Redigeret af Anne Lorentzen & Søren Smidt-Jensen
Planlægning i oplevelsessamfundet
1. Planlægning i oplevelsessamfundet
AF SØREN SMIDT-JENSEN & ANNE LORENTZEN
Oplevelsesplanlægningen er over os!
På forsiden af Fredericia Kommunes hjemmeside er et link fremhævet som en anden iøjnefaldende reklamebjælke.1 Linket bærer navnet ‘FredericiaC’ og følger man det, kommer man til præsentationen af et byudviklingsprojekt, som skal blive til over de næste 20-25 år. Projektet går ud på at omdanne en tidligere industrigrund ved havnen til en helt ny bydel, der samtidig vil åbne Fredericias bykerne ud mod Lillebælt. Ambitionen med projektet er at “skabe et par tusind nye arbejdspladser, omkring tusind nye boliger med direkte adgang til Lillebælt og et levende byliv”. Det er meningen, at FredericiaC skal blive et sammensat byområde med boliger, kultur, forretninger, kontorer og spisesteder. Det skal være en tæt bydel med mange funktioner og grønne åndehuller, som kan være med til at tiltrække nye indbyggere og arbejdskraft til byen. Projektet skal også “tilføre byen mere dynamiske og kreative virksomheder, skabe flere uddannelsesmuligheder og give borgerne og de besøgende kultur- og fritidsoplevelser af høj standard og stor attraktionsværdi”. For de lokale beslutningstagere og investorerne ses projektet som en vigtig drivkraft for udviklingen i Fredericia og som en faktor, der kan medvirke til at gøre Trekantområdet til et førende vækstområde i oplevelses- og videnssamfundet og en ‘værdig’ konkurrent til Hovedstadsområdet.
Tilsvarende har Bornholms Vækstforum i 2006 udgivet en strategi, som søger at identificere styrkerne inden for oplevelses økonomien og de kreative erhverv ud fra en strategisk forståelse af, at det især er disse erhverv, som kan skabe nye virksomheder og arbejdspladser. Det blev foreslået, gennem kommunalt initiativ, at etablere en række oplevelsesøkonomiske projekter, hvorved bosætning og nyetablering af virksomheder inden for kreative brancher skulle styrkes (Kultur og Kommunikation 2006). Projekterne skulle ligge inden for så forskellige områder som design, fødevarer og uddannelser. Mere konkret udmøntes oplevelses økonomien i øens erhvervsstrategi, hvor det er målet at udvikle erhvervsklynger inden for bl.a. turisme og oplevelsesøkonomi (Bornholms Regionskommune 2008; Bornholms Vækstforum 2007).
Også i Frederikshavn har man i 2009 konkret taget fat i begrebet oplevelsesøkonomi som et strategisk indsatsområde for kommunen (Lorentzen, kapitel 4 i denne bog). I en ny rapport udarbejdet til Frederikshavn fremføres det, at interessen for kommunerne i forhold til oplevelsesøkonomi er knyttet til syv forskellige områder af kommunernes udvikling:
1) identitet, profilering og branding
2) økonomisk vækst og beskæftigelse
3) udvikling og kreativitet
4) tiltrækning og fastholdelse af borgere, virksomheder og investeringer
5) fremstå attraktiv for turister, gæster og borgere
6) basis for at udvikle private og offentlige virksomheder, uddannelsessteder m.m.
7) velfærd, livskvalitet og optimisme (Frederikshavn Kommune 2009).
Oplevelsesøkonomi ses her som noget særdeles gennemgribende med relevans for næsten alle kommunens arbejdsfelter.
De tre eksempler illustrerer, hvordan oplevelsesøkonomi er ‘over os’. I en analyse af danske kommuners planstrategier viste det sig da også, at ‘oplevelsesøkonomi’ blev nævnt som et specifikt tema i 28 ud af 85 planstrategier (Caspersen 2009). Indsatsen i forhold til oplevelsesøkonomi har at gøre med så forskellige områder som arealanvendelse og byudvikling, erhvervsudvikling, innovation, uddannelse, kultur, bosætning, bygningsarv og identitetsskabelse samt naturforvaltning.
