I 1891 dukkede et stort petersborgfirma, G.I. Pallizen, op i Vologda og åbnede byens første eksportkontor. Et rigtigt eksportkontor skabte forhåbninger om både større eksport og bedre smørkvalitet, men mod forventning åbnede der ikke flere kontorer, selvom der kom stadig flere udenlandske opkøbere til. Pallizen havde store problemer på grund af den gennemgående ringe smørkvalitet og ansatte egne instruktører til at vejlede mejerierne. Firmaet eksporterede smør til København og London (Egunov 1897: 45; Riffestal’ 1899: 53; Graae 1963: 71).
Et enkelt eksportkontor og mere eller mindre sporadiske opkøb var ikke nok til at klare afsætningen af den store produktion, og Vologdamarkedet var ved at være overopfyldt. I 1894 indkaldte guvernøren professionelle mejerifolk til krisemøde. Der blev udtrykt ønske om oprettelse af en institution, som kunne kvalitetsbedømme smørret, uden at det dog skulle være obligatorisk for mejerierne (en lignende foranstaltning var også på dagsordenen i Danmark på dette tidspunkt, hvilket førte til indførelsen af lurmærket i 1901). Desuden ville man gerne have åbnet et kontor, som kunne orientere om smør- og osteriforhold i ind- og udland, og man beklagede de dårlige kreditmuligheder og transportforhold. Mejerifolkene foreslog også, at der jævnligt blev afholdt kongresser for smørbranchens folk og oprettet flere mejeriskoler, hvor eleverne kunne blive uddannet “i en ånd, som lærte dem at gøre deres pligt korrekt og samvittighedsfuldt” og til at “arbejde stabilt og udvise flid og god moral” (Egunov 1897: 43-44).
Et resultat af mødet var, at den russiske regering oprettede en række embeder til statsinstruktører i mejeribrug og statsmejerister. Der blev ansat syv statsinstruktører og 29 statsmejerister, som skulle hjælpe mejeribruget i de nordlige guvernementer på ret køl ved at rådgive om produktion, regnskabsføring, kvægpleje osv. og agitere for oprettelse af andelsmejerier. Ti af embederne blev besat med danske mejerister (Hjerl Hansen 1949: 18; Kamp 1943: 126). Størstedelen af dem kom til at arbejde i guv. Vologda, hvor smørkrisen var mest akut.
Forud var gået etableringen af forskellige dansk-russiske kontakter inden for mejerivæsenet. N.V. Vereščagin, A.I. Blandov, Av. A. Kalantar, hans bror Aleksandr Kalantar og andre russiske mejerifolk havde været i Danmark i 1870erne for at studere mælkerivæsen under den internationalt kendte professor i landøkonomi og mejeriteknik ved Landbohøjskolen i København, Thomas Riese Segelcke (1831-1902) (Koefoed 1945: 31). 6 I 1875 modtog Segelcke som tak Stanislav-ordenen af den russiske stat, og i 1880 blev han inviteret til Rusland, hvor han blev modtaget og hyldet af N.V. Vereščagin, Kalantar-brødrene og brødrene Blandov (Koefoed 1945: 31). 7
I 1891 åbnede som nævnt petersborgfirmaet G.I. Pallizen kontor i Vologda. Handelshuset G.I. Pallizen var et russisk firma, grundlagt i 1865 af den danske forretningsmand Hans Jessen Pallisen (10.6. 1815, Ålborg – 1.8. 1881, St. Petersborg). I 1890erne var det stadig på danske hænder. Firmaets internationale navn var H.J. Pallisen. 8
En af G.I. Pallizens medarbejdere i Vologda i begyndelsen af 1890erne var den danske mejerist Carl Frederik Rieffestahl (Stepanovskij 1912: 7; Rigsarkivet: Udenrigsministeriet. Gesandtskabet i St. Petersborg. 02-398. Aflevering 1939. Korrespondancesager, 1895-1902, 52). I 1894, efter krisemødet i Vologda, blev Rieffestahl ansat af den russiske regering som leder af organisationen af statsinstruktører for mejerivæsen i guv. Vologda. Den mindede om den danske statskonsulenttjeneste, som blev oprettet i 1880erne, foranlediget af mejerisektorens ekspansion. 9
Hans Jessen Pallisen, dansk generalkonsul i St. Petersborg og grundlægger af Handelshuset G.I. Pallizen (Det Kongelige Bibliotek, København).
