Jeppe Bundsgaard
Digital dannelse
Aarhus Universitetsforlag
Nyt under solen
Lerkonvolutter og atlanterhavskabler
Kommunikationsteknologier fylder stadig mere i vores liv og samliv. Vi udfolder stadig flere aspekter af vores sociale liv, vores professionelle liv, vores medborgerskabsliv og vores forbrugerliv online. Derved får vi mange nye muligheder. Og udfordringer. Og vi forandrer vores fællesskaber og samvær på afgørende punkter. Helt præcis hvilke muligheder, udfordringer og forandringer vi er i gang med at skabe, er ikke til at sige, men erfaringer fra tidligere kommunikationsteknologier viser at det er ret sikkert at de kommer. Og erfaringerne viser at det vil betyde store omvæltninger som både vi voksne og vores børn må forholde os til. Denne bog handler om nogle af de udfordringer vi vil møde – og især om hvordan skolen kan bidrage til at eleverne er lidt bedre forberedt på at håndtere dem.
Der er sådan set ikke noget nyt i at vi bruger teknologi til at kommunikere med. Det har vi gjort i mindst 37.000 år. Men hver gang vi har udviklet en ny teknologi, har vi samtidig skabt grundlaget for nye måder at organisere vores samfund, relationer og verdensopfattelser på.
Hulemalerierne blev sikkert brugt til at støtte hukommelsen om store jagtsucceser, men også som udsmykning eller som led i magi. Fra samme periode har arkæologerne fundet knudestave, ben med indridsede tegn, samlinger af småsten osv. Disse redskaber har været brugt til at huske og til at kommunikere med inden for de små stammer som mennesker levede i.
Fra samtidig med at agerbruget opstod i Mesopotamien, omkring 8000 år før vor tidsregning, har man fundet små lerstykker formet som kugler, kegler, cylindre osv. med indridsede mærker. Disse lerstykker har sandsynligvis fungeret som tællehjælpemidler og som midler til at huske hvor meget korn, kvæg og andre varer ejeren havde.
De små lerstykkers forandring fra de var tælleredskaber til de blev til mesopotamiernes kileskrift, er undersøgt af den franske skriftsprogsforsker Denise Schmandt-Besserat. Først blev de små lerstykker lukket inde i en ’konvolut’ af ler, sandsynligvis brugt som bevis for hvad der var sendt med hyrden eller varetransporten over længere afstande. Når varerne kom frem, kunne modtageren smadre konvolutten og sikre sig at der ikke var forsvundet noget undervejs. Efterhånden begyndte afsenderen at sætte mærker uden på konvolutten for at markere hvad der var indeni. Og så var der ikke langt til blot at skrive mærkerne, uden at lægge lerstykkerne indeni. Kileskriften var udviklet. Og i tæt parløb med kileskriften var det kæmpe rige Mesopotamien vokset frem.
Ganske som Egypten udvikledes med hieroglyfferne, Inkariget med quipu (de talende knuder), og Shang-dynastiets Kina med orakelbenskriften. Kommunikationsteknologien var en forudsætning for at større landområder kunne lægges under en central herskers magt, ganske som teleteknologierne 5-6.000 år senere blev en forudsætning for det globale marked. I midten af 1800-tallet skabtes nemlig de såkaldte teleteknologier, dvs. teknologier som gjorde det muligt at kommunikere simultant over afstande. Og de første beskeder der blev sendt over Atlanterhavets nye undersøiske telegrafkabel, var aktiekurser.
Mobile netforbundne teknologier
I dag er vi midt i anden fase af den næste store revolution af vores måder at kommunikere og leve sammen på. I første fase smeltede computerteknologien og teleteknologien sammen. Og her i anden fase er teknologierne blevet mobile, så de ikke længere er bundet til et sted, men følger med os alle steder.
Hvor vores forfædre skabte skriftteknologien over flere tusind år, har vi udviklet de mobile netforbundne teknologier på under en generation. Og det er disse teknologier som medvirker til at vi forandrer vores sociale relationer, vores samfund og vores samhandlen i alle ordets betydninger.
Vi udvikler løbende måder at håndtere vores nye muligheder og udfordringer på, men vi er ikke altid lige gode til det. Ikke alle kommer uskadte igennem mødet med de bløde teknologiers hårde virkelighed. Hvor skolen måske tidligere kunne forberede eleverne på fremtidens samfund ved at undervise i fortidens erfaringer, er udfordringen i dag at der er mange flere udfordringer som vi ikke ved hvad vi skal gøre ved. Hvordan håndterer vi bedst konflikter i ansigtsløs kommunikation? Hvordan afgør vi om en hjemmeside er velegnet til vores eget formål? Hvordan navigerer vi i alle de (alt for) gode tilbud om varer og tjenesteydelser? Hvordan agerer vi selv som producenter af indhold? Og hvordan deltager vi i en demokratisk debat der hele tiden flytter sig?
