I efteråret 1944 blev vi flyttet fra Birkenau til selve Auschwitz. Det var nærmere fabrikken, og det var bedre bolig- og badeforhold, men vi skulle aldrig glemme, at det var en udryddelseslejr. For ikke at glemme det, skulle vi en gang imellem overvære en henrettelse. Det var for det meste nogle, som havde prøvet at flygte, men hvis forsøg var mislykkedes. De blev altid hængt. Det værste, vi oplevede, var Malas historie. Mala var en belgisk pige af polsk oprindelse, og fordi hun talte polsk og tysk, ud over fransk, blev hun ansat på kontoret hos tyskerne og prøvede at hjælpe, så meget hun kunne, enten med en bedre stilling eller med medicin, hvis hun kunne få fat i det. En dag fik vi at vide, at Mala var flygtet. Vi tænkte, at hvis nogle kan lykkes med at flygte, så må det være Mala. Hun havde været i kontakt med mændenes lejr og med nogen fra den polske modstandsbevægelse. De havde fået fat i tyske uniformer, og sammen med en anden var hun spadseret ud af lejren med tysk uniform på. Men de blev genkendt lidt senere og bragt tilbage til lejren, for som lejrchefen sagde, man flygter ikke fra Auschwitz. Men det lykkedes Mala at gøre sig fri, at give lejrchefen en lussing, og at tage noget skarpt fra sit hår, fordi hun ville åbne sin pulsåre, men hun blev standset. Mala skulle ikke have en fredelig død. Vi fik senere at vide, at hun blev sendt levende til krematoriet. Det gjorde stort indtryk på os, fordi hun repræsenterede det menneskelige i lejren.
Som tiden gik, kunne vi begynde at høre de russiske kanoner. Vi vidste godt, at tyskerne havde tabt krigen. Det kunne ikke undgå at komme frem, enten gennem nyankomne eller gennem nogle, som havde været på kontoret, havde hørt radio, de kunne ikke skjule det hele. Men spørgsmålet var altid: Hvad med os, hvad har de tænkt sig at gøre med os? Det, de havde tænkt, var, at den 18. januar 1945 skulle vi ud af lejren. Her begynder det, man senere kaldte dødsmarchen. Enkelte blev i lejren, dem på sygehuset selvfølgelig, og dem som skjulte sig. Jeg mødte en, som var blevet i lejren, og som blev befriet af russerne den 27. januar 1945. De russiske soldater var så forskrækkede over at se, hvordan der så ud, at de gav dem masser af mad og vodka. Og når man er så svag, var det ikke rigtig sagen. Nogle blev syge, men bagefter kom russiske læger, som gav dem diæter.
Så begyndte vores dødsmarch, og vi skulle gå på landeveje mod vest, og med vores tøj, som slet ikke var noget vintertøj, og vores elendige sko eller somme tider uden sko. Hvis vi ikke gik, blev vi skudt, der var ikke noget alternativ. Når jeg fortæller og ser det for mig, kan jeg ikke forstå, man kunne overleve, at man kunne præstere sådan noget. Vi gik et par dage, indtil vi kom til nogle åbne jernbanevogne, som var fulde af sne. Sne var det eneste mad, vi fik.
Da vi kom til Ravensbrück i åbne vogne og i tusindvis, var de slet ikke parate til at tage imod os. Der var ingen boliger og ikke noget mad. Vi fortsatte med at spise sne i et stykke tid. Vi blev godt modtaget af franske fanger, nogle kommunistpiger, som havde været der et stykke tid, men de havde heller ikke noget mad at give os. De begyndte at lave mad til os om natten, men hvis ikke man var stor og kunne kæmpe sig igennem, fik man ikke ret meget. Jeg kan ikke rigtig huske, hvor længe det varede, men det varede et stykke tid, inden vi blev fordelt i forskellige lejre. Sammen med mine to veninder kom vi heldigvis i et tog og blev kørt til en lille lejr, som hed Malchow. Den lå mellem Stettin og Berlin, ikke så langt fra Ravensbrück. Det hedder ikke Malchow mere, det har fået et andet navn. Jeg har aldrig set det. Det var en lille lejr. Vi skulle ikke arbejde, men når man ikke arbejdede, fik man endnu mindre at spise.
Når man er fange, også krigsfange, så taler man om mad. Vi gav hinanden opskrifter, og vi lavede menuer over det, vi skulle lave, hvis vi kom hjem. Vi var også lidt mere intellektuelle, fx forsøgte vi at huske digte udenad og reciterede dem for hinanden for at få tiden til at gå, og så man ikke blev idiot. Vi vidste jo stadigvæk godt, at de allierede nærmede sig, men hvad skulle der ske med os? Vi så de hvide busser fra svensk Røde Kors. De kom og hentede nogle. Men det var ikke os, som skulle med først. Det var engang sidst i april, og de ville komme igen, men på de tyske landeveje var det umuligt at komme igen. Så det var allerede min skæbne, at jeg skulle igennem Danmark til Sverige, men det kom jeg altså ikke. Jeg kender en, som på den måde kom fra Ravensbrück til Sverige. Det var en franskmand. Jeg tror, at der var danskere, som skulle med, men jeg mødte ikke danskere nogen steder. En af mine veninder, Denise, blev desværre sendt til en anden lejr, men det gik, i hvert fald er hun kommet tilbage. Så vi fik vores første pakker fra fransk Røde Kors, og det passede ikke til en svag mave. Det var mere mad til krigsfanger. Det var kød i konserves og sardin i olie, så vi spiste løs og fik diarré ustandseligt, men vi kunne ikke standse.
