Og naar de løb paa Skøjter, bød han hende altid op til at løbe. Det var som de fløj, og næsten som han bar hende … Han kom ogsaa hjemme.
Alle Veninderne drillede hende, og hun fik ham altid, naar de “skrev Sedler” og “En gik ud” og naar der blev “tænkt paa noget” … Det var altid Bai, og saa blev der en Latter.
Og hjemme talte Moderen altid om ham.
Saa kom Forlovelsestiden, og hun havde altid En at gaa med, i Kirken om Søndagen, og om Vinteren, naar der var Skuespillere, i Theatret og altid … Og da Bai fik Stilling, kom den travle Tid med Udstyr og Indretning og alt det … Veninderne hjalp hende med de mange Navne, der var at sy, og alt, hvad der skulde sømmes….
Det var Sommerdage, og de sad oppe i Lysthuset allesammen. Symaskinen gik, den lagde Søm, og den fæstede Ende.
Og de drillede hende og lo og pludselig fór de op og fløj ud i Haven og rendte Plænen rundt under Støj og Latter, vilde som en Flok Føl….
Tinka var den stilleste af dem.
Der var en Hvisken med Veninderne i alle Kroge og Sysammenkomster hos Levys, hvor de syede det Tæppe, Tinka skulde staa Brud paa foran Alteret – og Sangøvelser til Salmerne de skulde synge i Koret….
Saa kom Dagen og Vielsen i den pyntede Kirke – den var saa fuld, Ansigt ved Ansigt. Oppe ved Orgelet stod alle de unge Piger. Tinka nikkede op og takkede og græd igen. Hun havde grædt hele Tiden som en Vandhane.
Og saa kom de herover til Stilheden.
I Begyndelsen af sit Ægteskab var Tinka skræmt og altid ængstelig, som om nogen vilde overfalde hende.
Der var saa meget, som hun ikke havde tænkt sig, og Bai var saa voldsom i meget, hun mest bare led ved og taalte, skræmt og usikker som hun var….
Hun var ogsaa saa ganske fremmed og kendte slet ingen….
Siden kom der en Tid, hvor hun blev mere modtagelig, mest saadan lad efterhængende, som det laa i hendes Natur.
Hun sad inde hos sin Mand i Kontoret med sit Hækletøj, og hun saa’ paa ham, som han sad bøjet over sit Bord – Haaret, der krøllede, faldt lidt ned over hendes Pande.
Hun rejste sig og gik hen til ham og lagde Armen om hans Hals og vilde helst blive staaende saadan ind til ham, stille – længe være saadan nær ved ham:
– Min Pige, jeg skriver jo, sagde Bai.
Hun bøjede sin Nakke hen til hans Mund og han kyssede den.
– Maa jeg saa skrive, sagde han, og kyssede hende en Gang endnu.
– Skriveper, sagde hun og gik fra ham.
Aaret gik. Katinka gled ind i Livet med Togene, der kom og gik, og Egnens Folk, som rejste og kom hjem igen; og de bragte nyt og spurgte nyt.
De fik Omgang med de Folk, Egnen havde. Mest Bai’s L’hombre, hvor Fruerne fulgte med hveranden Gang.
Saa var der Hunden og Duerne og Haven. Og forresten var Fru Bai ikke af de bevægelige. Hun fik aldrig saa meget gjort, at Tiden faldt hende lang. Hun var længe om hver enkelt Ting; Bai kaldte hende: “Kommer imorgen”.
Børn fik de jo ikke.
Da Katinkas Moder døde, fik de Arven udbetalt. For ene to Mennesker at være sad de i Velstand og havde alt i Rigelighed.
Bai holdt af at spise godt, og han tog fra Aalborg megen og god Vin. Han lagde sig noget ud, og han gik rundt i sin Magelighed, mens Assistenten gjorde det meste Arbejde. “Løjtnanten” lagde han kun an uden Døre.
Et Barn havde han oppe i Byen.
– For Satan, sagde han til Kiær, der var Ungkarl … man er jo dog gammel Kavallerist … Og Pigen var saa kælen som en Spurveunge….
