”Du svarer ikke på mit spørgsmål.”
”Nej, det går jeg ikke ud fra,” sagde Riley.
Der blev tavshed igen.
”Jeg har en fornemmelse af, at der er noget mere,” sagde Mike. ”Hvad ellers giver dig mareridt? Hvad vækker dig ellers om natten? ”
Straks dukkede en ny frygt op i hendes sind.
Ja, der var noget andet.
Selv med sine åbne øjne kunne hun se hans ansigt – Eugene Fisks babyagtige, grotesk uskyldige ansigt med dets små, perleformede øjne. Riley havde set dybt ind i disse øjne under deres fatale konfrontation.
Morderen havde holdt Lucy Vargas i et fast greb med en barberhøvl ved hendes hals. I det øjeblik granskede Riley det, hun frygtede allermest. Hun havde fortalt om kæderne – de kæder, som han troede talte med ham, og tvang ham til at begå mord efter mord, vikle kæder om kvinder og skære halsen over på dem.
”Kæderne vil ikke have dig til at tage denne kvinde,” havde Riley fortalt ham. ”Hun er ikke, hvad de har brug for. Du ved, hvad kæderne ønsker, at du skal gøre i stedet.”
Hans øjne var blanke af tårer, og han nikkede. Derefter tog han livet af sig selv på samme måde, som han havde taget livet af sine ofre.
Han skar sin egen hals over lige for øjnene af Riley.
Og nu, når hun sad her på Mike Nevins kontor, undertrykte Riley næsten sin egen rædsel.
”Jeg dræbte Eugene,” sagde hun med et gisp.
”Kædemorderen, mener du. Han er ikke den første mand, du har dræbt.”
Det var sandt – hun havde brugt dødbringende våben flere gange. Men med Eugene havde det været meget anderledes. Hun havde tænkt på hans død ganske ofte, men hun havde aldrig talt med nogen om det før nu.
”Jeg brugte ikke en pistol eller en sten eller mine hænder,” sagde hun. ”Jeg dræbte ham med forståelse og empati. Mit eget sind er et dødbringende våben. Det havde jeg aldrig troet før. Det skræmmer mig, Mike.”
Mike nikkede sympatisk. ”Du ved, hvad Nietzsche sagde om at kigge for længe ned i en afgrund,” sagde han.
”Afgrunden kigger også ind i dig,” sagde Riley og afsluttede det velkendte ordsprog. ”Men jeg har gjort meget mere end at kigge ned i en afgrund. Jeg har praktisk talt boet der. Jeg har næsten fået det godt der. Det er som et andet hjem. Det skræmmer mig til døde, Mike. En dag i nærmeste fremtid hopper jeg måske ned i den afgrund og kommer aldrig op igen. Og hvem ved, hvem jeg kan skade – eller dræbe.”
”Nå da,” sagde Mike og lænede sig tilbage i stolen. ”Måske kommer vi nogen vegne.”
Riley var ikke så sikker. Og hun følte sig ikke tættere på at tage en beslutning.
*
Da Riley lidt senere trådte ind af hoveddøren, kom April springende ned ad trappen for at møde hende.
”Åh, mor, du er nødt til at hjælpe mig! Kom nu!”
Riley fulgte April op ad trappen til hendes værelse. En kuffert stod åben på hendes seng, og tøj var spredt rundt omkring den.
”Jeg aner ikke, hvad jeg skal pakke!” sagde April. ”Jeg har aldrig gjort det her før!”
Riley smilede over datterens blanding af panik og opstemthed og hjalp hende med at pakke kufferten. April skulle rejse i morgen formiddag på en klassetur – en uge i det nærliggende Washington, D.C. Hun skulle være sammen med en gruppe ældre studerende i amerikansk historie og deres lærere.
