Hvilken konception danner udgangspunkt for pædagogisk antropologi som videnskab?
Som beskrevet ovenfor mener jeg, at det er afgørende for beskrivelser af såvel pædagogisk antropologi som alle andre videnskaber at markere, hvilken position der anvendes som udsigtspunkt. Medarbejdere på Institut for pædagogisk antropologi går så at sige alle ind og bidrager til definitionen. Det sker ud fra forskellige fagtraditioner, men det sker også på baggrund af videnskabsteoretiske forforståelser, der knytter sig til de enkelte medarbejderes faglige og institutionelle baggrund. Deres bidrag til kommunikationen er rammesat af, hvilken selvforståelse de med deres fag har opbygget. Eksempelvis har det fag, jeg kommer fra, (skole- og uddannelsesfaget billedkunst) en videnskabstradition, der kan betegnes som kritisk-hermeneutisk. Denne position har i løbet af min uddannelsestid ligget til grund for den videnskabelige konception inden for det billedpædagogiske område og dermed også præget forskningen. Det er den position, der ligger til grund for aktuelle diskussioner om, hvordan faget i øjeblikket markerer nogle andre retninger, og hvordan videnskabspositioner nyformuleres. Der arbejdes forskningsmæssigt med problemstillinger, som indfanges med begreber om visuel kultur. Samtidig repræsenterer visuel kultur en pædagogisk faglighed, som rækker langt videre end til et spørgsmål om at udvide et eksisterende skolefag. Dette illustreres i eksemplificeringen af pædagogisk antropologi. Dermed markeres en position af fagligheder, der både har afsæt i en tradition, men også til stadighed forandrer og udvikler sig. Dette eksempel er blot en blandt mange positioner, der er i spil i drøftelserne af pædagogisk antropologi. Andre, der bidrager til pædagogisk antropologis selvbeskrivelse, vil kunne formulere en lignende mangfoldighed – både i relation til andre fagdiscipliner og i relation til videnskabsteoretiske traditioner. Selve sammenstillingen af pædagogisk og antropologi rummer en kompleksitet, der kan fortolkes med forskellige betoninger. Også disse er resultatet af forskellige traditioner. Dette giver en kompleksitet, som kan være vanskelig at håndtere, men også artikulerer, at videnskab er noget, der forandrer sig over tid.
Forskellige betoningers betydning for begreber om pædagogisk antropologi
I afsøgningen af hvordan begrebsopfattelser har betydning for beskrivelser af pædagogisk antropologi, er det afgørende, hvilken del af begrebet man i særlig grad associerer sig til. Derfor vil jeg i det følgende skitsere i hvert fald fire forskellige forståelser af pædagogisk antropologi. Når det får betydning, skyldes det ikke alene en definitorisk skelnen, men i lige så høj grad hvilken fagtradition og – som ovenfor beskrevet – videnskabsteoretisk tradition, der bringes med ind i tolkningen. Det følgende vil være en fremstilling af nogle sondringer i forhold til pædagogisk antropologi, som tager afsæt i nogle aktuelle markeringer på DPU.
Hvad er det pædagogiske i pædagogisk antropologi?
I præsentationen af DPU kan man møde sætningen: ”Pædagogik reflekterer et mellemværende”. Her kan man spørge: Hvordan kan pædagogik forstås? Sætningen afgør ikke, hvad pædagogik er, men hvad pædagogik gør. I den forstand bliver pædagogik som begreb vanskeligt at definere. Skal man forsøge at splitte sætningens dele op, kan pædagogik i en traditionel skelnen ses som betegnelse for:
En kommunikativ praksis, hvor ’der er mere end en samlet’ med grader af formaliseret intendering, og hvor intenderingen udsiger, at der tilstræbes en forandring. Allerede her er der imidlertid forskel på, om man vægter det at være sammen eller det at intendere. I begge tilfælde spiller begrundelser og didaktik en rolle. Hermed mener jeg: hvordan jeg gør hvad og hvorfor.
En videnskab med deldiscipliner. Her tænkes på systematiserende videnskategorier om forandringer som opdragelsesteorier, didaktiske teorier, uddannelsesteorier, dannelsesteorier, undervisningsteorier, læringsteorier.
Denne skelnen mellem begreber om pædagogik er væsentlig, når det drøftes om det pædagogiske i pædagogisk antropologi er en betegnelse for et genstandsfelt – dvs. at man undersøger en kommunikativ praksis, hvor ’der er mere end en samlet’, eller om det er en videnskab med deldiscipliner – dvs. at der indgår systematiserende videnskategorier om forandringer.
