Fra det moderne Frankrig. Kaufmann Richard

og det moderne Fremskridts Heroer fyldt denne By med en saadan Overflod af Ideer, at den er bleven det lysende Fyrtaarn for hele Aarhundredets Slægt. Som hvert Skridt i dens Gader minder om en berømmelig Fortid, som der hænger et Stykke Historie ved hver Bro og hver Plads, saaledes er det næsten, som hvert Drag, man aander ind af Byens Luft, er mættet med Atomer af disse store Tanker. Og nu Kunsten! Det franske Theater behersker Verden, fordi intet andet Theater i Verden kan maale sig med det; Paris ejer en Samling af sceniske Artister, som ingen Tid og intet Land har kunnet opvise Mage til. Den franske Malerskole er den, hos hvilken alle andre Malere gaar i Lære; Munkacsy, Stevens, Nittis, Madrazzo, alle de store fremmede Mestere kommer til Paris, fordi de føler, at det kun er der, de har Rod og Bund. Den franske Musik er ved at overfløje den tydske og italienske, den franske Skjønlitteratur stadig den, der i Godt som i Ondt er et Hestehoved fremfor andre i Kappestriden.

      Heller ikke Videnskaben er bleven tilbage. Hvad har Paris ikke paa alle dens Omraader at opvise for uendeligt rige Samlinger, hvor arbejdes der ikke i dens Fagskoler og Kollegier, med hvilke Opfindelser beriger ikke Dag for Dag dens Laboratorier Verden! Har Paris Malere som Meissonnier og Bonnat, Digtere som Victor Hugo og Augier og Dumas, Skuespillere som Got og Coquelin, Musikere som Gounod og Thomas, saa har den ogsaa Lærde og Videnskabsmænd som Renan og Pasteur. Der er ikke det Menneske med aandelige Interesser, af hvilken Art de saa ere, der kan komme til Paris uden at finde Impuls for sine Evner, Berigelse af sin Viden, Belæring og Befrugtning.

      Det er denne Alsidighed, der gjør Paris enestaaende. Der er Byer rundtomkring, som kan lokke og drage med enkelte Fortrin, Paris har dem alle paa en og samme Plet. Den er som et Menneskeaandens uhyre Verdensudstillingspalads, krandset af Fehaver, hvor Alt er samlet, hvad der kan gjøre Hvilen sød. Den, der alene kommer for at nyde, bliver derude, og han er dog tilfreds. Men kun den, som kommer med Alvor, og som med Øjet aabent til at se og Tanken aaben til at lære trænger ind mellem Paladsets Labyrinthgange, kun han faaer tilfulde Indtrykket af, hvad Paris er for en Vidunderby. Den er ikke nogen enkelt Stad, den er Hundreder af Stæder i een, vidt forkjellige fra hinanden som selve Paris's Fysiognomi i de forskjellige Partier af Byen.

      Blot en Gang ned over de store Boulevarder er tilstrækkelig til at se, hvor dette Fysiognomi skifter. Først den fornemtaristokratiske Boulevard de la Madeleine, saa det travle Handelsliv paa Capucines og Italiens, saa igjen en ny Karakteer, det adstadige Bourgeoispræg over Poisonnière og Bonne Nouvelle, og endelig Arbejderboulevarderne Temple og Beaumarchais. Hvert Kvarters Type er forskjellig. Quartier latin og Faubourg Saint-Germain, Montmartre og Parc Monceauxkvarteret støder hinanden paa Albuerne og er dog saa uensartede, som om de laa Hundreder af Mile fra hinanden. Som man kan bruge et Liv uden at blive fortrolig med denne Uendelighed af Byer i Byen, saaledes kan man ogsaa bruge et Liv uden at komme tilbunds i de aandelige Skatte, der er hobede sammen her. Og da vi dødelige Mennesker nu engang kun har et at disponere over, er den Slutning ganske simpel, at det er en Umulighed nogensinde at blive træt eller kjed af Paris.