Da Riley havde underskrevet formularerne og betalt de ekstra gebyrer for turen, havde hun haft nogle betænkeligheder ved det. Peterson havde holdt April fanget i Washington, og selvom det havde været langt væk i udkanten af byen, var Riley bekymret for, at turen kunne genaktivere traumet. Men April så ud til at have det godt både fagligt og følelsesmæssigt. Og turen var en fantastisk mulighed.
Da hun og April drillede hinanden med, hvad der skulle pakkes i kufferten, indså Riley, at hun morede sig. Den afgrund, som hun og Mike havde talt om for lidt siden, forekom langt væk. Hun havde stadig et liv uden for denne afgrund. Det var et godt liv, og uanset hvad hun besluttede at gøre, var hun fast besluttet på at beholde det.
Mens de sorterede ting, trådte Gabriela ind i rummet.
”Señora Riley, min taxa er her om et øjeblik,” sagde hun og smilede. ”Jeg har pakket og er klar. Mine ting står ved døren.”
Riley havde næsten glemt, at Gabriela også rejste. Eftersom April skulle være væk i en uge, havde Gabriela bedt om fri til at besøge slægtninge i Tennessee. Riley havde med glæde givet hende fri.
Riley omfavnede Gabriela og sagde: ”Buen viaje.”
Gabrielas smil blegnede lidt, og hun tilføjede: ”Me preocupo.”
”Er du bekymret?” spurgte Riley overrasket. ”Hvad er du bekymret for, Gabriela?”
”Dig,” sagde Gabriela. ”Du skal være alene i det her nye hus.”
Riley lo. ”Bare rolig, jeg skal nok klare mig.”
”Men du har ikke været alene, og der er sket så mange dårlige ting,” sagde Gabriela. ”Jeg er bekymret.”
Gabrielas ord gav genlyd i Riley. Det var sandt, hvad hun sagde. Lige siden den voldsomme hændelse med Peterson havde April været hos hende hele tiden. Kunne et mørkt og skræmmende tomrum åbne sig i hendes nye hjem? Ville det åbne sig nu?
”Jeg har det fint,” sagde Riley. ”Tag afsted og vær sammen med din familie.”
Gabriela smilede og rakte Riley en konvolut. ”Den lå i postkassen,” sagde hun.
Gabriela omfavnede April og omfavnede derefter Riley igen. Så gik hun nedenunder for at vente på taxaen.
”Hvad er det, mor?” spurgte April.
”Jeg aner det ikke,” sagde Riley. ”Den er ikke blevet sendt.”
Hun rev konvolutten åben og fandt et plastikkort indeni. Der stod ’Blaine's Grill’ med dekorative bogstaver på kortet. Nedenunder stod der ’Middag for to’, læste hun højt.
”Jeg gætter på, at det er et gavekort fra vores nabo,” sagde Riley. ”Det er sødt af ham. Du og jeg kan gå derhen og spise middag, når vi kommer tilbage.”
”Mor!” sagde April. ”Han mener ikke dig og mig.”
"Hvad mener du?"
”Han inviterer dig ud på middag.”
”Åh! Tror du virkelig det? Det står der ikke her.”
April rystede på hovedet. ”Vær nu ikke dum. Manden vil gerne være sammen med dig. Crystal fortalte mig, at hendes far godt kan lide dig. Og han er virkelig sød.”
Riley mærkede, at hun rødmede. Hun kunne ikke huske, hvornår nogen sidste gang havde inviteret hende ud på en date. Hun havde været gift med Ryan i så mange år. Siden deres skilsmisse var hun blevet fokuseret på at skabe sig et nyt hjem, og der var beslutninger, som skulle træffes vedrørende hendes job.
”Du er rød i hovedet, mor,” sagde April.
”Lad os nu få pakket dine ting,” mumlede Riley. ”Jeg bliver nødt til at tænke på alt dette senere.”
De fortsatte begge med at sortere tøj. Efter et par minutters tavshed sagde April, ”Jeg er også bekymret for dig, mor. Som Gabriela sagde… ”
”Jeg har det fint,” sagde Riley.
”Har