Oplevelsesøkonomi og rumlig udvikling
Oplevelser og oplevelsesøkonomi er altså blevet populære begreber i kommunernes nye strategier. Begreberne lanceres i disse sammenhænge som nye og lovende. Men er oplevelser og oplevelsesøkonomi egentlig nye begreber i udvikling og planlægning, og hvis de er, hvori består så det fornyende? Og hvorfor og hvordan er oplevelsesøkonomi kommet på den kommunale dagsorden, og hvordan kommer oplevelsesøkonomien til udtryk i planlægning og udvikling af byer, landdistrikter og landskaber?
Underholdning og sport har f.eks. altid været en del af samfundet, hvad enten folk selv har organiseret sig omkring forskellige aktiviteter, eller forskellige aktører har udbudt tilbud inden for underholdning. Cirkus og gøgl, musik og teater har været en almindelig levevej for mange mennesker og er blevet drevet kommercielt med henblik på indtjening siden oldtiden, mens stater og religiøse myndigheder har arrangeret ceremonier og shows for folk med forskellige andre formål end indtjening. Formålene kan have været religiøse, politiske eller uddannelsesmæssige.
Men med udviklingen af velfærdsstaten og den gradvise nedsættelse af arbejdstiden er kultur, sport og fritid blevet en del af velfærden, og offentlig støtte til kulturelle, sportslige og fritidsrelaterede aktiviteter er blevet led i at sikre ikke mindst unge menneskers sunde fysiske og åndelige udvikling og sammenhængskraften i samfundet. Kultur, sport og fritid blev en opgave for kommunerne, og økonomisk betragtet kunne området derfor anskues som en velfærdsudgift. Kulturplanlægning er tilsvarende blevet udviklet inden for denne velfærdsramme (Evans 2001). Civilsamfundet i form af foreninger og initiativgrupper engagerer sig også i stigende grad i kultur, sport og fritid (Ibsen 2006).
Samtidig er markedet og private virksomheder også begyndt at gøre sig mere gældende inden for underholdning. Den intensiverede konkurrence mellem virksomheder som følge af liberaliserings- og globaliseringsbølgen fra 1980’erne og frem har fremtvunget nye måder at konkurrere på. Priskonkurrence var ikke længere nok, og med velstandsstigningen i den vestlige verden blev kunderne indstillet på at betale for produkter, som kunne repræsentere noget ekstra. Dette ekstra kunne være en historie, nogle attributter eller nogle ekstra funktioner af underholdende karakter. Mulighed for ekstra indtjening ved denne type produktinnovation blev kaldt oplevelsesøkonomi, og begrebet oplevelsesøkonomi blev meget hurtigt anerkendt som en betegnelse for det nye indtjeningssystem (Pine II & Gilmore 1999). Samtidig med at producenter tilføjede oplevelser til konventionelle produkter, har oplevelsesindustrien (film, computerspil og meget andet) også oplevet en stærk vækst og differentiering (Scott 2004). Kultur og oplevelser er blevet en stor og integreret del af markedsøkonomien, både som investeringsområde og som forbrugsområde. Dette understøttes af den moderne livsstil (Schulze 2005) og af de væsentligt øgede forbrugsmuligheder i samfundet (Andersson & Andersson 2006).
Liberalisering og globalisering betyder ikke kun forstærket konkurrence mellem virksomheder, men også mellem steder, såsom byer og regioner (Brenner 2004). Efterkrigstidens fokus på omfordeling og balanceret udvikling inden for nationalstaten mellem forskellige sub-nationale regioner er afløst af regioners og byers konkurrence om skatteborgere, investeringer og turister. Byer og regioner må finde deres egen vej til at sikre velstand og vækst, og det er også i Danmark blevet politisk accepteret, at byer og regioner udvikler sig forskelligt, baseret på deres respektive styrker og kompetencer (Miljøministeriet 2006). Det betyder også, at der kan opstå større forskelle i velstands- og serviceniveau mellem eksempelvis kommunerne. Forskellene forstærkes af principperne om rammestyring, som betyder, at offentlige myndigheder kan disponere på forskellige måder inden for nogle overordnede budgetmæssige rammer. Oftest baserer byer og regioners bestræbelser sig imidlertid på nogle fælles opfattelser af, hvad der virker, og i den forbindelse har begrebet oplevelsesøkonomi vundet indpas gennem de seneste år.
Efterkrigstidens fokus på produktion i form af industriel udvikling blev i kommuner og regioner omsat til bestræbelser på at tiltrække virksomheder for at skabe arbejdspladser vha. skattelettelser, billige grunde eller andre ydelser for at sænke investerings-