Carl Frederik Rieffestahl, danskfødt mejerimand i russisk statstjeneste. Leder af mælkerivæsenet i de nordlige guvernementer i europæisk Rusland. Fotoet er fra Vologda, formentlig 1880erne. Påskriften er fra 1902 (© Irina Lozovskaja, St. Petersborg).
SMØRBRANCHEN I GUVERNEMENTET VOLOGDA I 1890ERNE
Ifølge en rapport fra 1897 af A. Egunov, mælkerivæsensspecialist i det russiske landbrugsministerium, begyndte mejeriteknik og smørkvalitet allerede fra 1895 at blive bedre.
Det skyldes helt og holdent de danske instruktørers og deres fortræffelige leder Rieffestahls utrættelige og samvittighedsfulde arbejde. Rieffestahl ved ikke alene nøjagtig, hvad han vil og arbejder sig støt frem mod målet, men samtidig forstår han at behandle alle livets tilskikkelser med stor takt, så selv kulakmejeristerne respekterer ham. Han er en velkommen gæst i ethvert selskab og respekteret for sin fagkundskab, som en mand, der kan sit arbejde (Egunov 1897: 45).
Arbejdet i mejeribruget kostede ifølge Egunov danskerne store anstrengelser og var ikke altid kronet med held. Mange mejerier ville ikke have med regeringsinstruktørerne at gøre, men fire småmejerier, der havde fået vejledning af danske mejerifolk, vandt guldmedalje på den store nationale handels- og industriudstilling i Nižnij Novgorod i 1896 (ibid.: 32).
Rieffestahl (med stort skæg) omgivet af danske instruktører. Yderst til venstre i første række Mathilde Holm. Carsten Korch er nr. to fra venstre i anden række. Blandt de øvrige instruktører er formodentlig Carl Alfred Hansen, Christian Lefeldt, Hans Peter Hansen, Peter Paulsen, Thomas Jensen, Peter Skovgård, Peter Larsen og Chresten Christoffersen. Midten af 1890erne (© Irina Lozovskaja, St. Peterburg).
I 1897 ansatte den russiske regering, igen ved Rieffestahls mellemkomst, yderligere otte danske mejerister i guv. Vologda. En del af de første statsinstruktører havde på dette tidspunkt forladt russisk statstjeneste og taget ansættelse ved danske firmaer i europæisk Rusland eller Sibirien eller ved den nyoprettede sibiriske statsinstruktørjeneste. Statsinstruktørkorpset i de nordlige europæisk-russiske guvernementer trængte til at få tilført nye kræfter (RGIA: f. 398, op. 64, g. 1897, d. 191, l. 8-37 ob.).
Den ret store udvandring af danske mejerister til Rusland og andre lande, som fandt sted i disse år, gav i øvrigt anledning til en vis bekymring i Danmark. Udvandringen skyldtes, skrev Mælkeritidende, dårlige hjemlige arbejdsvilkår. Spørgsmålet var, om den ville give den danske smørbranche farlig konkurrence (Mælkeritidende 1891: 227).
En af de danske statsmejerister skrev anonymt en beretning hjem fra sin første tid i Rusland. Den blev gengivet i Mælkeritidende og gav læserne et vist indtryk af statsmejeristernes vanskelige arbejdsvilkår og de store problemer, russisk mejeribrug endnu havde at overvinde. Den danske mejerist var i marts 1898 blevet sendt til guv. Novgorod for at inspicere mejerier i et område, hvor der endnu aldrig havde været nogen instruktør. “Herværende Befolkning er flink og godmodig”, skrev han, “men narre os i Pengesager vil de alle.” Det var sin sag for ham at beskrive sit arbejde, fortsatte han, “da den sørgelige, nøgne Virkelighed undertiden er saa humoristisk, at jeg ikke paa langt nær ser mig i Stand til at skildre den, som jeg kunne ønske.” Han begyndte med at få gjort rent i de snavsede mejerier, han besøgte. De bestod som regel af ét rum, hvor mejeristen også sov og lavede mad. “Forinden der kan være Mulighed for at vaske, maa alt først skrabes”, og lige så snavset som mejeriet var inventaret og de træspande, mælken blev leveret i. Kærningen tog ofte flere timer, fordi de ansatte ind imellem tog sig tid til at få andet arbejde fra hånden. Mange mejerier var så små, at de måtte samle smør sammen over længere tid for at få dannet tilstrækkelig store og salgbare partier. Alt imens lå smørret og blev gammelt og fik mejeriet til at lugte “afskyeligt”.