Det næste led i sætningen leder til spørgsmålet: Hvordan kan reflektere forstås? Leksikalsk kan ’at reflektere’ forstås som at afspejle noget. Ligeledes kan det forstås som en form for at virke tilbage med det ’danske’ ord feedback. I en systemteoretisk forståelse vil det at reflektere opfattes som en markering af et forhold mellem inklusion og eksklusion. Det vil sige, at refleksionen er med til at opretholde, at den forandringsintenderende kommunikation, der foregår, netop handler om ’at have noget for med nogen’ til forskel fra at handle om noget andet som fx at tjene penge, at have magt eller at søge et sandere verdensbillede. Eller den handler om at forbedre de systematiserende videnskategorier med henblik at søge et sandere verdensbillede og ikke om at tjene penge, at have magt eller at have noget for med nogen.
Dermed giver sætningens sidste led også to betydningsmuligheder, når man spørger: Hvordan kan et mellemværende forstås? Mellemværende refererer enten til parterne i den kommunikative praksis og kan på den måde ses som forskellige variationer af didaktikkens hvordan, hvad og hvorfor. Eller det refererer til videnskategoriernes indbyrdes relationer fx mellem opdragelse og læring, mellem undervisning og didaktik, mellem undervisning og læring eller mellem ’praktisk’ pædagogik og pædagogisk videnskab. Om mellemværendet mellem ’praktisk’ pædagogik og pædagogisk videnskab kan man sige, at pædagogik er en form for kommunikation, der ’har noget for med nogen andre’. Denne kommunikation kan beskrives som forandringsintenderende. Heri ligger, at selvom man har intention om, at de, man er sammen med, skal udvikle sig fx til selvstændigt tænkende mennesker, har man ingen garanti for, at det, man har for med dem, sker. Som regel er denne forandringsintendering knyttet sammen med et professionelt forhold. Hermed mener jeg, at kommunikation med forandring af en anden for øje er rammesat af regler. Det er fx skolens eller daginstitutionernes bekendtgørelser. Derfor kommer denne forandringsintendering ikke ud af det blå, men er forankret i viden om det område, den virker i. Her bliver den pædagogiske videnskab og dens deldiscipliner relevante. Imidlertid er det også her, at potentialet i pædagogisk antropologi som forskningstilgang bliver relevant, idet den pædagogiske videnskab (og den antropologiske) – som alle videnskaber – har brug for nye strategier til at udfolde og pege på egne blinde pletter.
Hvad er det antropologiske i pædagogisk antropologi?
En definition af det antropologiske kan, som præsenteret med Wulf og Zirfas (jf. ovenfor), repræsentere forforståelser, der tilbyder forskellige tilgange til, hvad antropologi er. Altså hvilken forståelse af, hvad et menneske er, der ligger til grund for det antropologiske. For at komme videre i forsøget på en definition, der aktualiserer træk ved et senmoderne videnskabssyn, henter jeg hjælp hos antropologen Kirsten Hastrup. Hun beskriver antropologi som en videnskab, hvor oplevelsen af kulturelle forskelle er blevet professionaliseret. Hun ser antropologi som en professionel forbløffelse, der omsættes i refleksion over verdens mangel på selvfølgelighed. Hun ser det som en samtale om det hypotetiske og dermed om det tænkelige med henblik på en form for klarhed. Det antropologiske er en distance til det etnografiske nærvær (Hastrup 1992). Hastrup tilfører den traditionelle antropologiske videnskabs vej fra det hun kalder en rationalistisk naturvidenskabelig attitude over en spagfærdig humanistisk fortolkende indstilling en tredje vej om solidaritet: den professionelle forbløffelse (1992:10). Dette forstår jeg som en særlig skærpelse af at stille spørgsmål ved det, der ligger lige for. Hastrup forholder sig til det antropologiske projekt i det senmoderne som et forhold mellem et etnografisk nærvær og en antropologisk distance. Dette forhold er et performativt paradoks, der ikke kan fjernes (Hastrup 1992:75). Hun foreslår en professionel forbløffelse som håndtering af et kompleks af forskelligheder. Det gør hun blandt andet ved at fiksere forskelle som afsæt for at stille spørgsmål til selvfølgeligheder. Herved muliggøres en udfoldelse af begrebet om antropologi som en dynamisk mulighed for at stille nye spørgsmål til de opfattelser, man har af verden.