Antropologi i Middelalderen og RenAessancen. Ole Hoiris

set vil sige Asien, der blev betragtet som lige så stort som de to andre kontinenter tilsammen, og som omfattede alle de hellige steder fra Israel, hvor det udvalgte folk, jøderne, skulle holde til med Jerusalem som centrum, og hvor senere Jesus skulle tilbringe sit jordiske liv og gøre sine mirakler, og helt ud til det yderste Østen med Edens Have. Grænserne mellem disse tre kontinenter blev i overensstemmelse med antikkens opfattelse gennem hele middelalderen fastlagt således, at Nilen var grænsen mellem Asien og Afrika, Don, eller Tanais som den hed dengang, grænsen mellem Europa og Asien og Middelhavet grænsen mellem Afrika og Europa. Dertil var den første statsdannelse også bestemt i form af Nimrods etablering af sig selv som hersker i Babylon.⁴⁰ Denne verdensorden blev afspejlet i de såkaldte mappamundi, verdenskort, der ikke var en gengivelse af verden, sådan som den umiddelbart så ud, men af verdens egentlige og sande natur. Det var således ikke et kort, der var beregnet til eller kunne bruges til at rejse efter. Det var først i løbet af det 15. århundrede, at man forbandt disse verdenskort med fastlæggelse af de virkelige geografiske forhold, således som man havde registreret dem i andre kilder. Mappamundi fandtes i to varianter. Den ene, som havde rod i de antikke græske traditioner, zoneopdelte verden i de polare, de tempererede og de tropiske zoner. Det var disse kort, der gav anledning til at videreføre den klassiske diskussion, om der levede mennesker på den sydlige halvkugle. Den anden form kan føres tilbage til Isidor og bygger på den romerske tredeling af verden i Asien, Afrika og Europa. Denne opdeling blev hos Isidor forbundet med den bibelske opdeling af verden mellem Noas sønner, således at Sem som den ældste søn fik Asien, Jafet som den næstældste fik Europa, og Kam som den forbandede søn fik Afrika. På disse mappamundi fyldte Asien den øverste halvdel af kortet, nogle gange med enten Kristus eller Paradis med de fire floder placeret øverst i den cirkel, der udgjorde verden. På tværs og som grænse til henholdsvis Europa og Afrika var Don (Tanais) og Nilen eller Det Røde Hav, mens Middelhavet gik lodret ned i midten herfra som adskillelsen mellem Afrika og Europa. Rundt om hele denne verden lå Oceanet. Fra omkring 1100 og frem til, at genopdagelsen af Ptolemaios’ (ca. 100-178) kort og de nye opdagelser ændrede verdensbilledet, var Jerusalem ofte placeret i midten af disse såkaldte O-T kort.⁴¹ Disse kort viste altså verdens sande karakter, og med den bibelske styring af placeringerne af de forskellige elementer, blev de samtidig fortællinger om de bibelske begivenheder i tiden fra skabelsen over frelsen til dommedag. Således var de hellige steder og vigtige begivenheder markeret som f.eks. Araratbjerget med arken på toppen, Babylon med tårnet i ruiner, det yderste Afrika med alle monstrene, og dertil kunne man nogle steder finde Alexanders port og de indespærrede folk, Gog og Magog, apostlenes virkeområder og deres gravsteder, pilgrimsmål samt kristendommens nye centrum, pavens Rom. Faktisk kunne man i de fleste af disse mappamundi også se de antikke principper slå igennem. Mens Asien, Europa og Afrika var placeret som nævnt, blev de tre Noasønners områder skrevet ind på den måde, at Sems område lå i midten med Kams og Jafets på hver sin side. Og dette svarede til det gamle princip for tredeling af verden, hvor den nordlige del var for kold, den sydlige for varm og den midterste, altså her Sems område, stedet, hvor alt det gode forenede sig og udviklede sig. Mod nord havde man i form af Gog og Magog al den ondskab, der skulle komme over verden i de sidste tider, mod syd i Afrika alle de monstre, hvis menneskelighed man kunne diskutere, og i midten Jerusalem og stedet, hvorfra frelsen var udgået og engang igen skulle udgå.

      Men før Noasønnerne og deres efterkommere spredte sig over hele jorden, og mens folkene endnu talte samme sprog, forsøgte de at bygge et tårn, som skulle nå til himlen.⁴² Igen greb Gud ind og forvirrede menneskene ved at give dem forskellige sprog, så de ikke længere kunne tale med hinanden.⁴³ Babelstårnet måtte dermed opgives. Det var hermed givet, at de forskellige folkeslag voksede ud af befolkningstilvæksten, og at de forskellige sprog skulle forklares ved den babylonske straf, det vil sige, at de skyldtes Guds straf over menneskets syndige stræben efter det himmelske. Samtidig blev Babylon – et navn der ifølge Første Mosebog og Augustin betyder »forvirring«⁴⁴ – tilsyneladende symbolet på ondskaben, noget der indgår centralt i Augustins store værk De civitate Dei. Her refererer Augustin til flere steder i Gamle Testamente, hvoraf det fremgår, at ondskaben hersker i denne by. I Jeremias’ Bog fremstiles det på følgende måde:

      Kald bueskytterne sammen mod Babylon, alle dem der spænder bue! I skal belejre den fra alle sider, ingen må undslippe! Gengæld byen dens gerning, gør mod den alt, hvad den har gjort! For den var overmodig mod Herren, mod Israels Hellige. Derfor ligger dens unge mænd faldne på torvene, alle krigerne omkommer den dag, siger Herren. Nu kommer jeg imod dig, du overmodige, siger Herren, Hærskarers Herre; din dag er kommet, straffens tid er inde. Den overmodige snubler og falder, og ingen rejser ham op. Jeg stikker ild på hans byer, den fortærer alt omkring ham.⁴⁵

      Og dette følges op i Esajas’ Bog med følgende svada:

      Babylonien, det herligste kongerige, kaldæernes stolteste pryd, skal det gå, som da Gud ødelagde Sodoma og Gomorra.

      Aldrig mere skal nogen bo der, i al evighed skal ingen leve der; araberen rejser ikke sit telt, hyrderne holder ikke hvil. Men dér holder ørkendyr til, og husene fyldes med ugler; dér lever strudse, og bukketrolde springer omkring. Hyæner hyler i borgene og sjakaler i de herlige paladser. Babyloniens tid er nær, det varer ikke længe!⁴⁶

      På den måde kom der en modstilling i verden, hvor Sem, Jerusalem, Kristus, dyden, frelsen og gudsriget var den ene pol, mens Kam, Babylon, Antikrist eller Djævelen, synden, fortabelsen og helvede var den anden. Hvor guds rige herskede – i form af kirkens magtstruktur – i den gode verden, var det den verdslige magt med udgangspunkt i Nimrod, der herskede i Babylon. Kampen mellem kirken og staten var således at forstå inden for dette globale mønster, hvor Gud allerede med sin indgriben og med citaterne i Biblen havde vist, hvordan forholdene skulle og burde være.

      Det hellige land og jøderne udsprang således af Sems slægt. Mange generationer efter Sem fik en af hans efterkommere, Abraham, af Gud overdraget landet mellem de to floder fra Edens Have, Nilen og Eufrat.⁴⁷ Abraham fik sønnen Ismael med trælkvinden Hagar,⁴⁸ og senere, da Gud lod Sara blive gravid med Isak, lovede han Abraham, at Ismael skulle blive far til 12 høvdinge, og at han skulle blive et stort folk. Men da Ismael ifølge Guds engels bebudelse til Hagar skulle blive et vildæsel, hvis hånd skulle være vendt mod alle, og alles hånd mod ham, og da han skulle leve på tværs af alle sine brødre, var det Isak, Gud ville slutte pagt med.⁴⁹ Ismaelitterne skulle da også i den kristne litteratur ofte blive fremstillet som en del af den ondskab, der fra øst eller nordøst, hvor de blev placeret, skulle komme over verden på de sidste dage. Derfor blev ismaelitterne eftersøgt i Østen, ligesom der var forskellige bud på, hvilke af de asiatiske og senere de amerikanske folk der var ismaelitter.

      Efter at Moses havde ført jøderne ud af Ægypten og rundt i ørkenen i 40 år, bosatte de sig i Israel, men da de ikke tilbad Gud på den foreskrevne måde, da de brød den pagt med Gud, som Moses havde indgået, straffede han dem ved blandt andet at lade assyrerkongen erobre området og føre jøderne i eksil i Hala, ved Gozans flod og i Mediens byer.⁵⁰ Fra dette fangenskab vendte kun to af Israels tolv stammer tilbage og bosatte sig i Israel. Heraf udsprang der to konsekvenser. For det første fandt man her en model for en forklaring på, at de udvalgte folk blev erobret og underlagt et andet, ikke-udvalgt folk. Det var Guds straf for ulydighed og synd. Denne forklaring blev nærmest standard for senere tiders kristne intellektuelles forklaringer på, at kristne tabte til eller blev erobret af hedninger, kættere eller muslimer. Dette var efter Kristus og frem til dommedag Guds næsten standardiserede måde at straffe de kristne for deres synder, nu hvor han havde lovet at afstå fra at udrydde alle mennesker med syndfloder eller lignende. Og for det andet var der det problem, at man ikke vidste, hvad der var blevet af de øvrige ti stammer. Dette var en stor gåde, og mange af de nye folk, de kristne mødte, når asiatiske folk angreb Europa, eller når europæerne drog ud i verden, blev i første omgang kategoriseret som de ti forsvundne stammer. Dette gjaldt asiatiske folk, hvis verdenshistoriske betydning i forbindelse med dommedag man bedømte som både positiv og negativ, og det gjaldt indianerne i Amerika. Disse ti forsvundne stammer var den mest anvendte bestemmelse af folkene i Østen, men der var jo også to andre muligheder, idet der jo tidligere i to tilfælde var blevet forvist folk til Østen. Det drejede sig om