      Man er mellem dette Virvar et Fnug, der forsvinder, det er sandt. Men netop i denne Forsvinden ligger et af de store Hovedmomenter, som bevirker, at man føler sig saa vel tilpas i Paris. Der er Frihed der, ikke blot den, som Loven, men ogsaa den, som Selskabet, Omverdenen indrømmer. Og det er de fleste Stede ellers den, som det er vanskeligst at opnaa. Ingen ørkesløs Lediggjængers misundelige Øje vaager over, hvad Naboen tager sig for, ingen sladderlysten Tunge falder paa at lave Fantasihistorier derom. Man har nok i at tage vare paa sine egne Affærer, der bliver ingen Tid til at bekymre sig om de Andres. Man kan vælge sit Selskab, som man vil. Vil man være Eneboer, er det den letteste Sag af Verden. Man behøver kun at holde sig for sig selv, saa lever man, som man var i en Ørken. Man kan bo aarvis Dør om Dør i det samme Hus uden at kjende hinandens Navn, man kan sidde Maaneder Side om Side ved det samme Restaurationsbord uden at vexle et Ord. Trænger man derimod til Omgang, saa er Adgangen til den ligesaa let, som Valget er stort. Selv for den Fremmede er en simpel Præsentation i en Salon nok til at skaffe ham Invitationer, saalænge han lyster. Den nivellerende Nutid vælter de gamle exklusive Kredses Skranker Dag for Dag. Endogsaa enkelte af Faubourg Saint-Germains Selskabssale begynder at blive Fortsættelser af Gaden. Hundreder og atter Hundreder har været det længe, ligefra Republikens Præsidents ned til Millionærens fra igaar, der ikke forlanger bedre end at se sine Stuer fyldte. Det har sine Inkonvenienser, men det har ogsaa sine Fordele. Man kan komme og gaa, som man lyster. Man kan tale med dem, man synes om, høre paa Musik, pleje Buffeten, dandse, more sig, som man finder for godt, man behøver ikke engang hverken at sige Goddag eller Farvel. Og denne Maade at omgaas paa er højst karakteristisk for, hvordan Pariserlivet er indrettet. Hvad der gjælder for den enkelte Kreds, gjælder ogsaa for det store Hele. Er man kjed af den Verden, hvori man lever, saa vælger man en anden. Man flytter til et nyt Kvarter, saa er det, som man var flyttet til en ny By—Ingen falder paa at søge En op. Man forlader de gamle Saloner og de gamle Kaféer,—Ingen spørger, hvor man er bleven af. Man kommer ikke længer til Theatrenes Premièrer, men til Andenaftensforestillingerne, saa er det helt nye Ansigter, man seer. Efter lang Tids Forløb kan det da passere, at man træffer en af de fordums Bekjendte paa Gaden. Det gaar, som det gik en berømt Kommunist. Han møder en gammel Ven, der fortroligt trykker hans Haand og beklager sig over, at man saa sjeldent seer Noget til ham. Det har sin gode Grund, svarer den Anden, jeg kommer lige fra Noumea, hvor jeg har siddet i Bagnoet i fem Aar.

      Og trods alt det er der alligevel ingen anden By, hvor den Fremmede har saa let ved at gjøre sig det hjemligt som i Paris. Der er ingen, der er saa kosmopolitisk som den. Pariseren holder haardnakket og konservativt fast ved sine egne Vaner, men han respekterer de Andres. Han undrer sig ikke engang over, at de har dem, men han anseer det for sin gjæstevenlige Pligt at imødekomme dem saa meget som muligt. Kommer der en Kineser ind paa en Restauration og trækker sine Pinde op af Lommen for at spise med dem, saa er der Ingen, der falder i Forbauselse over det. Men kommer han to, tre Gange igjen, anskaffer Værten sig selv Pinde og serverer ham, for at Gjæsten kan følge sit Lands Skik og Brug. Det er hændet, og det er typisk. Der er ikke den Udlænding, hvilken Nation han end tilhører, der ikke kan finde en Krog af Paris, hvor han kan bo, leve og spise, indrette sig ganske, som han havde flyttet en Stump af sit eget Lands Grund med sig.

      Disse Fordele, disse Ejendommeligheder, om man hellere vil, hænger sammen med særlige Sider ved Parisernes Karakteer. Man paastaar, at de er letsindige. Det er en Beskyldning, der har faaet gammelt Hævd paa sig, men den er ingenlunde saa sand, som den giver sig ud for. Dette arbejdslystne, sparsommelige Folkefærd, der slider Dag ud, Dag ind uden Hvile for at sikkre de gamle Aar, disse Mennesker, hvis skjønneste Drøm, hvis højeste Livsmaal er en Stump egen Jord, hvor de kan frede deres Have og leve af deres Rentepenge, kan man med Rette kalde dem letsindige? Man dømmer Befolkningen efter Gadedriverne. Men det er for en stor Part Udlændinge, nydelseslystne Lediggjængere fra alle Verdens Kanter, og Letsindighedens Templer, der har givet Paris Ry for at være et moderne Sodoma og Gomorra, de er just til for deres Skyld. Det var ikke Pariserne, der befolkede det berygtede, nu nedlagte Dandselokale Bal Mabille; der kom højst en for hvert tusinde Udlændinge.

      Det er ikke letsindige, Pariserne er; de er lette og letbevægelige. De holder af at lægge saa stærkt Solskin over Alt, hvad der hænder, som der kan lægges over det, de lader sig hurtigt rive med baade af Begejstring og Harme, baade af store Tanker og af store Fraser. Det er derfor, de gjør Revolution hver anden Dag. De er Optimister helt ud til Fingerspidserne. Der kan ikke tænkes noget taknemmeligere Folkefærd end dem baade for den sande og den falske Messias; de har en usvigelig Tro paa det Nye, fordi de har en aldrig slappet Forventning om, at det, der kommer, vil bringe dem Guld og grønne Skove. Det gjør dem til store Fantaster og til store Børn. Men det er ogsaa i Kraft af denne lette, lyse, frejdige Optimisme, at de saa omtrent er det handledygtigste Folk i Verden. De kan ikke blot rive ned, de kan ogsaa bygge op. Er det dem, der har sløjfet Bastillen, saa er det ogsaa dem, der har skrevet med Flammeskrift Devisen over Aarhundredets Historie, de tre magiske smaa Ord, der har bragt Menneskeslægten videre fremad end alle Kantske og Hegelske og Schoppenhauerske og Hartmannske Filosofisystemer tilsammen. Der er Ingenting, der gjør Mennesket stærkere og sundere, der er Intet, der giver friskere Kræfter til at udrette Noget, end det altid at gaa til Arbejdet med en Sang paa Læben, altid at have et nyt Haab i Hjertet til Erstatning for dem, der er gaaet i Vadsken. Det er den Slags Letsindighed, Pariserne har, og den er der langt mere Grund til at misunde end til at bebrejde dem. Det er maaske, naar det