Undervisning er dannelse. Alexander von Oettingen

tilværelsen til, og skolens undervisning handler om at invitere eleverne ind i disse refleksioner. Her lærer de at tage stilling og finde deres egne svar. Dannelse handler ikke bare om at blive til noget, men især om at blive til nogen.

      Den nødvendige omvej

      Fordi dannelse handler om selv- og medansvarlighed, er formålet med undervisning også, at eleverne lærer at læse og forstå verden i dens forskellige udtryk. I kunsten, litteraturen, videnskaben, teknologien og historien bliver verden fortalt og fremstillet, og dannelse er at kunne forstå disse sammenhænge. Når undervisningen viser, hvad der ligger under, gennem fagbøger, fortællinger, genstande, modeller, eksempler, eksperimenter eller blot i samtalen, så åbner der sig en helt ny verden for eleverne. Fag er vinduer til verden, og derfor er de vigtige for elevernes dannelsesproces.

      Der findes mange forskellige teorier og definitioner om dannelse. Forskellige tider har set forskelligt på dannelsen og lagt vægt på forskellige begreber: kritisk tænkning, myndighed, ansvarlighed, selvstændighed, fællesskab, solidaritet, innovation, kompetencer, livslang læring, medborgerskab, verdensborgerskab, livsduelighed, empati for blot at nævne nogle. Det er alle begreber, der med forskellig vægtning udtrykker dannelsens særlige karakter: Dannelse er at forstå sig selv og samtidig være en del af noget større.

      Uddannelsesforskere har sommetider ment, at det var bedre helt at undvære ordet dannelse, fordi det var elitært, gammeldags og meget lidt brugbart til at beskrive fremtidens udvikling. Det er jeg ikke enig i. Vi har brug for et alment begreb for undervisningens formål. Det er vigtigt, at vi bliver ved med at tale om undervisning og dannelse.

      Det afgørende og interessante er ikke, om vi kan definere begrebet dannelse helt præcist, det afgørende er, at vi er bevidste om, hvad undervisningens bidrag til elevernes dannelsesproces er. Vi må vide, hvorfor dannelse har brug for undervisning. Hvis lærere ikke kan svare på, hvordan dannelse og undervisning hænger sammen, så har de mistet en vigtig markør for deres gerning.

      Det er klart, at ingen – heller ikke de allerbedste lærere – kan undervise i alt det, der er afgørende vigtigt for elevernes fremtid eller dannelse. Skolen har ikke dannelsesmonopol, og den er langtfra den eneste dannelsesinstitution vores børn møder gennem deres opvækst. Kirken, fritidsklubben, musikskolen og kunstmuseet danner for eksempel også.

      Men skolen danner børn på sin egen måde, når den fører dem ind i det almene og det fælles og lærer dem, at de står med et ansvar, der ikke slutter, når klokken ringer, men tværtimod varer hele livet.

      Jeg har selv været folkeskolelærer i en del år og har altid syntes, at undervisning var både svær og ejendommelig. Nogle gange var det spændende, og vi opdagede faglige verdener sammen eller diskuterede vigtige forhold. Andre gange var det en kedelig omgang, hvor både lærer og elever bare skulle igennem stoffet og få tiden til at gå. At undervisning har en langt større betydning end jeg umiddelbart erfarede, havde jeg dengang ingen anelse om. Jeg manglede at kunne sætte undervisningen ind i en større fortælling om almendannelse.

      Hvad ville der ske, hvis undervisning pludselig ikke fandtes? Hvis vi sparede skolens nødvendige omvej og satsede på, at børnene lige så langsomt fandt ud af det hele blot ved at være til stede i hverdagen? Ville de så lære om verden? Næppe. De ville drukne i alt for meget information og støj. Derfor er det godt at gå en omvej for at lære at forstå alt det, vi ikke umiddelbart forstår.