker Kierkegaard at bane vejen for en tænkning, hvis væsentlige interesse er og bliver selve den menneskelige eksistens.
Den første tradition inden for tænkningen giver han i indledningscitatet prædikatet “objektiv”, hvilket refererer til dens genstandsrelaterede erkendelsessigte, hvis endemål er opnåelsen af indsigt i det værende, mens han døber sin egen form for tænkning, hvori den tænkende som eksisterende er medinddraget, “subjektiv”. Kierkegaards forsøg på at gentænke dét at eksistere