Splinter. #METOO. Irina Bjørnø

så rødmer den, og derefter bliver den helt rød, samtidig med, at den bliver opslugt af jorden.

      Jeg er hypnotiseret og følger hvert sekund af naturens magi. Månen fascinerer mig og udstråler samme skønhed, som tropiske natblomster. Jeg er i dyb trance. Jeg hører susen for ørerne, som et usynligt havs bølger. Kærlighedens hav omslutter mig.

      Men månen er i mellemtiden begyndt at vokse igen, og jeg ser, hvordan månens slør forsvinder, den bliver bleg og igen kridhvid.

      Magien er forbi, og jeg falder i søvn, men føler stadig den universelle kærlighed omkring mig. Ingen banker på min dør. Ingen ønsker at komme og sove sammen med mig. Men hele universet elsker mig. Jeg er forelsket i den lyserøde, rosa måne. Vi er søstre. Vi er ens.

      Dansen er død

      I går dansede jeg på scenen, og pludselig stoppede dansen i mig – den var død. Fra dette øjeblik kunne jeg ikke huske dansens trin. Og så indså jeg, at denne dans var en anden persons projekt. Jeg forstod på én gang alt og forlod scenen. Publikum klappede alligevel, de forstod ikke, at dansen inden i mig – en andens dans – var død. Tilskuerne sad også i salen den dag, for at se og nyde andre menneskers projekter.

      Og jeg indså, at jeg altid var involveret i andres projekter. Fra den dag jeg blev født. Jeg var mine forældres projekt, og de levede også i andres projekter. Jeg voksede op som deres projekt, dimitterede fra skolen, som var skabt af andre. Bagefter gik jeg på universitetet og videre ud i livet – for at deltage i andres projekter, eller projekter skabt af andre. Det var lettere for alle at leve på denne måde.

      Jeg blev gift, fordi jeg blev tvunget af en andens projekt, som hed: lykken trives kun i en heteroseksuel familie. Jeg begyndte at undervise elever på universitetet og gentog ordene fra andres projekter – som ikke var skabt af mig. Jeg tog hver dag tøj på, som var lavet af andre. Jeg sang andres sange, som jeg havde hørt i radio og på fjernsyn – alle de projekter var ikke mine.