I forlængelse af denne argumentation kan denne antologi derfor ikke ses som et forsøg på at monopolisere hvad pædagogisk antropologi skulle kunne være. Antologien skal derimod ses som et udtryk for at forskellige forskere, der alle har valgt Institut for Pædagogisk Antropologi som det institut der i særlig grad passer dem, søger at afklare og udvikle et fællesskab omkring særlige tematikker, metodiske og teoretiske tilgange som de har valgt at kalde pædagogisk antropologi.
Pædagogisk antropologi ved DPU – et fag i tilblivelse mellem monofaglighed og multidisciplinaritet
Ved Institut for pædagogisk antropologi ved DPU er der flere bud på hvordan pædagogisk antropologi kan forstås. Der er udbredt enighed om at etnografisk udforskning af felter der har betydning for pædagogiske processer, skal have en synlig placering. Det samme gælder kulturbegrebet og kulturanalyse som længe har været en integreret del af etnografisk/antropologisk såvel som pædagogisk forskningstradition (se fx Hasse 2002 og Højlund 2004).
I den konkrete forskningsstrategi kan kulturanalysen knyttes direkte til etnografiske studier. Men den kan også tage form af analyser der sigter mod at kortlægge de steder, de artefakter, medier eller tekster der er med til at konstituere de kulturelle og sociale landskaber hvor de sociale processer finder sted, uden at der nødvendigvis indgår etnografiske studier i den aktuelle analyse. Kulturanalyser på dette grundlag kan spænde fra studier af klasseværelsets koreografi eller formidling af kunst over analyser af enkeltmedier (fx undervisningstekster, børnebøger eller computerspil) til analyse af internettets virtuelle landskaber (se fx Illeris i denne antologi og Milner 2002).
Tekst- og diskursanalytisk tilgang kan endvidere bruges i forbindelse med analyse af betydningstilskrivninger der bidrager til at nye læringsarenaer opstår. Dette dokumenteres i Krygers artikel i denne antologi med samspillet mellem McDonald’s, den svenske läsrörelse, EU-dokumenter og danske børnehaver som eksempel. En lignende tilgang kan også anvendes til at kritisere dominerende pædagogiske og læringsteoretiske diskurser i forbindelse med eksempelvis literacy-begrebet og samtidig åbne op for nye, mere kontekstualiserende måder at anskue et sådant begreb på (se Holm i denne antologi).
Pædagogisk antropologi har imidlertid ikke patent på de her nævnte forskningstilgange. En række andre forskningstraditioner på tværs af discipliner har i de senere år benyttet lignende teorirammer og forskningsprocedurer som vi her har identificeret som mulige ingredienser i en pædagogisk antropologi.
Vi ser samspillet med disse andre traditioner som en væsentlig kilde i arbejdet med udviklingen af den pædagogisk antropologiske faglighed. Pædagogisk antropologi får herved samtidig karakter af et multidisciplinært mødested som for eksempel den engelske cultural studies-tradition eller uddannelsesforskningens lange tradition for at hente inspiration fra såvel filosofi, sociologi, historie, antropologi etc.
I det følgende vil vi nævne tre eksempler på hvorledes man inden for instituttet rammer arbejder med at udvikle en pædagogisk antropologisk faglighed med afsæt i en flerhed af discipliner.
Medieforskning som eksempel
Inden for medieforskningen opnåede den såkaldte medieetnografi en stærk position op gennem 1990’erne. Men inden da havde medieforskningen længe været optaget af at udforske hvordan medier bliver brugt. I starten blev medier primært studeret gennem effektforskning baseret på en positivistisk forskningstradition. Senere kom mediereceptionen til. Den interesserede sig for at afdække sammenhænge mellem medieindhold og seer/lytter/læser-oplevelsen. Som en naturlig bevægelse fra dette fokus på mødet mellem det enkelte medieprodukt og den/de enkelte bruger(e) opstod en interesse for at anskue medieproduktets anvendelse i en bredere ramme med inddragelse af den sociale og kulturelle kontekst hvori anvendelsen fandt sted.
