"Ja, men det er ogsaa min Støvle," protesterede Knøsen. "Jeg vil ha' min Støvle først."
"I er sku et Par kønne Fiskere," smældede Thomas.
Saa tog Elias sit Parti og begyndte at skodde efter Støvlen.
"Gu' skal han ha' sin Støvle."
Han bøjede sig over Rælingen og hev Støvlen ind i Baaden. Saa roede han fremefter for at faa Baaden lodret over Fisken, der syntes at have bidt sig fast et Sted nede paa Bunden.
Thomas var allerede i Gang med at hale ind paa Linen. Men han blev hurtig træt – han var endnu udmattet af sit Basketag med Fisken – og lod Johannes faa Snøren.
Ogsaa han blev hurtig træt. Elias havde siddet og ventet paa det.
"Pas saa Baaden og lad mig faa fat."
Han halede ind paa Linen som en rolig og kyndig Fisker uden at forhaste sig, naar Fisken var let, og uden at overanstrenge sig, naar den gjorde Modstand og var tung. Det var ham en Fryd at vise sin Overlegenhed som ældre overfor de to andre. Og da de mente, de kunde igen, overlod han dem rolig Linen og gik tilbage til sine Aarer. Han fik saamænd alligevel ikke Lov til at tage den Fisk ind.
Da der var gaaet en halv Snes Minutter, havde de atter faaet Fisken op til Overfladen. Den havde ikke gjort saa megen Modstand denne Gang og var kendelig svagere, da den kom op.
"Ræk mig Kleppen," raabte Thomas til Elias, der nu igen sad ved Aarerne.
"Kleppen, Kleppen Ja, hvor Fanden er Kleppen bleven af?"
Ingen havde tænkt paa Kleppen før nu. Elias stod omtrent paa Hovedet, medens han rodede i Fiskebunken, og han bandede som en Tyrk.
"Skynd dig, Johannes, og hjælp ham at finde Kleppen."
Men Johannes var ikke hurtig nok.
"Hold saa Fisken da, mens jeg leder. Men pas godt paa den."
Endelig fik Thomas Kleppen fundet frem under Torskedyngen. Men idet han kom forud med den, tog Fisken Magten fra Johannes og gik igen.
"Saa for Satan; det tænkte jeg nok!"
Thomas smed Kleppen, greb Linen og slog Tørn omkring en Aaretoft.
"Men nu er du der, forstaar du."
Han havde faaet Fisken stoppet i Farten og holdt den. Saa begyndte han varsomt at hale ind igen.
"Et Guds Under er det, at den hænger der endnu," sagde Elias og spyttede resigneret. Nej, det blev aabenbart ikke ham, der fik Lov til at hale Fisken ind.
For tredie Gang laa Fisken i Overfladen. Den var nu saa udmattet, at den kun havde Kræfter til et Par Smaatjat med Halen.
Thomas slog Tørn om Aaretolden med Linen og gav den derpaa til Johannes.
"Pas nu paa denne Gang," formanede han. Saa løftede han Kleppen i begge Hænder og huggede den store Jernkrog ind i Fiskens Hoved.
"Nu er den der. Kom saa."
Han og Johannes laa nu begge paa Knæ i Bunden af Baaden og stak Enderne saa langt bag ud mod den anden Ræling som muligt for at holde Baaden i Balance.
"Saa op med den. – En, to, nu gaar den – Ohøj."
De to Mænd løftede til, saa Baaden sitrede under dem. Elias havde smidt sig ud over den anden Ræling, saa han næsten laa i Vandet.
Et Øjeblik laa den mægtige Fisk oppe paa Kanten af Baaden og tyngede den ned, saa Vandet pilløb ind over Rælingen. Saa gled den med et tungt, fedt Klask ned i Bunden af Baaden, og i samme Øjeblik var begge Fiskerne over den med deres Knive.
Den gav et Par fede Svup med Halen, saa var den død.
"Satan til Karl den," sagde Thomas. Han havde rejst sig og stod og tørrede sit Ansigt med sit Skjorteærme.
"Ja, den er stor," indrømmede Elias, der mønstrede Fisken som Kender. "Og fed. Op mod et Par hundrede Pund vel."
Johannes sagde ingen Ting. Han sad paa Toften, bleg af Anstrengelse og saa ud, som om han havde ondt.