Pigen kom til Aalborg efter Skaden. Barnet blev oppe i Landsbyen, hvor det var i Pleje.
Saadan gik Tiden.
Læse som før, da hun var ung Pige, gjorde Katinka ikke mer. Bøgerne var jo dog det bare Digt.
I sin Sekretær havde Fru Bai en stor Papæske med mange visne Blomster, Smaabaand og Florsdikkedarer med Deviser af Guldpapirsbogstaver. Det var hendes gamle Kotillonserindringer fra Klubben og “sidste Abonnement” i Pavillonen, naar der blev danset.
Det tog hun altsammen ofte frem om Vinteraftner og ordnede det om igen og søgte at mindes, hvem der havde givet hende det og hvem det.
Hun fandt det ud altsammen, og hun skrev Herrens Navn bag paa hver Kotillonsorden.
Bai sad og drak sin Toddy ved Bordet.
– Det gamle Skrab, sagde han.
– Lad det ligge, Bai, sagde hun … naar jeg nu har ordnet det.
Og hun skrev videre paa sine Herrenavne.
Hun læste ogsaa undertiden i sin gamle Poesibog de Vers, hun den Gang havde skrevet af.
I den øverste Skuffe under Sølvskabet i Sekretæren laa hendes Brudeslør og den visnede Krans af Myrter.
Det tog hun ogsaa op og glattede ud og lagde det sammen igen….
Og hun sad halve Timer over den udtrukne Skuffe og tog sig ingenting til, saadan som det var hendes Vane.
En Gang imellem glattede hun bare med Hænderne over Sløret….
Det var begyndt at blive ganske gult, Brudesløret.
Men Tiden gik ogsaa. Det var ti Aar siden allerede….
Ja – hun var snart en gammel Kone. Hun var fyldt to og tredive Aar….
… Godt lidte var Bais paa Egnen. Kendte for gode og gæstfrie Folk, hvor Kaffekanden snart kom over Ilden, naar nogen Bekendt var paa Stationen.
Bai var en god Selskabsbroder; og paa Stationen havde han Orden i Tingene, om han just ikke selv var saa grumme ivrig i Tøjet.
Fruen var lidt stille af sig, men det gjorde altid godt at se hendes milde Ansigt. Hun saa’ ud som en ung Pige, naar hun sad mellem Fruerne til de store L’hombrer.
– Men der skulde være et Par Børn, sagde Fru Linde, naar hun om Aftenen travede hjem fra Bais med Pastoren … De velhavende Folk – som havde Raad til det. Det er Synd og Skam, at de skal sidde dér ensomme hen….
– Gud giver Liv efter sin Vilje, min Pige, sagde Præsten.
– Ja, Guds Vilje ske, sagde Fruen.
Præstens havde haft ti Børn.
De syv havde Herren gemt som Smaa.
Gamle Pastor mindedes de syv hver Gang, der var Børn at begrave i Sognet.
Fru Bai havde hørt op at spille. Hun sad og tænkte paa, at hun egenlig skulde staa op og tænde Lampen. Men saa raabte hun paa Pigen, at hun kunde tænde, og blev siddende.
Marie kom ind med Lampen. Hun lagde Dug paa og dækkede til The.
– Hvad er Klokken? sagde Fru Bai.
– Otte-Toget er meldt, sagde Marie.
– Det har jeg slet ikke hørt….
Fru Bai tog noget om sig og gik ud: Er Toget der? sagde hun i Kontoret.
– Straks, sagde Bai. Han stod ved Telegrafbordet.
– Er der Depesche?
– Ja.
– Til hvem?
– Aa, op i Byen….
– Saa skal Ane jo afsted….
Fru Bai gik ud paa Perronen. Hun holdt saa meget af at se Togene komme og gaa i Mørke.
Lyden, først langt borte, og saa Drønet, naar Toget gik over Aabroen, og det store Lys, der løb frem, og endelig den tunge, vraltende Masse, der snoede sig ud af Natten og blev til de tydelige Vogne, der holdt for hendes Øjne