Bjørnstad stillede en grønmalet Kasse paa Bordet og aabnede den. Idet han fremdrog de tre Æsker, som den Døende havde betroet ham, kastede han et gjennemtrængende Blik under de buskede Bryn paa de forsamlede Søskende. En foragtelig Trækning om Munden røbede hans Stemning, idet hans Øine langsomt gled op over Ulles opstadsede Hovedpynt.
»Eders Moder hilser Jer,« begyndte han med dyb Røst. »Hun var en ærlig og stræbsom Kone, som hviler med Hæder dernede i den bjørnstadske Familiegrav. Havde hun fulgt mit Raad, var det gaaet bedre. Jeres Moder levede sit Liv i syg Kjærlighed og døde af den Længsel og Sorg, hendes Børn voldte hende.«
Daniel foer op.
»Det skal Morbro'er nødig sige;« raabte han hulkende; »det svier saa svært her i min Hjertekule, – hvor kan Morbro'er sige mig Fader- og Moderløse saadant noget paa?«
Bjørnstad fortsatte uden at ændse denne Afbrydelse:
»Her er de Penge, hun tog fra sig selv, for at skrabe sammen til Jer, som aldrig havde noget til hende. Een Moder kan føde ti Børn; men ti Børn kan ikke føde een Moder; det slaaer til. Skam faae det Land, der bærer slig Yngel! – Dèr – tag Jeres Blodpenge og Jer Moders Velsignelse. Der hænger en Taare ved hver Søsling. Gaa og giv den ud til Jert Fjas og Skjørlevnet. Der glider et Suk og et sorgfuldt Smil mellem Jeres Fingre, naar I øde denne Skat. Maatte den kjøbe Jer karsk Blod i Aarerne; det, I har, duer ikke!«
Bjørnstads Stemme steg for hver Sætning, han udslyngede; der lød en Skjælven i den Torden, hvormed han syntes at ville overdøve sin egen Bevægelse. Lyden af hans mægtige Røst gjenlød under det lave Bjælkeloft, hvor Uroen svingede paa sin tynde Traad. Dermed vendte Bjørnstad de Forsamlede Ryggen og gik mod Døren.
Ulle reiste sig. Hendes skarpttegnede røde Kinder havde efterhaanden antaget en blaalig Farve, hendes Hud gustnede under den blaa Sminke, medens de talrige Skjønhedspletter dirrede paa hendes skjælvende Træk.
»Tøv lidt, Morbro'er Bjørnstad!« udbrød hun med en skjærende Stemme, der forstærkedes i dertil beleilige Øieblikke til et arrigt Hviin; »tøv lidt, Du, som saa stursk sætter Dig til Høibords over Andre. Nu skal Du høre et sandt Ord i rette Tid. Jeg husker Dig nok, Bjørnstad derovre i Storgaarden, Du med den haarde Haand og de buskede Petersillebryn, som jog os Børn i Krogen. Vi husker grant, naar Mo'er slog sine Arme om os alle tre, for at redde os fra din Knortekjæp. Nu staaer Du her igjen og rynker dine graa Børstebryn og haaner os i vor Sorg og tramper os ned under din Jernsko. Men see, her staaer jeg; nu er det ikke længer tre rædde Børneunger, Du har for Dig. – Hvem er Du selv? En Bjergrøver kalde de Dig nede i Staden, En, som tager sig selv til Rette og sætter sig over Lands Lov og Ret. Du stjæler Byfolkets Tømmer heroppe af din Fos, hugger Kommunens Mærke bort og sætter dit Øxemærke deri, og naar de stævne Dig for Retten, møder Du ikke. Tag Dig i Agt! Forgangen sagde min fornemme Huusbond, at nu bliver Du lyst fredløs, forstaaer Du: fredløs? Du bliver fældet som Ulven i Skoven, – Morbroder Bjørnstad, hører Du? Du bringer Skjændsel over din Slægt! Vi fornægte Dig – jeg, velagtede Huusholderske hos høifornemme Kjøbmand Walck, fornægter Dig, Du Barneskjænder – Bjergrøver – Du – «
Ulles Stemme var gaaet over i uartikulerede Hviin. Bjørnstads Hustru vred uafbrudt sine Hænder. Han selv var standset midt i den lave Dør; hans spottende Blik hvilede paa Ulle.
»Ja, vi maa sandfærdig skamme os nede i Frederikshald – sikken Morbroder jeg arme Mand dèr har faaet!« stønnede Daniel og knyttede sine brede Næver.
Jørgen reiste sig fra Moderens Leie.
»Javist, Du var altid streng, Morbroder,« sagde han; »men Du var retfærdig. Du slog haardt, men i rette Tid. Jeg var bange for Dig; men jeg holdt af Dig. – Hold saa Mund, I Andre, for det er alligevel sandt: vi have været daarlige Børn mod en god Moder. – Nu bliver jeg herhjemme og stiver lidt af paa vor faldefærdige Stue og retter lidt op med det samme paa mig selv. – Lad dem kun Alle sige om Morbroder Bjørnstad, hvad de vil, jeg siger god for ham.«
Bjørnstads Blik hvilede gjennemtrængende paa Jørgen.