Thomas var glad, som den rigtige Fisker er glad over en stor Fangst. Og i sin Glæde over Helleflynderen klappede han Johannes paa Ryggen og forsikrede ham, at han var en flink Gut og nok skulde blive en dygtig Fisker. Johannes tog imod Klappene, men saa ikke særlig overbevist ud.
"Du er da ikke syg, Gut?" spurgte Elias.
Johannes rystede paa Hovedet og reiste sig for at overtyde de andre om, at han ikke fejlede noget særligt.
"Ja, lad os saa se at komme hjem."
Først nu saa de, at det var blevet mørkt omkring dem. Søen havde lagt sig lidt, og Havet var tungt og mørkt som smeltet Bly. Landet skimtedes kun svagt som en mørk Skygge der langt borte mod den graa Himmel. Ude over Havet var Himlen kulsort, og det var begyndt at blæse op ind mod Land.
I en Fart fik de Masten rejst og Raasejlet sat, og Baaden strøg nu hjemad.
I Agterstavnen sad Elias og styrede. Lige foran ham sad Johannes, der nu var kommen sig lidt efter Sindsbevægelsen, og holdt Skødet. Og foran ham paa Midtertoften lige bag Masten sad Thomas og holdt Faldet. Det gjaldt at passe paa, thi denne Vind kunde blive til, hvad det skulde være.
Der blev ikke vekslet mange Ord paa den Sejlads. Hurtigt strøg det indefter, saa de ligefrem kunde se Landet voxe op som en sort, truende Skygge i det graa Halvmørke forude.
Saa naaede de ind under den høje, lodrette Fjældvæg, der i Mørket syntes at lude frem over Baaden. Og de strøg om Pynten, hvor Brændingen allerede buldrede med tunge, haarde Slag mod Klippen og slyngede sit spøgelselyse Skum højt op i Mørket.
De var nu i Læ bag Pynten. Sejlet blev bjærget og Roret taget ind. Og alle tre tog nu fat og fik Aarerne ud for at ro det sidste Stykke langs Kysten op til Bygden.
Aarerne faldt tungt i Vandet med Pladsk, der gav forunderlig Genlyd inde fra Fjældet. Søen var rolig her, men man kunde høre Vandet smaaklukke og smaapladske imellem Klippestykkerne inde ved Strandkanten og skimte Skumstriben, der hævede og sænkede sig mod den sorte Stenvæg.
Da de kom forbi et Næs, fik de det første Lys fra Bygden i Sigte. Og saa dukkede de lidt efter frem, det ene Lys efter det andet, store og smaa, klare og matte imellem hinanden ligesom Stjærner, der tændes paa den mørke Himmelhvælving. Og nu laa Bygden der, lysende i Mørket som et enligt Stjærnebillede.
Fiskerne vendte sig halvt paa Tofterne og saa mod Lysene.
"Nu er vi snart hjemme," sagde Elias.
"Det er vi jo," sagde Thomas. "Og det er godt det samme."
"Ja, det har alligevel været en drøj Dag og en lang Dag."
"Men i Morgen kommer vi ikke ud. Søen bli'r urolig nu."
"Ja, det ser ud til det," medgav Elias. "Hvad siger du, Johannes, er du træt?"
"Aah ja."
"Ja, det kan være drøjt nok."
"Sludder, Elias, sid nu ikke der og tag Modet fra Knøsen. Nu er vi jo ogsaa snart hjemme. – Naa, Knægt, hvem skal saa ha' Lippen?"
Det gav et Sæt i Knøsen. Om han ikke hele Tiden havde siddet og tænkt paa den Lippen. Om han fik den eller ej.
"Lippen?" spurgte han og lod uforstaaende.
"Ja, gu' Lippen selvfølgelig. Hvem skal ha' den? Fisken er jo din, saa du skal ha' Lippen. Og du ved vel, at man gi'r sin første Lippen til Kæresten. Saadan er nu Skik og Brug, og den vil du vel ikke lave om?"
"Hæ, hæ," glentede Elias. Men Thomas klemte paa.
"Naa, Gut. Hvem skal saa ha' den Lippen?"
Johannes var svært glad ved, at han vendte Ryggen til, saa de ikke kunde se, at han rødmede. Det var saa flovt at rødme i den Alder.
"Er det din Mo'r maaske, der skal ha' den?" blev Thomas ved.
"Næ—hæ, det er det vist ikke, hm," glentede Elias.
"Eller er det maaske