Omkring den 3. maj fik vi nye pakker, og så skulle vi ud af lejren. Tyskerne var bange for russerne. De havde været grusomme i Rusland, og nu var de så bange for repressalier, at de helst ville blive fanget af amerikanere eller englændere. Vi skulle ud af lejren og marchere. Den første nat skulle vi sove i en skov, men det var i maj måned, og det var ikke så slemt. På grund af vores diarré var vi skiftevis helt alene i naturen og kunne egentlig flygte, men vi tænkte, at hvis russerne kom, kunne vi ikke sige, hvem vi var, så vi måtte hellere blive i gruppen. Den anden nat sov vi på en gård i en lade. Vi hørte skud. Russerne var kommet, og tyskerne flygtet. Men det var 3.-4. maj, så det var ikke slut. Vi var syv franske og belgiske piger, som boede i et værelse på en gård, fordi de civile også var flygtet fra russerne. Der var kun nogle køer, som gerne ville malkes, og vi drømte om at få frisk mælk, men vi var piger fra storbyen, så vi turde simpelthen ikke at nærme os køerne. Vi fik ikke noget mælk. Jeg kan ikke rigtig se for mig, hvordan vi fik mad. Vi var meget sultne, og jeg tror vi hentede mad hos russerne, som ellers ikke tog sig særligt af os. Der var ingen tyske soldater at se mere.
En af os var syg, så vi fik besøg af en kvindelig russisk læge, en soldat, men ellers havde vi ingen kontakt med russerne. Efter en uges tid tænkte vi, at det var godt nok, men vi kunne ikke blive ved med at være der. Vi besluttede os for at begynde at gå, og vi ankom i løbet af formiddagen til en landsby, hvor der var et fransk flag uden for et hus. Vi blev selvfølgelig meget rørte over at se vores eget flag. Det var et samlingssted for franske officerer, som havde været fanger og var på vej tilbage til Frankrig. De vidste ikke, hvad de skulle gøre for at hjælpe os, men selvfølgelig skulle de tage sig af os og tage os med. Der var en koncert den aften, og vi var æresmedlemmer. Det var virkelig dejligt. Næste morgen, jeg kan ikke huske, hvordan eller hvor vi skulle over, men næste morgen skulle vi over demarkationslinjen mellem den russiske zone, og hvad vi troede var den amerikanske zone. Først ville russerne ikke lade civile passere, kun militær, men de franske officerer talte godt for os, og vi fik lov. Efter krigen har man fortalt, at der var nogle fanger, som var blevet glemt et sted i Sovjetunionen, og som aldrig kom tilbage. Det kunne have været vores lod. Men vi kom på lastbiler, som skulle køre os videre. Vi piger blev sat ved siden af chaufførerne, ikke bagved med de andre. Vi skulle have det godt. Jeg spurgte på et ubehjælpsomt engelsk, efter halvandet år med tysk, hvor chaufføren var fra. Jeg forventede, at det var New York eller San Francisco, men han var fra London. Vi var i den engelske zone, og det var allerede som at være kommet lidt hjem, for før vi blev arresteret, havde vi hørt engelsk radio.
Vi kørte med dem i en uge, fra en samlingslejr til en anden samlingslejr, hvor vi til en begyndelse var ildeset. De troede, at vi var frivillige piger fra tyske fabrikker. Men da de af Røde Kors fik at vide, hvem vi var, fik vi en god behandling. Vi sov i rigtige senge. Min ryg, hvor der var bylder, fik sin første rigtige behandling. Jeg kan huske et sted, det var et kloster med tyske nonner, og de skulle give mig forbinding på. Jeg prøvede at forklare dem, hvad vi havde oplevet. Jeg kan godt forstå, at de ikke vidste, hvad der foregik. Men at de andre tyskere ikke vidste det, det tvivler jeg på.
Efterhånden, lidt efter lidt, ankom vi til Nordfrankrig i Lille, det er ikke langt fra den belgiske grænse, hvor der var modtagelser for deporterede, og hvor vi blev undersøgt af en læge. Vi fik noget andet tøj, vi fik også penge og en billet til, hvor vi ville hen. Byen for mig, det var Paris. Men der begik jeg en fejl, som jeg altid vil fortryde. Før krigen havde jeg familie i Lille, jeg havde en moster og hendes mand. Men Lille var forbudt, det var noget specielt. Det var en forbudt zone. Min familie var flyttet længere sydpå, og jeg havde ikke rigtig nogen tidsfornemmelse, så jeg tænkte