Monstre. Mathias Clasen

lækre vampyrfyr har heldigvis en ubetinget væmmelig modpol i et andet gammelt monster, som også har fået en renæssance i det nye årtusind: zombien. Den moderne zombie er det klammeste monster af dem alle, og vi vil næppe se et zombietemanummer af Playboy i den nærmeste fremtid. Her er en beskrivelse fra Dennis Jürgensens klassiske zombieroman Kadavermarch fra 1991:

       En høj og enormt fed kvinde i en blodsølet ligskjorte stavrede frem mod ham. Hun snerrede som et elektrisk vækkeur. Hele hendes råddengrønne underansigt og de tre dobbelthager var indsmurt i frisk blod. Stumper af kød sad i mundvigene, og trevler hang som barder i hendes tænder. I den ene hånd slæbte hun en afrevet menneskearm.

      Zombien er en levende død, som kun har smag for frisk menneskekød. Nogle zombier spiser udelukkende hjerner, men ikke alle er så kræsne. Og som sin slægtning vampyren er zombien stærkt smittefarlig. Hvis man bliver bidt, er man ganske vist på ret kurs mod udødeligheden, men tilværelsen som levende død er formentlig en trist og monoton affære.

      Hvorfor er det, at zombien netop nu er populær? Hvilke ængsteligheder symboliserer den levende døde, hvilke traumer vækker den til live? Det er næppe tilfældigt, at den legemliggjorte smittefare breder sig som E. coli i en tid, hvor vi overvældes af skrækscenarier om sygdomstrusler med vagt ildevarslende navne som H5N1, H1N1, ebola, VTEC og SARS. Epidemier hensætter os i skæbnens vold: Vi kan vaske hænder ekstra grundigt, og så må vi ellers krydse fingre og håbe på det bedste. Zombien kan i det mindste skydes i hovedet. Den er anderledes håndterbar. Sammenlignet med vampyren, der er underlagt et væld af regler, er zombien lidt af en anarkist. Vampyrer skal have en invitation, før de kan komme ind dit hjem, de kan som regel ikke bevæge sig ud i sollys, de tåler ikke kors og hvidløg og så videre. Zombien er knap så hæmmet, men den kan dog elimineres. De fleste overnaturlige monstre er formidable modstandere, men de kan besejres; de kan håndteres, måske endda lettere end mange af de modstandere og forhindringer, vi møder i hverdagen. Her er en quiz, som kan illustrere pointen: Hvad ville du helst kæmpe mod – en målrettet funktionær fra SKAT eller en rallende zombie fra graven? Du kan frit vælge våben fra et arsenal af lovtekster og automatrifler (og det er ulovligt at skyde embedsmænd) …

DET FRYGTSOMME MENNESKE

      Monstrene har været med os fra de tidligste tider som fortolkninger og overfortolkninger af bevægelser i skyggen og lyde i mørket, som mytiske væsener og overnaturlige uhyrer og som særdeles virkelige rovdyr. Rovdyrene er stort set væk fra vores plet på verdenskortet, men de overnaturlige monstre lever i bedste velgående. Og der er ingen grund til at tro, at de forsvinder fra vores fælles reservoir af fortællinger: Dertil er monstrene for nyttige og for nært knyttet til vores inderste væsen. Vi har levet side om side med farlige monstre i millioner af år, og det har ikke alene gjort os opmærksomme på farlige væsener omkring os, men tilbøjelige til at opdigte farlige væsener, selv hvor de ikke er.

Når solen er gået ned, er alle vi af arten homo timidus, det frygtsomme menneske, forenet i vores angst for monstre i mørket.