93 Rom.10.18, Sl. 19.5.
94 Åb.2.11.
95 Borst 1995 p. 368.
96 Gregor 1964 p. 15.
97 Joh.11.16.
98 Joh.20.24-28.
99 ApG.1.8.
100 Gregor 1964 p. 87, Hamilton 1996a p. 172.
101 Gregor 1964 p. 85, Slessarev 1959 p. 88 ff.
102 Polo 1965 p. 238, 247-249 og 277-278.
103 Polo 1965 p. 278.
104 Yule 1967 bd. 3, p. 238.
105 Yule 1967 bd. 3, p. 249-251.
106 Yule 1967 bd. 2, p. 141-142 note 2.
107 Smeding 2002 p. 13.
108 De adventu patriarchae Indorum ad Urbem sub Calixto papa secundo–Om indernes patriarks ankomst til Rom under pave Calixtus II.
109 Slessarev 1959 p. 10-11.
110 Slessarev 1959 p. 11-14.
111 Hamilton 1996a p. 173.
112 Mandeville 1997 kap. XIX, Joh.20.24-29.
113 Mandeville henviser her til, at det i samtidens kristne tænkning var sådan, at jo mere lidelse, en dødsdømt var udsat for før henrettelsen, jo kortere ville tiden i skærsilden være. Dette begrundede den udstrakte og grusomme tortur, dødsdømte blev udsat for forud for henrettelsen.
114 Mandeville 1997 kap. XIX.
115 Staden u.å. p. 100.
116 Hemming 1978 p. 46.
117 Müller 1980 p. 350.
118 Augustin Civ.Dei 18.40.
119 Usher var i det hele taget glad for eksakte tal. Han regnede også ud, at der ved Babelstårnets fald var 388.605 mænd og lige så mange kvinder i verden. Borst 1995 p. 1319.
120 Kragh 2004 p. 11.
121 Dan.2.37-45.
122 Matt.24.19, Murphy 1952 p. 186-187 og 195.
123 Murphy 1952 p. 191.
124 Denne idé kan følges tilbage til Severian af Gabala i det 4. og 5. århundrede.
125 Ottos morfar var kejser Henrik IV (1050-1106), hans onkel kejser Henrik V (1081-1125) og hans nevø kejser Friedrich I Barbarossa. Otto studerede nogle år i Paris, og i 1138 blev han biskop i Freising. I 1145 var han i den italienske konges tjeneste og mødte i Italien pave Eugen III (pave 1145-1151), og i 1147 drog han sammen med halvbroderen kong Konrad III (1093-1152) på korstog.
126 Freising Chron.1. Forord. (Min oversættelse) Se også Phillips 1994 p. 45.
127 Dan.4-5 og 7-11, Freising Chron.1. Forord, 5. Forord og 36, og 7.35, Lammers 1960 p. LV.
128 Clemens 1996 1. kap 21.
129 Augustin Civ.Dei 22.30.
130 Matt.1.1-16.
131 Ap.G.1.7. Augustin mener dog stadig, at jorderiget kun skal eksistere i de 6.000 år, for et andet sted, hvor han gør op med antikkens opfattelse af den cykliske historie i en uendelig tid, skriver han, at verden endnu ikke er 6.000 år gammel. Augustin Civ.Dei 12.11.
132 Gregory 1927. Brugen af de forskellige kalendere fortsatte langt op i middelalderen. Markham 1967 p. 1.
133 Isidor Etym.5.38.5-39.
134 Bede beregnede, at der var 3952 år mellem Adam og Jesus. Edson 1999 p. 98-99. den jødiske og bibelske baggrund
135 Edson 1999 p. 124-125.
136 Budge 1886 p. 123-124.
137 Augustin Civ.Dei 18.2. og Müller 1980 p. 352.
138 Budge 1886 p. 125.
139 Westrem 1991 p. XVIII.
140 Wilkinson 1977 p. 47-52.
141 Campbell 1991 p. 6.
142 Schiltberger 2005 p. 79.
143 Campbell 1991 p. 9.
144 Salomons Visdom stammer fra tiden omkring den anden halvdel af det første århundrede fvt. Den blev oprindeligt skrevet på græsk og blev formidlet via jøderne i Alexandria. Der var helt frem til det 16. århundrede diskussion, om bogen skulle tilskrives Salomon eller jøden Philo (Philo Judaeus) fra Alexandria, der behandlede emnet på samme måde i sin De Monarchia–Om monarkiet. Schmidt 1987 p. 12.
145 Rom.1.19-25, tidligere citeret.
146 Visd.12.10-11.
147 Visd.12.13-14.
148 Visd.14.23-31.
149 Salomon 1979 kap. 13-15.
150 Schmidt 1987 p. 10-12.
151 TilfDan C, Jer.50.2, Es.46.1, Schmidt 1987 p. 15.
3. DEN ANTIKKE BAGGRUND FOR EN KRISTEN ANTROPOLOGI
Antikkens fremmede var barbaren, og selv om man også havde regionale betegnelser såsom persere, ægyptere, germanere, keltere, skythere osv., så var barbaren i lange perioder dels den samlende betegnelse for alle fremmede, dels den kategori for det fremmede, man mere overordnet eller abstrakt forholdt sig til moralsk, politisk, filosofisk og til tider også historisk. »Bárbaros« betød »en der kun kan sige bar bar«, underforstået at der var tale om en, der ikke kunne tale ordentlig græsk. Ordet findes på oldindisk som »barbara«, hvor det betyder »en, der stammer«. Den ældst kendte anvendelse af barbarbegrebet i en græsk sammenhæng er fra det 8. århundrede fvt., hvor Homer i Iliaden betegner karerne som »barbarophononon« – »barbarisk talende«.1 Dette kan tolkes både som om, de talte et andet sprog, og som om de talte græsk meget dårligt. Denne henvisning til det sproglige som en del af det barbariske skulle holde sig langt op gennem tiden, samtidig med at også en lang række andre forhold kom til at karakterisere en barbar. Hvor grænsen mellem græker og barbar gik, varierede og var i nogle tilfælde alene bygrænsen mellem f.eks. athenerne og alle andre. I andre tilfælde var det grænsen mellem dem, der talte græsk, og alle andre. Tilsvarende skiftede grænsen til det barbariske i Romerriget mellem rigets ydre grænser og menneskets indre drifter. Barbarbegrebet var således et af instrumenterne til kontrastivt at tænke sin egen identitet i reel eller ideel form, selvforherligende eller samtidskritisk, i tid og rum samt i et dynamisk forhold mellem natur, menneske, moral, fornuft, sprog, vaner, skikke, religion og samfund. Barbarbegrebets inddragelse i filosofien blev i forlængelse heraf en del af det filosofiske afsæt for en politik, der kunne indfri de moralske, militære eller religiøse krav til samfundet.
Både i Grækenland og i Rom var der to diametralt modsatte opfattelser af barbaren, en positiv og en negativ. De vekslede med de filosofiske, moralske og politiske kontekster, barbarbegrebet blev sat ind i, idet barbaren både blev opfattet som den dyriske vilde og som den ædle vilde. Og i det 5. århundrede blev begrebet dobbelttydigt på en ny måde. Da næsten alle romerske soldater på det tidspunkt