»Farvel herinde!« sagde han, da Jørgen tav, med en lav og særegen Betoning, vinkede til sin Hustru at følge efter og gik tilbage mod sit Huus over den gyngende Bro. Da han var kommen over, sparkede han til Fjælene; de gled bragende fra Klippe til Klippe og forsvandt i Fossen.
»Det var godt, at Hans Stormægtighed endelig fik Sandhed at høre,« sagde Ulle og rettede Falbeladerne paa sit struttende Fiskebeensskjørt. – »Kan Daniel saa see, at vor Moder ikke led Nød,« vedblev hun og veiede sin Arvepart i Haanden; »jeg vidste nok, at hun var en fornuftig og sparsommelig Kone med Been i Næsen. – Ja, nu har vi vist ikke mere her at gjøre. Følg mig til Kanen, som holder nede under Fjeldet, kjære Brødre; jeg maa hjem, inden Mørket falder.«
Daniel greb sin Pengekasse og rystede den; hans Sindsbevægelse var mindsket betydelig.
»Det pure Sølv – det pure Sølv! Sikken en Motter, jeg har haft! Det er et rare Tilskud til Fartøiet, for sandt at sige har jeg fattige Pjalt endnu ikke faaet meget paa Kistebunden – halioho – !«
Han greb sig til Munden midt i Opsangen, spyttede en Skraa ud, saae sig andægtig om i Sørgestuen og kastede et Slængkys med sin venstre, røde Haand mod Sengen, idet han gik mod Døren.
Ulle havde aabnet Skabsdøren, fremtog Moderens graa, uldne Shawl og svøbte sig deri; derefter aftog hun omhyggelig sin vaiende Hovedpynt og bandt med en stor Hagesløife Moderens sorte Kirketørklæde omkring sin tyndhaarede Isse, undersøgte tilsidst Bordskuffen, der kun indeholdt nogle slidte Hornskeer og Knive. Hun nikkede til Jørgen og forlod Stuen.
Udenfor paa Fjeldpynten stod Olaug.
Ulle standsede, betragtede hende med et usikkert Blik; saa tog hun en rask Beslutning og gik hen mod hende.
»Er det Olaug?« spurgte hun og lod forbauset sit Blik glide over den slanke Skikkelse, indtil hun standsede ved det ligblege Pigeansigt med de store, funklende Øine, som med et umiskjendeligt Udtryk af Uvillie mødte hendes beundrende Blik.
Olaug veg et Skridt tilbage mod Fjeldskrænten og udbrød med skjælvende Røst:
»Ja, Moder, jeg er Olaug, vor Families Skjændselsbarn!«
Ulle foer sammen som ramt af en Piskesnert. Jørgen var fulgt med ud i det Frie, for at see Ulle kjøre bort. Han blev et taust Vidne til Moderens og Datterens første Gjensyn.
Ulle maalte den kjække Pige med et hvast Blik og sagde:
»Jeg seer, min gamle, svage Moder har ikke magtet at tugte Dig med Ferle og Riis. Du skal høre nærmere fra mig om nogen Tid .«
Dermed vendte hun Olaug Ryggen og begav sig til Kanen, som kort efter førte hende og Daniel mod Frederikshald.
Da Olaug blev alene, svigtede hendes Mod. Hun sank i Knæ og strakte høit hulkende Armene mod Fossen.
»Bedstemoder, – Bedstemoder!« hviskede hun i Overmaal af Fortvivlelse og Forladthed; »tag mig til Dig – dit Skjændselsbarn længes hjem til Dig.«
Hun bøiede sig dybere over Afgrunden, som om hun søgte den gamle Kone i Dybet; det var dog i Himlen, hun skulde finde hende.
I det samme følte hun en kraftig Haand paa sin Skulder, og en mild Stemme udbrød:
»Bedstemoder sender mig til Dig, Olaug. Du bliver nu hos mig, til vi finde noget bedre for Dig. – Kom med ind og hjælp mig at rydde op i vor gamle Stue. – Vi To have meget at snakkes ved om – om hende.«
Olaug saae op. Jørgen stod bøiet over hende med et sørgmodigt Udtryk, Mormo'ers Udtryk, i sit mandige Ansigt.
Nede fra Fossens klippesprængte Leie lød Norges evige, storladne Nationalhymne, mægtig og enevældig gjennem Fyrreskovens Susen, den samme Melodi for den Sorgbundne som for den Glade, for Liv og Død.
Olaug reiste sig og gik foran Jørgen ind i Stuen. Bedstemoderen havde svaret hende.
HÖLANDSSLAGET
Den