Som et eksempel på denne bevægelse kan nævnes et temanummer om Medieetnografi i tidsskriftsrækken Mediekultur (Mediekultur nr. 21, 1993) hvori medieetnografien næsten programmatisk proklameres som den nye trend for medieforskning med vægten på blandt andet hverdagslivsstudier. På den internationale scene er David Buckinghams og Julian Sefton-Greens bog ”Cultural studies goes to school” (1994) en klassiker i denne bevægelse. Her anskues studier af børn og unges mediebrug i skolen inden for rammen af dels en etnografisk tradition og dels inden for cultural studies-traditionen.
På DPU har der siden 2002 været satset forskningsmæssigt på medier og IT gennem forskningsprogrammet ”Medier og IT i et læringsperspektiv”. Her er inspirationen fra både etnografi og kulturstudier tydelig. Ud over interessen for pædagogiske processer, udnævnes i forskningsprogrammets grundlag begrebet „hverdagsliv“ som en væsentlig indfaldsvinkel idet begrebet repræsenterer det brede spektrum af socialt, teknologisk, institutionelt og samfundsmæssigt konstituerede kontekster hvori individer anvender digitale medier, ligesom programmet har taget begrebet ”kulturmøde” til sig som et af kernebegreberne. Det beskrives som et møde mellem den kultur mediebrugerne allerede har og den de møder på internettet eller via tv-skærmen, herunder forholdet mellem en nationalt forankret kultur og den tiltagende globalisering der findes i et stadigt ekspanderende medieudbud. En stor del af forskningsprogrammets medlemmer samt dets ledelse indgår i Institut for pædagogisk antropologi, og forskningstraditioner inden for medie-/IT-forskningen udgør en af flere mulige aktører i multidisciplinære samarbejder inden for rammen af pædagogisk antropologi som fagkonstruktion.
Børn og unge forskning som eksempel
Børne- og ungdomsforskningen har i høj grad gjort brug af kulturanalyser, etnografiske studier og andre kvalitative tilgange. Inden for ungdomsforskningen har den såkaldte Birmingham-skole med dens kritisk marxistisk og semiotisk inspirerede tolkning af cultural studies-traditionen været en vigtig inspirationskilde til studier af ungdomskulturer i nordisk sammenhæng (se Bjurström 1997).
Inden for børneforskningen lancerede den engelske antropolog Allison James i samarbejde med sociologen Alan Prout et nyt ”barndomsparadigme” i en artikel der siden da har opnået klassikerstatus, nemlig ”A new Paradigm of Childhood” (1990/1997). Synspunktet er her at børn skal studeres i deres ”egen ret”. De skal ses som aktører og kompetente fortolkere af eget liv. Forestillinger om børn og barndom ses i artiklen som sociale konstruktioner knyttet til bestemte sociale og kulturelle kontekster, og forfatterne mener at etnografiske metoder er specielt velegnede til at skaffe viden der understøtter dette perspektiv.
Siden da har denne tilgang haft stor indflydelse, og etnografiske/antropologiske studier har udgjort en vigtig bestanddel inden for børneforskningen (se eksempelvis Gulløv og Højlund 2003 samt Olwig og Gulløv 2004). Den kraftige accentuering af aktør-perspektivet har i de her nævnte værker fået et modspil i studier af de uomtvistelige magtforhold som børn er underlagt i relation til voksne (se eksempelvis også Palludan 2004).
På Institut for Pædagogisk Antropologi arbejder forskningsenheden ”Pædagogisk antropologisk børn og unge forskning” i forlængelse af ovennævnte traditioner. I forskningsgrundlaget på enhedens hjemmeside (juni 2004) hedder det blandt andet at det pædagogisk-antropologiske forskningsperspektiv inden for børn og unge området indebærer ”en særlig forpligtelse til at studere sociale og kulturelle re-produktionsprocesser i det pædagogiske felt”. Og det pædagogiske felt forstås som et felt, ”hvor der fra forskellige sociale positioner (institutionaliserede og ikke-institutionaliserede) og på forskellig vis (ideologisk, praktisk, diskursivt, økonomisk, teoretisk etc.) investeres i undervisning, læring, dannelse og opdragelse i forhold til børn og unge”. Enheden kan således ses som et eksempel på et forskningsmiljø på instituttet der definerer sig dels som aktør i et multidisciplinært miljø, men også definerer sig inden for rammen af den faglighed som udgøres af pædagogisk antropologi (se også Krygers artikel i denne antologi).
Forskning i professionalisering som eksempel
En væsentlig del af DPU’s forskning retter sig mod de mellemlange videregående uddannelser