Det er sådanne spørgsmål det er helt afgørende at vi bliver bedre til at hjælpe vores elever med at svare på. Derfor har jeg sat mig for at samle de erfaringer jeg har gjort mig igennem min forskning i fagdidaktik og it igennem de seneste 15 år. Jeg giver nogle bud på hvad udfordringerne er, og peger på hvad vores børn og unge har brug for så de kan leve i dette samfund i denne epoke i verdenshistorien. Jeg giver bud på hvad vores børn ikke lærer af sig selv, selvom de næsten er født med en mobiltelefon i hånden, og jeg giver bud på hvordan skolen kan bidrage til at gøre dem mere klar til deres liv nu og i fremtiden.
Der er fart på … rolig nu!
Der er virkelig fart på udviklingen inden for informations- og kommunikationsteknologi. Vi kan kommunikere på måder vi ikke kunne forestille os for bare 20 år siden. Stort set alle unge og voksne er online ikke bare nogle gange hver dag, men hele tiden. Vi holder kontakten til folk vi kendte for mange år siden, vi skaber kontakter til folk vi aldrig har mødt, vi deler vores tanker, holdninger og oplevelser med vores venner, bekendte og hele verden. Vi befinder os pludselig midt i en global samtale (eller forargelsesfest) på grund af en opdatering eller et billede vi delte med vores ’venner’, vi følger med i hvad der sker i en lille by på den anden side af jorden, mens det sker.
Vi møder ligesindede uanset hvor outrerede vores hobbyer eller interesser er, og vi kan finde indsigtsfuld og langt ude information om disse hobbyer og alt andet mellem himmel og jord. Vi deltager i globale bevægelser for klimaet, mod menneskehandel, for vores version af Gud, mod konspirationen som staten eller virksomhederne, jøderne, muslimerne, de kristne eller de vantro har iværksat. Vi lever i en global landsby, sådan som den canadiske teknologifilosof Marshall McLuhan allerede gjorde opmærksom på i 1962.
Udviklingen går så stærkt at nogle siger at man ikke kan afgøre hvad eleverne i dagens skole skal lære, for verden ser helt anderledes ud når de kommer ud af skolen. Skulle man tage dette synspunkt alvorligt, skulle man vel aflyse skolen og lade børn og unge leve deres liv som de selv synes. Men helt så simpelt er det ikke. For selvom teknologier opstår og forgår, og selvom det sociale netværk skifter navn fra Six Degrees of Separation til Myspace eller Facebook, Google+, Instagram, Twitter, Snapchat, ASKfm eller hvad det nu hedder i dag, og selvom de mobile teknologier bliver stadig mere integrerede i vores ting og i og på vores kroppe, så er der mange grundlæggende træk ved vores kommunikation som er genkendelige og endda uforanderlige.
Vi kommunikerer stadig med nogen om noget på bestemte tidspunkter, i konkrete sammenhænge og med forskellige teknologier. Der kan være mange flere med i vores kommunikation, sammenhængen og hensigterne kan være svære at gennemskue, og teknologierne gør at tiden og rummet hvor vi kommunikerer, kan antage ganske omfattende dimensioner. Men vi bruger teknologier sådan som vi altid har gjort – i hvert fald siden vi udviklede skriftsystemer for 5-6.000 år siden. Teknologierne bliver meget mere kraftfulde, på den ene side lettere at bruge, men på den anden side meget sværere at forstå og gennemskue konsekvenserne af.
Vi kan således med god ret antage at det ikke bliver simplere i vores og vores børns fremtid. Og heller ikke grundlæggende anderledes. Vi vil have et endnu større behov for at kunne gennemskue hvordan kommunikationen hænger sammen, hvordan vi kan finde information vi kan bruge, fra kilder vi kan stole på, og hvordan de teknologier vi bruger, virker og medvirker til at gøre noget muligt og begrænse andet. Vi – både voksne og børn – skal udvikle digital dannelse. Det stiller lærere og skole over for noget af en udfordring, for mens lærerne, som alle andre voksne, selv kæmper med at forstå og kunne håndtere de udfordringer de møder, skal de samtidig hjælpe deres elever med at udvikle deres digitale