Kultur. Kirsten Hastrup

gennemførte en geografisk ekspedition, med særlig henblik på en kortlægning af områderne omkring Baffin Island. Som en sidebeskæftigelse indsamlede han etnografiske oplysninger, og det er tydeligt, at hans interesse gradvist skifter fra det arktiske hav til de arktiske folk, hvis levevis han på bedste feltarbejdermaner hurtigt kom til at dele. Man kan sige, at han videreførte arven fra Herder via brødrene Humboldt, som på hver deres måde var inspiration og ophav til Boas’ studier af de nordamerikanske naturforhold, sprog og kulturer.

      Der er således en lige linje fra Herders Volksgeist, over Humboldts Nationalcharakter til det tyvende århundredes antropologiske kulturbegreb. Undervejs opstod der diverse side- og vildskud, som måske var en del af prisen for det, der umiddelbart lignede et demokratisk kulturbegreb. Den stærke understregning af ethvert folks særegne historie og nationale karakter gav ikke alene anledning til en forherligelse af visse folk på bekostning af andre. I videnskaben gav den også anledning til en nationalisering af fortiden, der kunne misbruges og blev misbrugt ikke mindst i det Tyskland, hvor Herder først havde opfundet folket som en enhed af sprog, historie, kultur og ånd.

      Blandt de blivende resultater af romantikken kan man i denne sammenhæng især pege på to. Det ene drejer sig om opfindelsen af folket som en organisk helhed med egen ånd, den anden er af mere teoretisk natur og vedrører synet på mennesket som et historisk væsen, der kan organisere sin egen frihed. Hvis vi ser på folket først, så leverede specielt Herder kød og blod til det romantiske og nationalistiske projekt, som var tidens. Hans begreb om folkeånden (Volksgeist) formerede sig eksplosivt i det nittende århundrede og gav anledning til allehånde ‘folke’-begreber, som stadig er i brug: folkeviser, folkekultur, folkesjæl, folkeminder, folkesang, ja selv folkelighed. Ikke mindst Herders studier af folkesange, eller Volkslieder – et begreb han opfandt som et digterisk udtryk for folkets stemme – blev inspirationskilde for romantikken og siden for det nittende århundredes massive indsamling af folkeminder og dermed for folkemindevidenskaben. Herder kendte også den nordiske mytologiske digtning, som han satte højt, og dette var en del af Grundtvigs inspiration til i 1808 at udgive Nordens Mytologi, hvori han beklager tabet af den gamle nordiske forestillingsverden.

      Med afsæt både i Herders ‘folkeånd’ og Humboldts ‘folkekarakter’ opstod også et begreb om folkepsykologi, der kollektiviserede psyken. Det var folkeåndens historiske virksomhed, der var folkepsykologiens objekt; i lighed med Humboldt så folkepsykologiens fortalere denne folkeånd som et folks genius, dets samlende psykologiske essens og drivkraften i nationens historie. Folkeåndens gradvise forandring over tid kunne bedst studeres gennem myter og andre primære og genuint folkelige udtryk, der afspejlede den kollektive dannelse, om man vil.

      Inspirationen fra Herder og romantikken fik dog ikke kun videnskabelige følger, men også i høj grad politiske. Det turde være klart, at begreber som folkeånd og folkekarakter kunne (mis-)bruges i nationalismens tjeneste. Hvor den tidligere patriotisme havde forbundet folk med herskeren og nationen som en overhøjhed, så blev nationalismen drevet frem af netop en forestilling om en folket iboende organisk solidaritet, der gav anledning til nye forestillinger om det politiske fællesskab. Efter Napoleonskrigene var der behov for nye begreber om frihed og selvstændighed; den kunne nu baseres på en kulturel identitet med rødder i folkeånden, og i den proces fik folkets poetiske stemme politisk betydning. Folkets stemme råbte højt i det nittende århundrede.

      Understregningen af folkets egenværdi og politiske rettigheder samt af hvert folks egen standard for lykke medførte nok i første omgang en teoretisk ligestilling af folkene, men i næste runde lå der også et potentiale for en absolut differentiering mellem dem. Hvis kulturelle forskelle beroede i medfødte kvaliteter, så kunne dette også danne grundlag for en racistisk politik; og sådan gik det faktisk.

      Hvis det folkelige bandt mennesker sammen i organiske enheder, så var mennesket som sådan dog ikke bundet af sin natur. Mennesket er ifølge Herder et ufuldkomment væsen, hvis vi ser biologisk på det. Det har kun få og svage instinkter og må så at sige skabe sig selv forfra hele tiden. Sansningerne er ikke givne, men må opfattes og fortolkes løbende. Mennesket er i bund og grund et historisk væsen, som selv må fastlægge sit liv og præge sin historie. Dette er en tanke, som i det nittende århundrede videreføres af tyske filosoffer af både idealistisk og materialistisk observans. Således siger Hegel, at mennesket er et resultat af sit arbejde, mens Marx fører dette videre til en erklæring om, at det er gennem stofskiftet med naturen, at mennesket formes, og ligesom arbejdet skifter gennem historien, således transformeres også mennesket selv.

      Kulturens idé

      Med disse store skridt gennem idéhistorien er vi nu nået frem til en fornemmelse af, hvordan kulturen som en omfattende idé om sammenhæng mellem skikke, sprog og fortællinger tog form inden for rammerne af en større historie. Med renæssancen havde mennesket fået tildelt en frihed til at udvikle sig, som det fandt rigtigst, og med oplysningstiden blev fornuften til det afgørende element i denne udvikling. Med Herder, som jeg har gjort en del ud af, blev kulturbegrebet demokratiseret og kollektiviseret; alle havde lige meget Kultur, men forskellige grupper havde forskellige kulturer alt efter ophav og levested. Med den nationalromantiske bevægelse i Europa blev dette kædet sammen med en forestilling om en national karakter, der prægede mennesker så dybt, at den ikke kunne ændres. Landet, nationen, folket og nationalkarakteren gik op i en højere enhed. Arven fra denne periode er et essentialiseret kulturbegreb, dvs. en forestilling om kulturen som en indbygget kvalitet ved grupper af mennesker. Disse grupper kunne nu stille krav om frihed til national selvbestemmelse inden for et bestemt territorium.

      Som vi også har set, så ligger der bag udkrystalliseringen af det kollektive og differentierede kulturbegreb, som knyttede sig til et bestemt folk, et andet og fællesmenneskeligt begreb om Kultur som et almenmenneskeligt særkende. Med andre ord, kulturen som idé er både eksklusiv og inklusiv. Man kan også sige det sådan, at kulturen på én gang er historisk og naturlig.

      Den brogede historie, som her er selektivt skitseret, præger det moderne komplekse kulturbegreb – på samme måde som andre begreber rummer deres egen historie og byder sig til for mange fortolkninger. Det er én af grundene til, at kulturbegrebets historie stadig er vigtig; den viser os, hvordan kulturen som idé er både inklusiv og eksklusiv, og dermed er vi allerede bedre rustet til at forstå nogle af de paradokser, der knytter sig til brugen af begrebet.